Evangelisk-lutherske kommentarer

I denne artikel har kristendom.dk spurgt bl.a. Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, om en reaktion på mine blogindlæg om Evangelisk Alliance.

Jeg har i tre indlæg gennemgået den lutherske lære om kirkefællesskab (se dem her, her og her) som baggrund for mit svar til kritikerne.  Jeg vil derfor nu forholde mig til dem hver især. Men først Jens Ole Christensen (JOC), som giver udtryk for, at han ikke mener, vi står så langt fra hinanden, som jeg giver udtryk for.

JOC skriver: Magnus Sørensens indlæg afspejler, at der er forskellige vurderinger mellem os lutherske kristne, som ellers på alle væsentlige punkter ligner hinanden. Er der blot tale om forskellig vurdering af situationen, som JOC giver udtryk for her? For det er da rigtigt, at nogle situationer kan vurderes forskelligt.

Når det gælder Skriftens lære, er der derimod ikke tale om noget, der skal vurderes. Skriften er et klart lys, som oplyser vor forstand (Sl 119,103).

Det vil jeg vende tilbage til i forbindelse med hans øvrige kommentarer.

JOC skriver også, at vi er enige om alt væsentligt. Det er muligt, at vi er enige om alt, hvad JOC finder væsentligt, men man kan ikke derudfra slutte, at vi så også er enige om alt væsentligt.

Jeg finder faktisk læren om kirkefællesskab væsentlig. For læren om kirkefællesskab er blot den praktiske konsekvens af læren om Skriftens klarhed og Skriftens autoritet. Den, som mener at kunne praktisere kirkeligt fællesskab uden fuld læreenighed, gør det, fordi vedkommende benægter muligheden for sikkerhed om den rene lære og tilsidesætter Skriftens autoritet som eneste kilde og norm for kristen tro og lære.

JOC fortsætter: En del af os – blandt andre Luthersk Mission – lægger snittet anderledes end Magnus Sørensen: Vi tror at forskellene i forhold til ikke-lutherske kristne betyder, at det ikke er klogt, at vi har et egentligt menigheds- og forkynderfællesskab.

Her ser det igen ud som om, JOC vil gøre uenigheden mellem mig og LM mindre end den er. JOC indrømmer dog, at det ikke er klogt at have et egentlig menigheds- og forkynderfællesskab. Men så vidt jeg kan læse, foregår der rent faktisk forkyndelse ved Evangelisk Alliances møder.

JOC fortsætter: Men vi vil gerne lære af dem, og vi vil gerne bede sammen med dem. Naturligvis kan man som teolog rent fagligt lære noget af en f.eks. en reformert, selvom man også der skal være på vagt. Når man ser på de diskussioner, der er i LM i dag, har jeg dog svært ved at forestille mi, at det blot er sådanne faglige ting, der et tale om. Man inspireres jo af evangelikales missionsmetoder, som bygger på, at det ikke er Helligånden alene, der ved ordet skaber troen i menneskers hjerter.

JOC skriver, at de også gerne beder med ikke-lutherske kirker. Som jeg har vist ovenfor, er bønsfællesskab i sådanne officielle sammenhænge udtryk for kirkeligt fællesskab. Det kan ikke skilles  fra forkyndelsesfællesskab, for bønnen er et svar på ordet. Man markerer et fællesskab om troen, når man beder sammen. Og beder man sammen med kirker, markerer man et fællesskab om troen med disse.

Det indrømmer JOC også i det næste, han skriver: Og dermed vil vi også markere, at vi trods vore forskelle påkalder den samme Herre og Frelser. Her er vi inde at røre ved noget af det, jeg berørte i mit første blogindlæg om kirkefællesskab.

For her viser JOC, hvor vi grundlæggende er uenige i vores lære om kirken. JOC mener at kunne sige, hvem der påkalder den samme frelser. JOC mener at kunne sige sikkert, hvem der er sande kristne. Han vil altså gøre det usynlige synligt og bygge kirkeligt fællesskab på det.

Det er en klassisk pietistisk fejl, at man mener at kunne sige, hvem der er sandt omvendte, men ikke mener at kunne sige med sikkerhed, hvad Skriften lærer.

Bemærk også, at JOC blot kaldet læreuenigheder for ”vore forskelle”. Men læremæssige uenigheder er jo udtryk for, at man benægter Guds klare ord. Det er ikke blot menneskelige forskelle, som forskelle i ceremonier kan være det. At tillade falsk lære er at tillade åndelig gift.

JOC forsvarer sit syn: Det vil nogen tolke som inkonsekvens. I og for sig vil jeg sige, at jeg håber, det er inkonsekvens. For hvis det er konsekvent er det udtryk for et dybere problem omkring skriftsyn og kirkesyn. Men jeg er nok også tilbøjelig til at give JOC ret i, at der ikke er tale om inkonsekvens.

Det fremgår bl.a. af det følgende: I min optik er det bare at tage alvorligt, at vi lever i en kompliceret verden. Og en kompliceret kirkelig virkelighed. Her er vi tilbage ved spørgsmålet om skriftsynet vs. Vurderingen af den enkelte situation. JOC synes her at gøre situationen til normerende for handlemåden. Dermed tilsidesættes Skriften som eneste kilde og norm for kristen lære og praksis. Naturligvis skal man vurderer situationen – men det skal man gøre for at afklare, hvilke skriftsteder og lærepunkter, der taler til den pågældende situation. Man skal ikke lade ens vurdering af situationen overtrumfe Skriftens klare lære.

JOC fortsætter med at beskrive den kirkelige situation: Kristenheden er splittet på kryds og tværs. Blandt andet med det resultat, at nogle, som vi er i kirke med, på væsentlige områder lærer anderledes end vi. Her taler JOC selvfølgelig for sig selv og LM. Jeg er ikke i kirke med nogen, der lærer anderledes, så vidt jeg ved. Jeg har derimod forladt to kirker, fordi de lærte anderledes end Guds ord lærer.

