Forside |  religion.dk |  kristendom.dk |  bogbasen.dk |  hjertedating.dk |  foredragslisten.dk |  eftertanke.dk |  mindet.dk |  kirku.dk

Korrektion af tidligere indlæg ” Den billige, den dyre og den dyrebare nåde”