JOC beskriver dette, at han er i kirke med nogen, der lærer anderledes end han som en følge af, at han lever i en ”kompliceret kirkelig virkelighed”. Men problemet er jo snarere, at han og LM pga. deres ulydighed mod Herrens ord om at vogte sig for falske profeter, fortsat har kirkeligt fællesskab med vranglærere. Det er JOC og LM, der gør den kirkelige virkelighed kompliceret ved deres tilstedeværelse i vranglærende kirker og den legitimering af disse, der er med til.

Det er derfor vildledende, når JOC kalder sit selvvalgte medlemskab af den danske folkekirke for en kompliceret kirkelig virkelighed. Det er derfor også vildledende, når JOC fortsætter: Denne forvirring skal vi manøvrere i. Igen fremstilles forvirringen som noget udefrakommende, som JOC skal manøvrere i. Men forvirringen skyldes jo netop JOC’s og LMs forbliven i kirkeligt fællesskab med folkekirken.

Hvis de, der forkastede folkekirkens falske lære, forlod den, ville der ikke være meget at blive forvirret over. Enhver ville kunne se, hvor langt Folkekirken er fra luthersk kristendom. Så at JOC bruger dette som argument for yderligere tværkirkelighed holder ikke.

JOC skriver videre: Og denne situation betyder også, at nogle, som vi ikke er i kirke med, deler betoningen af for eksempel bibeltroskab og vækkelse med os. Dét, der forbinder JOC/LM og de evangelikale i Evangelisk Alliance er altså et bibelsyn og så begrebet vækkelse. Men i sand bibeltroskab ligger ikke blot, at man mener, at Skriften er ufejlbarlig. heri ligger også, at man tror, at den alene skal være norm for læren. Tværkirkelighed er i virkeligheden et angreb på Skriftens klarhed og autoritet, så jeg vil betvivle, at man kan kalde det bibeltroskab, som JOC og de evangelikale er enige om.  Man kan godt kæmpe med evangelikale for Skriftens ufejlbarhed, men at kalde dem bibeltro, er forkert.

Når det gælder vækkelse, er det jo et begreb, som fylder meget i både LM og i de evangelikale kirker. Begrebet er nok i virkeligheden en afsmitning fra evangelikale på missionsbevægelserne, som netop opstod i kølvandet på de store amerikanske og engelske evangelikale vækkelser. Begrebet dækker over enten en synergistisk eller calvinistisk teologi, hvor Ånden skilles fra ordet, så den ikke altid virker fuldt ud gennem ordet på tilhørernes frelse.

Vækkelsesbegrebet hører sammen med den evangelikale kristendoms betoning af, at man kan vide, hvem der er sande genfødte kristne. OG det er jo netop – sammen med bibelsynet – det, som gør tværtkirkeligheden mulig.

At JOC betoner dette sammen med de evangelikale, er jeg derfor ikke så positiv overfor. Det er et yderligere tegn på, at han og jeg ikke er “enige om alt væsentligt”.

JOC slutter af med at opstille to valgmuligheder: De konsekvente linier – enten den konsekvente tværkirkelighed eller den konsekvente isolation – afskærer os fra en del af denne virkelighed. Derfor vælger vi det, der kan tolkes som inkonsekvens. Men så vidt jeg kan se, har han ikke andet argument for sit valg end den situation, han betegner som forvirrende og kompliceret. Det bliver dermed en cirkelslutning. Det er JOC’s beslutning om at blive i kirkeligt fællesskab med vranglærere i folkekirken, der skal legitimere hans kirkefællesskab med vranglærere, der ikke kalder sig lutherske.

Det er i og for sig konsekvent nok, men det er ikke et argument for en, der vil være tro mod Skriften og den lutherske bekendelse.

Hvornår giver vi udtryk for kirkeligt fællesskab? Det er det næste spørgsmål vi må stille.

Fællesskab om nådemidlerne

I og for sig har vi været inde på nogle af de ting, der involverer kirkefællesskab. For de ting, man skal være enige om – evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, er også de ting, man praktiserer kirkeligt fællesskab gennem.

For som vi har set i det første blogindlæg, så kan vi ikke se kirkens åndelige enhed. Men vi kan se og høre evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, som skaber troen og dermed den kirkelige enhed. Derfor er det også på de områder, man rent faktisk giver udtryk for kirkeligt fællesskab. For hvordan skulle man klarere kunne give udtryk for kirkelig enhed end ved sammen at forvalte de midler, der skaber kirkelig enhed.

Det hører vi om i bl.a. apostlenes gerninger 2, hvor der står om den første menighed efter peters prædiken: De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. (ApG 2:42). Her står apostlenes lære og brødsbrydelsen sammen med fællesskabet og bønnen som det, der karakteriserer den første menighed. Ordet og sakramenterne er dét, som kendetegner kirken, dét, der viser, hvor den er, som lysene på en landingsbane viser, hvor landingsbanen er.

Og derfor er det naturligvis også disse midler, man deles om, når man praktiserer kirkeligt fællesskab. Man kan altså ikke sige, at man ikke har kirkeligt fællesskab med dem, man deler ordet og sakramenterne med.

Som vi så i sidste indlæg angriber Paulus f.eks. korinthermenigheden, fordi de tillader falske lærere at prædike hos dem: : ³ – men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus.  ⁴ I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod. (2Kor 11:3-4)

Og i 2. Johannesbrev læste vi, at Johannes formaner sin læser til ikke at støtte vranglærernes forkyndelse ved at invitere dem indenfor og give dem en base for deres virksomhed.

At dele prædikestol med vranglærere er altså udelukket. Fællesskab om prædikestolen er kirkefællesskab.

Derfor kan man som lutheraner ikke blive præst i en vranglærende kirke. Det ville betyde, at man havde gudstjenesteligt fællesskab med vranglærere og derved aflagde en falsk bekendelse. Hvis vranglærende menigheder beder en retlærende præst om at komme og undervise dem om den rette lære, kan man overveje at gøre det, hvis det sker under former, hvor man ikke giver indtryk af kirkeligt fællesskab. Det kan ske, hvis de f.eks. ikke har en præst.

Fælles missionsvirksomhed er forvaltning af ordets nådemiddel og vil også være en offentlig bekendelse af enhed i troen.

Når det gælder modtagelse af undervisning kommer det an på sammenhængen. Er der tale om skolemæssig/akademisk undervisning eller menighedsundervisning? På kristne skoler og teologiske institutioner er vi i et grænseområde. Så langt som der er tale om ren formidling af viden, ligger det udenfor kirkefællesskabet; men når formålet bliver forkyndelse og opbyggelse, er det forvaltning af nådemidlerne.

Her må man vurdere situationen på det enkelte sted – og naturligvis også se på, om det er i en sammenhæng, hvor der f.eks. er fælles bøn og salmesang.

Om nadveren gælder det samme som om ordets forkyndelse. I 1 Kor 10,17-21, står der: ¹⁷ Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.  ¹⁸ Tænk på Israels folk: Har de, som spiser af offeret, ikke fællesskab med alteret?  ¹⁹ Hvad vil jeg sige med dette? At det, som ofres til afguder, er noget, eller at afguder er noget?  ²⁰ Nej, men at det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud, og jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne.  ²¹ I kan ikke drikke både af Herrens bæger og af dæmonernes bæger. I kan ikke have del både i Herrens bord og i dæmonernes bord. (1CO 10:17-21)

Her drager Paulus den konsekvens af, at nadveren gør menigheden til ét legeme, at man så ikke samtidig kan have del i dæmonernes bord. Nadveren er altså dét, der gør menigheden til ét, og samtidig udelukker den, at de samtidig kan have fællesskab med dæmoner.

Når man praktiserer åben nadver eller har fælles nadverfejring med kirker, man ikke er enige med om læren, er man i strid med apostlenes ord. Man bekender sig til den kirkes lære, man går til alters i – man bekender, at man er ét legeme med dem.

Sådan var princippet i oldkirken også: Nulla communio in sacris cum haereticis – intet fællesskab om de hellige ting med kættere.

Som det er med nadveren, er det naturligvis også med dåben, som også nævnes som dét, der gør os til ét legeme.

Derfor kan man heller ikke deltage i forvaltningen af dåben hos vranglærere, herunder forpligtelsen til at oplære i kirkens lære, da man netop er uenig om den. Derfor må faddere være fra samme kirke som barnet, der døbes. Det betyder ikke, at man ikke rent faktisk kan overtage forpligtelsen til at oplære et barn i troen ved forældrenes død – men da vil det være til den rette lære.

Fællesskab om ting, der er knyttet til nådemidlerne (bøn m.m.)

I Apg 2,42 læste vi også, at de første kristen holdt fast ved bønnerne sammen med fællesskabet, apostlenes lære og brødsbrydelsen. Disse bønner var f.eks. davidsbønnerne og andre liturgiske bønner. Hertil kan formodentlig også regnes lovsange, som også nævnes i Kol 3,16, hvor det er menighedens måde at forkynde for hinanden på. Bøn er en frugt af ordet og et svar på dette. Derfor bør bøn og lovsang også være præget af Guds ord og ikke blot være udtryk for, hvad der bor i ens eget hjerte.

Den fælles bøn er derfor også et udtryk for det kirkelige fællesskab – særligt når den sker i gudstjenesten i forbindelse med ordets forkyndelse og/eller sakramenternes forvaltning.

At bede og synge sammen i gudstjenesten er derfor også udtryk for kirkeligt fællesskab.

Man kan selvfølgelig ikke bede andre om ikke at bede eller synge med i den retlærende kirke. Det er deres ansvar. Men som medlem af en retlærende kirke bør man ikke deltage i fælles bøn og sang i vranglærende kirker eller ved fælles bedemøder som Evangelisk Alliances bedeuge.

I sit foredrag om kirkefællesskab i oldkirken og på reformationstiden har Tom Hardt også gjort rede for bønsfællesskabet hos Luther og påpeger, at der ikke blev bedt sammen med f.eks. de reformerte ved læresamtaler med disse.

Omvendt kan der være situationer af mere privat karakter, hvor vi ikke modsiger vores bekendelse ved at bede med mennesker, som vi må betragte som kristne. Der er mennesker, som ikke selv er forførere, men som er vildført og pga. manglende erkendelse står i en vranglærende kirke.

Når det gælder officielle sammenhænge er disse repræsentanter for deres kirker, men det er de ikke nødvendigvis i mere private sammenhænge.

Her må der være tale om en individuel vurdering af sammenhængen. Bordbøn og husandagt med mennesker, som er vildledt er ikke det samme som officielt bønsfællesskab med dem, som fremmer og forsvarer vranglæren trods formaning.

Luther skriver i Store Galaterbrevskommentar: Ja, vi vil også, så godt vi kan, hoæde fred med vore fjender og bede for dem, der af uvidenhed spotter vor lære og forfølger os, – men ikke holde fred med dem, der bevidst og på trods af deres samvittighed tilsidesætter en eller flere artikler af den kristne lære. Selvom Luther her ikke taler specifikt om kirkefællesskab, skelner han dog mellem dem, der af uvidenhed holder med vranglærerne og de åbenbart trodsige vranglærere.

I nogle situationer kan mennesker have brug for at vi beder med dem privat – og at vi dermed anerkender at vi betragter dem som kristne, selvom vi sætter grænser omkring det kirkelige fællesskab. Men også her er det vigtigt, at vi ikke giver afkald på bekendelsen af den sande lære, når vi beder sammen. Man må bl.a. også spørge om, hvad der bedes om? Man kan ikke som medlem af en retlærende kirke bede med medlemmer af vranglærende kirker for deres kirkers missionsvirksomhed.

Sang kan bruges på flere måder, ligesom Guds ord kan. Der kan være sækulær formidling af Guds ord. På samme måde kan der også være sammenhænge, hvor sangen ikke bruges som lovsang, men som kunstnerisk udtryk, hvor ingen vil tænke, at det er kirkeligt fællesskab, når flere synger sammen, fordi det egentlig ikke ses som et udtryk for sangernes tro og bekendelse, men blot som musik.

Det kan være et klassisk kor. Man kan måske have delte meninger om, hvorvidt Guds ord skal bruges på den måde. Men når det er taget ud af en gudstjenestelig sammenhæng og ikke giver indtryk af kirkeligt fællesskab, vil det være noget andet end f.eks. et kirkekor eller sang ved en gudstjeneste eller et forkyndende møde.

Når det gælder kærlighedsgerninger, som også er en frugt af troen, kan man ikke sige, at de er et udtryk for kirkeligt fællesskab. De samme gerninger kan gøres af både kristne og hedninger, selvom de for de kristne er kærlighedsgerninger og for hedninger lovgerninger. Man kan altså godt være med i socialt arbejde med vranglærere. Men man må holde sig for øje, at man ikke derved legitimerer vranglæren.

Andre ting, som ikke er direkte knyttet til Guds ord eller befalet heri

Når det gælder andre ting, som ikke er befalet i Guds ord, skriver Konkordieformlen i artikel X:

”Heller ikke skal man under de rette frie adiafora eller middelting henregne sådanne ceremonier, som har, eller for derved at undgå forfølgelse, vil fremkalde skinnet af, at vor religion ikke afviger fra den papistiske, eller at den i alle fald ikke er os meget imod, eller når sådanne ceremonier har den hensigt, fordres eller tages i den mening, at dermed og derved begge de modstridende religioner skulle være forenede og blevet ét legeme, eller på ny en tiltrædelse til pavedømmet og en fjernelse fra evangeliets rene lære og den sande religion derved skulle ske eller lidt efter lidt deraf skulle blive en følge” (Caspari p. 441)

Selvom noget ikke er befalet i Guds ord (ordet og sakramenterne, bøn og lovsang), kan det give udtryk for kirkeligt fællesskab. Ligeledes kan ting, som man måske vil kunne gøre uden at det er kirkeligt fællesskab (fordi det f.eks. ikke er offentligt eller vi ikke deltager aktivt) alligevel give indtryk af det.

Man har altså ikke frie tøjler, når det ikke drejer sig om ordets forkyndelse, sakramenternes forvaltning eller bøn og lovsang. Der kan f.eks. være socialt arbejde, som reelt fungerer som missionsvirksomhed. Som eksempel vil jeg nævne Frelsens Hær, som er meget synlige i deres uniformer i deres arbejde.

Grænsen mellem missionsvirksomhed og socialt arbejde kan være flydende, så man må holde sig for øje, at man ikke kommer til at deltage i noget, som reelt er fælles missionsvirksomhed.

Så er jeg til ende med den principielle gennemgang af læren om kirkefællesskab og vil så i det næste blogindlæg forholde mig til kritikken af min kritik af Allianceugen.

I sidste blogindlæg forholdt jeg mig til den positive side af læren om kirkefællesskab. Det vil sige, at jeg skrev om, hvad grundlaget er for at have og praktisere kirkefællesskab.

Nu vil jeg så forholde mig til den negative side af læren om kirkefællesskab og forholde mig til grænserne for det kirkelige fællesskab: Hvad er det, der gør, at man i nogle situationer ikke kan praktisere kirkeligt fællesskab med andre.

Som jeg viste i slutningen af sidste blogindlæg, er den logiske konsekvens af, at kirkefællesskab forudsætter fuldstændig læremæssig enighed, at man så ikke kan praktisere kirkefællesskab, hvor der er læremæssig uenighed. Det kirkelige fællesskab bygger på, at man fuldt ud lærer i overensstemmelse med Skriften og ikke viger derfra.

Skriften befaler os derfor at modstå falske lærere og holde os fra dem.

At Skriften også drager den konsekvens, vil jeg vise i det følgende.

Tag jer i agt for vranglærerne!

Det hører vi allerede om i 5. Mosebog 13:  ² Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, ³ og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,«  ⁴ da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger. Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. (5 Mos 13:2-4)

Her formanes det gamle testamentes kirke til ikke at lytte til profeter, der forkynder falsk. Jesus kommer med en lignende formaning i Matthæusevangeliet 7,15-16: ¹⁵ Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.  ¹⁶ På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler?  ¹⁷ Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. (Mat 7:15-17) Mange har fejltolket denne formaning og ment, at frugterne var profeternes liv. Der er dog ikke noget, der antyder, at det blot skulle være deres liv, der tales om. Ligesom et æbletræs frugt er æbler, sådan må en profets frugt være dennes profeti – eller forkyndelse. Man skal altså kende de falske profeter på deres falske forkyndelse og lære – og man skal tage sig i agt for dem. Dvs. at man skal holde sig fra dem.

I Apostlenes gerninger 20,29-31 formaner Paulus de ældste i Efesus vedrørende falske lærere: ²⁹ Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. ³⁰ Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig.  ³¹ Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer. (APG 20:27-31)

Apostlen har netop sagt, at han selv har forkyndt hele Guds vilje – altså hele læren – og formaner så de ældste til at være på vagt overfor de glubske ulve, der ikke vil skåne hjorden. De glubske ulve er dem, der i modsætning til Paulus ikke vil forkynde hele Guds vilje.

Hold jer fra vranglærerne!

Endnu mere konkret i sin formaning er Paulus i Romerbrevet 16,17: ¹⁷ Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! (Rom 16:17)

Dette er en meget klar formaning fra Paulus om at holde sig fra dem, der leder mennesker til fald gennem falsk lære.  Der er ikke basis for i denne tekst at begrænse den lære, man ikke må være i modstrid med. Nogen vil hævde, at det kun er dem, der er i strid med lærepunkter, der er nødvendige til frelse. Men det siger teksten intet om.

Og selvom der vel kan være lærepunkter, som man af uvidenhed kan benægte uden nødvendigvis at gå fortabt, så er der intet lærepunkt, der ikke har med frelsen at gøre og underminerer denne. Jesus har jo befalet, at man skal undervises i alt, hvad han har befalet og ikke blot noget af det, for at blive hans discipel.

Når der alligevel findes sande kristne i vranglærende kirkesamfund skyldes det, at de ikke drager konsekvensen af deres falske lære for resten af deres tro og ikke bevidst fastholder falsk lære.

Det kirkelige fællesskab bygger altså på fuld læremæssig enighed. Hvor denne ikke er til stede, må man afstå fra kirkeligt fællesskab.

I 2. Korintherbrev skriver Paulus: ¹⁴ Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?¹⁵ Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro?  ¹⁶ Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: »Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.«  ¹⁷ Derfor: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer,  ¹⁸ og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.« (2Kor 6:14-18)

Her er I første omgang tale om at holde sig fra de åbenbart vantro. Men da vranglæren i et vranglærende kirkesamfund er lovløshed og fører til vantro og afgudsdyrkelse, gælder formaningen i lige høj grad forholdet til vranglærende kirker. De er for så vidt angår deres vranglære vantro, om end der pga. den kristendom, der stadig er i dem, findes sande kristne i dem.

Senere i 2. Korintherbrev kritiserer Paulus da også korintherne, fordi de accepterer , at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus, end ham, Paulus prædikede og et andet evangelium, end de to imod: ³ – men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus.  ⁴ I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod. (2Kor 11:3-4) Paulus frygter altså for, at dét, at menigheden accepterer vranglæreres prædiken, fører til, at de bliver forledt. Paulus vil altså med andre ord have, at menigheden nægter vranglærerne adgang til deres prædikestol.

Paulus fordømmer også på det kraftigste vranglære i Galaterbrevet: ⁸ Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.  ⁹ Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han. (Gal 1:8-9)

Den menighed, der her er tale om, er en menighed, hvis eneste ”kendte” vranglære går ud på, at de kræver, at man skal omskæres som kristen. I manges øjne måtte det have været et mindre problem – men Paulus ser, hvordan selv den mindste fejl i læren fører til, at det er et andet evangelium, der prædikes. Og derfor skriver han i kapitel 5: ⁹ Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen. (Gal 5:9)

Her er ikke nogen skelnen mellem ”det væsentlige” og ”kernepunkter” på den ene side og perifere spørgsmål på den anden side. Alt, hvad Gud har åbenbaret, har han åbenbaret for menneskers frelses skyld, så ethvert lærepunkt har betydning for retfærdiggørelseslæren i sidste ende – og dermed menneskers frelse.

Ligesom Paulus formaner menigheden i Korinth til ikke at lytte til vranglærere, sådan formaner han også omvendt præsten Titus til at afvise vranglærere i menigheden: ¹⁰ Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel.  ¹¹ Du ved jo, at sådan et menneske er kommet på afveje; det synder, og det har dømt sig selv. (Tit 3:10-11)

Efter at have formanet et menneske, som lærer falsk, skal man altså som præst vise dette menneske bort. Paulus anvender her Jesu undervisning om læretugt på spørgsmålet om vranglære i menigheden. Den, der fastholder og forsvarer vranglære synder mod det andet bud – budet om ikke at misbruge Guds navn. Fastholder man synd mod dette bud på trods af formaning og tilrettevisning, gælder det samme om for andre åbenbare ubodfærdige syndere.

Af samme grund skriver Paulus til Titus om kvalifikationerne for at blive præst, at ”⁹ han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod. (Tit 1:9)

Den sidste bibeltekst, jeg vil tage frem, der handler om at holde sig fra vranglærerne, er 2 Johannesbrev 10-11: ¹⁰ Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen;  ¹¹ for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger. (2Jo 1:10-11)

Læst isoleret, kunne man få det indtryk, at Paulus forbyder almindelig venlighed mod fremmede. Men han skriver her, at man gør sig delagtig i disse menneskers onde gerninger, som er deres vranglære. For at forstå teksten, må man se i 3. Johannesbrev. I vers 5-8 formaner Johannes læseren, Gajus, til at tage i mode de brødre som er rejst ud for evangeliets skyld. Og i vers 9-10 skriver Johannes, at han allerede har skrevet til menigheden, men at Diotrefes, et medlem af menigheden, ikke vil tage imod disse fremmede forkyndere. Der er altså tale om tilrejsende forkyndere eller missionærer, som Johannes anbefaler i 3. Johannesbrev, men som han derimod advarer mod i 2. Johannesbrev.

Når Johannes forbyder et medlem af menigheden at tage dem indenfor, vil det sige, at han forbyder at understøtte disse forkyndere ved at lade dem bruge menighedsmedlemmets hjem som base. At give dem husly var at støtte deres vranglære økonomisk og dermed hjælpe til med udbredelsen af vranglæren. Derfor kan Johannes skrive, at man gør sig delagtig i deres onde gerninger ved at invitere dem indenfor.

Den nærmeste sammenligning, man kan komme med i dag, er vel at betale kirkeskat eller medlemsbidrag, der går til præster, der lærer falsk eller at betale til missionsselskaber, der ikke er i overensstemmelse med den rene lære.

Biblen taler altså klart om, at vi skal tage os i agt for vranglærere og holde os fra dem. Der kan ikke være noget kirkefællesskab mellem sand og falsk lære. Vi skal altså både som personer og som kirker holde os fra vranglærende kirker og organisationer og ikke praktisere kirkefællesskab med dem.

Hold jer til retlærende kirker

I stedet skal vi holde os til retlærende kirker. Jesus siger jo, at den, der bliver i hans ord, er en discipel: ³¹ Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple,  ³² og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« (Joh 8:31-32)

Og om den første menighed hører vi: ⁴² De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. (Act 2:42)

Det er altså de kirker, som holder sig til apostlenes lære og Jesu ord, vi skal holde os til. Det er enhver kristens pligt at tilslutte sig sådanne kirker, hvor han måtte finde dem, men at holde sig fra vranglærende kirker.

Også den lutherske bekendelses lære

Desværre er der den tendens i Danmark, at man sætter lighedstegn mellem dét, der i længere tid har været praksis i folkekirken og så den klassiske lutherske lære. Derfor kan det komme bag på mange, at den gamle lutherske lære om kirkefællesskab også er, at man skal holde sig fra vranglærere.

Det fremgår klart af de lutherske bekendelsesskrifter.

Det fremgår bl.a. af Melanchthons forsvarsskrift for den Augsburgske bekendelse: Den ottende artikel er helt igennem antaget, i hvilken vi bekender at onde og hyklere er blandet ind i kirken, og at sakramenterne er virksomme, selvom de forvaltes ved onde tjenere, fordi tjenerne handler i Kristi sted, idet de ikke repræsenterer deres egen person, ifølge dette [ord]: Den, der hører jer, hører mig [Luk 10,16].
Ugudelige lærere bør man forlade, fordi de ikke handler i Kristi persons [sted], men er antikrister. Og Kristus siger: Vogt jer for de falske profeter [Matth. 7,15] og Paulus: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium, forbandet være han [Gal 1,9].
(Egen oversættelse BELK, Apologien for den Augsburgske bekendelse Art. VII/VIII pkt. 47 p. 246)

Her nævner Apologien onde og hyklere på den ene side, som altid vil være i kirken. Ordet og sakramenterne bliver ikke uvirksomme på grund af dem. De handler i Kristi sted pga. det embede, de er kaldet til og det ord, de forkynder.

Men Apologien skelner mellem de onde og hyklerne på den ene side og så ugudelige lærere på den anden side, og den siger klart, at man skal forlade dem med henvisning til to af de skriftsteder, jeg også har nævnt.

Med andre ord har også den lutherske bekendelse et klart skel mellem dét, som er synligt, nemlig lære, og det, som ofte er usynligt: troen i hjertet.

Og i Traktaten om pavens Magt og overhøjhed skriver Melanchthon: Eftersom dette nu forholder sig således, skal alle kristne på det omhyggeligste tage sig i agt for, at de ikke gør sig delagtige i sådan ugudelig lære, gudsbespottelse og uretfærdig grusomhed, men de skal forlade og forbande paven og hans lemmer eller tilhæng som antikristens rige, ligesom Kristus har befalet: ”Vogt jer for de falske profeter” [Matt 7,15]. Paulus byder også, at man skal sky falske lærere og forbande dem som en vederstyggelighed [gal 1,8; Tit 3,10]; og i 2 Kor 6[14), siger han ”Drag ikke i ulige Åg med de vantro; for hvad samfund har lyset med mørket o.s.v.?” tungt er det vel at måtte skille sig fra så mange lande og folk og måtte føre en særegen lære. Men her har vi Guds befaling, at hvermand skal tage sig i agt og ikke samstemme med dem, der fører vrang lære og vil opretholde den md grusomhed.” (Casparis oversættelse s. 230– let sprogligt redigeret).

Og i Konkordieformlen slog lutheranerne fast, hvad angår de ting, der ikke er befalet noget om i Guds ord:

…heller ikke skal man under de rette frie adiaphora eller middelting henregne sådanne ceremonier, som har eller – for dermed at undgå forfølgelse – vil fremkalde skinnet af, at vor religion ikke afviger stort fra den papistiske, eller at den i al fald ikke er os meget imod, eller når sådanne ceremonier har den hensigt, fordres, eller tages i den mening, at dermed og derved begge de modstridende religioner skulle være forenet og blevet til et legeme, eller på ny en tiltrædelse til pavedømmet og en fjernelse af evangeliets rene lære og den sande religion derved skulle ske eller lidt efter lidt deraf følge. For i dette tilfælde skal og må gælde, hvad Paulus skriver 2 Kor 6[14.17]: Drag ikke i ulige Åg med de vantro; hvad samfund har lys med mørke? Derfor Gå ud fra dem og skil jer fra dem, siger Herren” osv. (Casparis oversættelse s. 441)

Ifølge denne må man altså ikke engang ved hjælp af ceremonier, som ellers ikke er forbudt i Skriften, give indtryk af, at man har kirkeligt fællesskab med vranglærerne.

Luthers ord

Også Luther var klar i læren om kirkefællesskab. I et brev til de kristne i Frankfurt Am Main kan han således skrive, at det er bedre, at de ikke modtager nadveren end at de modtager den af en, der også uddeler den til Zwinglianere. Og i Marburg nægtede han Zwingli broderhånden.

I sin Store Galaterbrevskommentar forklarer Luther sit syn på vranglærens betydning:

”…sådan ødelægger inden for teologien en ringe vildfarelse hele læren. Derfor skal man holde lære og liv skarpt adskilt. Læren er ikke vor, men Guds….For læren er som et matematisk punkt; den kan ikke deles, hvilket er ensbetydende med, at den hverken kan finde sig i at få trukket noget fra eller i at få lagt noget til.”

Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar til Gal 5,9, oversat af Helge Haystrup i Store GalaterbrevsKommentar II, s. 253-254, København 1984.

“Derfor skal man, som jeg ofte påminder om, skelne omhyggeligt mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kærligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder fremfor alt syndernes forladelse, når blot man ikke forsvarer synd og vildfarelse; men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord( Matt. 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den mindste smule skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med. For også vi fejler dagligt i liv og sæder, ligesom alle helgener gør. Det bekender de jo alvorligt i Herrens bøn (naturligvis fadervor) og i trosbekendelsen. Men vor lære er, Guds ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i den hellige Skrift.”
Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar til Gal 5,10b, oversat af Helge Haystrup i Store GalaterbrevsKommentar II, s. 258-259, København 1984.

Der kan altså ikke være nogen eftergivenhed overfor falske lærere ifølge Martin Luther, ligesom ifølge den lutherske bekendelse. Den, der vil lære mere om Luthers og reformationen stilling i læren om kirkefælleskab kan evt. læse Tom Hardts foredrag om emnet.

Den, som mener at kunne tilsidesætte lærepunkter som forudsætning for kirkeligt fællesskab handler altså både imod Skriften og imod den lutherske kirke.

Det næste spørgsmål, der rejser sig, er naturligvis, hvornår man praktiserer kirkefællesskab? Hvordan skal man konkret forholde sig overfor andre kirker?

I sidste uge skrev jeg kommentarer til Evangelisk Alliances materiale til bedeugen og kritiserede i den forbindelse Indre Mission og Luthersk Mission for deres deltagelse i bedeugen.

Kristendom.dk spurgte i den forbindelse generalsekretærerne for de to bevægelser samt formanden for Evangelisk Alliance. Artiklen kan læses her.

Inden jeg svarer på deres konkrete indvendinger vil jeg lige redegøre for den evangelisk-lutherske lære om kirkefællesskab, som den findes i Biblen og blev bekendt af de lutherske fædre. Først vil jeg fastslå, hvad grundlaget er for at praktisere kirkeligt fællesskab. Dernæst vil jeg se på, hvornår Skriften afviser kirkeligt fællesskab. Til sidst i den principielle gennemgang af emnet vil jeg påpege, hvori kirkeligt fællesskab består – altså hvornår praktiserer man kirkeligt fællesskab?

I det lys vil jeg derefter behandle de konkrete punkter i Kristendom.dk’s artikel.

Hvad afgør, om man har kirkefællesskab?

Det første spørgsmål, vi må stille os, er, hvordan vi afgør, om vi har kirkeligt fællesskab med hinanden?

Her har forskellige kirker i tidens løb haft forskellige forklaringer. Den romersk-katolske kirke bygger det kirkelige fællesskab på underkastelse under en bestemt ledelse. Det samme kan siges om de ortodokse kirker og til en vis grad også episkopale og presbyterianske kirker.

For andre bygger den kirkelige enhed på en fælles religiøs oplevelse. Sådan bygger evangelikale og karismatiske kristne ofte deres fællesskab på en genfødsels- eller åndsdåbsoplevelse. I en lidt mildere form kender man det fra de pietistiske kristne, som bruger begrebet ”personlig kristen” til at skelne mellem, hvem de har fællesskab med.

Begge disse vil muligvis også kombinere henholdsvis autoritetsunderkastelse og oplevelser med et vist mål af læremæssig enighed.

For at afgøre, hvad den rette lære om kirkefællesskab er, må vi selvfølgelig i første omgang gå til Skriften.

Den sande enhed mellem alle kristne

Hvad siger skriften om kirkens enhed?

Det kan vi bl.a. læse i Efeserbrevet 4,3-6 ³ …og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ⁴ ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb;  ⁵ én Herre, én tro, én dåb.

Den sande enhed er en enhed i troen, dåben og i Ånden. Den sande enhed er mellem alle, som ved dåben og Ånden har fået Jesus som herre. De sande enhed er altså en enhed mellem alle sande kristne.

Romerbrevet 12,4-5 supplerer: ⁴ For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver,  ⁵ således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer.

Her tales meget konkret om at være ét i kraft af, at vi er i Kristus. Enhver, som er i kristus er en del af Kristi legeme.

Jesus taler om denne åndelige enhed i sin ypperstepræstelige bøn: ²² Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét,  ²³ jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. (Johannes 17,22-23).

Jesus beder om, at enheden mellem de kristne må være, ligesom hans enhed med Faderen. Den sande enhed er altså en åndelig enhed mellem alle sandt troende.

Luther skriver i den store katekismus i forklaringen til den tredje trosartikel: Jeg tror, at der på jorden er en hellig lille forsamling og menighed af lutter hellige under ét hoved, Kristus, kaldt sammen ved Helligånden, i en tro, ét sind og én mening, med mange slags gaver, men dog forenet i kærligheden, uden sekter og partier. (Luthers store katekismus i Casparis og Johnsons oversættelse af Konkordiebogen s. 299)

Man kunne måske få det indtryk, at fordi alle troende er ét, så bør vi også praktisere kirkeligt fællesskab med alle, der bekender sig som kristne. Sådan slutter mange evangelikale og pietistiske kristne – herunder formanden for Evangelisk Alliance i førnævnte artikel på kristendom.dk.

Men her har man ikke taget højde for, hvorvidt denne sande enhed mellem alle kristne er synlig.

Enheden er usynlig

Er denne enhed mellem alle kristne synlig? Lad os se, hvad Biblen siger om emnet.

I Lukas 17,20-21 læser vi om kirken eller Guds rige: ²⁰ Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det;  ²¹ man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«

Et rige består en konge og dennes undersåtter. I Guds rige er Gud konge. Guds rige består af dem, der har Jesus, dvs. Gud som konge. Guds rige er dermed de samme, som vi før kaldte kirken – altså dem, der ved Ånden og dåben har den samme tro og den samme Herre. Dette rige, siger Jesus, kommer ikke synligt, så man kan se det. Det er et åndeligt og dermed usynligt rige.

Det hænger sammen med, at troen, som gør et menneske til en del af kirken, Guds rige, er usynlig. Det læser vi i  Kolossenserbrevet 3,3-4: ³ I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.  ⁴ Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.

Vi kan ikke se troen og dermed ikke kirken i egentlig forstand. Enheden mellem alle kristne er altså usynlig. Vist kan vi i nogle tilfælde se, hvem der ikke tilhører kirken – åbenbare fornægter eller ubodfærdige syndere, som ikke vil høre Guds bud og lære.

Men vi kan ikke uden videre afgøre, hvem der er hyklere og hvem, der har en sand tro. Den sande enhed mellem kristne er altså usynlig. Den kirkelige enhed kan altså ikke bygges på, hvem vi mener, er sande kristne.

Vi må altså bygge den synlige enhed i kirken på noget andet end menneskers subjektive tro. Vi må bygge den på noget, som er synligt.

Hvad er synligt?

Mens troen ikke er synlig for øjes, så er der noget andet, der er. Dét, som skaber kirken, er synligt og kan erkendes.

Men hvordan bliver kirken til?

Det læser vi bl.a. i missionsbefalingen: ¹⁸ Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  ¹⁹ Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,  ²⁰ og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matthæus 28:18-20)

Mennesker bliver ifølge denne tekst Jesu disciple og en del af kirken ved at bliver undervist I alt, hvad Jesus har befalet og ved at blive døbt i faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det er altså ved at bliver undervist i Jesu ord – den rene lære og ved at blive døbt i den treenige Guds navn, kirken bliver til.

Læg også mærke til, at man bliver en discipel ved at blive undervist i alt, hvad Kristus har befalet. Selvom Jesus også befaler apostlene at forkynde evangeliet, kan man altså ikke sige, at det blot er de vigtigste ting, alle folkeslag skal lære. De skal virkelig lære alt, hvad Jesus har befalet. Det er hele læren, der skaber disciple og ikke blot en del af læren. Man kan altså ikke skille nogle punkter af læren ud og sige, at det blot er disse punkter, der er grundlaget for kirkelig enhed.

Det hører vi også om i Jesu ypperstepræstelige bøn, i verset før versene om kirkens enhed: ²⁰ Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, (Joh 17:20). Her har Jesus netop bedt for sine apostle, som han ville udsende til at forkynde ordet.

Når Jesus taler om enheden mellem de troende, er det altså en enhed, som er skabt ved, at de ved apostlenes ord er kommet til tro på Jesus. Det er med andre ord den forkyndelse, der stemmer med apostlenes ord, som skaber troen. Og apostlenes ord har vi i Biblen.

I Efeserbrevet fortæller Paulus også, hvordan kirken er blevet renset ved dåben: ²⁵ Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den  ²⁶ for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet,  ²⁷ for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. (Ef 5:25-27)

I 1. Korintherbrev nævner Paulus nadveren som årsag til de kristnes enhed: ¹⁷ Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. (1Kor 10:17)

Så mens vi ikke kan udtale os med sikkerhed om, hvem der tror, så kan vi sige med sikkerhed, hvor de troende er. De er, hvor Jesu og apostlenes lære forkyndes ret og hvor dåben og nadveren forvaltes efter Kristi indstiftelse. Kirken blive nemlig til i kraft af disse midler, som skaber og bevarer troen.

Disse midler er, hvad man har kaldt kirkens kendetegn. I den Augsburgske bekendelse står der derfor om kirken, at den er ”de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret.” (Casparis oversættelse s. 19). Kirken består altås af de hellige, men dens synlige side er, evangeliets rette forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning. For det er om disse kirken forsamles.

Den synlige enhed i lære og bekendelse

Derfor må vi se efter det, der er åbenbaret i stedet for at tro, at vi kan gøre det synligt, som er skjult.

Det synlige er midlerne, som skaber kirken. Det usynlige er, hvem der tilhører kirken og hvem der er onde og hyklere. Kirkens hvor er synligt, men ikke dens hvem. Derfor bygger vi kirkefællesskab på kirkens hvor og ikke dens hvem, som vi aldrig kan se fuldt ud.

Derfor lærer bekendelsesskrifterne om kirkens enhed:  “Ligeledes lærer de (vore kirker), at der bestandig vil forblive én hellig kirke. Men kirken er nemlig de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes ret, og sakramenterne forvaltes ret. Og til kirkens sande enhed er det nok, at man stemmer overens om evangeliets forkyndelse [eller: lære] og sakramenternes forvaltning. Derimod er det ikke nødvendigt, at der overalt er de samme menneskelige overleveringer eller af mennesker indstiftede kirkeskikke eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker. Som Paulus siger: “Én tro, én dåb, én Gud og alles Fader osv.” (Augsburgske Bekendelse artikel 7, Casparis oversættelse s. 19).

Og i konkordieformlen, som også hører til de lutherske bekendelsesskrifter, selvom det ikke blev en del af den danske kirkes bekendelsesgrundlag, står der, at “ingen menighed skal fordømme den anden, fordi den ene har færre eller flere udvortes af Gud ikke befalede ceremonier end andre, når de blot ellers bevarer enighed i læren og i alle dens artikler ligesom i den rette brug af de hellige sakramenter, efter det velkendte ord: “Dissonantia ieiunii non dissolvit consonantiam fidei,  ulighed ang. fasten ophæver ikke enighed i troen.” (Konkordiformelen, Epitome, X, 5, Casparis oversættelse s. 353).

Den lutherske lære om kirkefællesskab er altså, at grundlaget for at praktisere kirkeligt fællesskab, er enighed i læren, den faktiske forkyndelse og i sakramenternes forvaltning. Og som vi så, er det også Biblens lære.

Den logiske følge heraf er, at man ikke kan praktisere kirkeligt fællesskab med kirker, der er i strid med den rette lære. Denne konsekvens drager Skriften også. Det vil jeg se på i det næste blogindlæg.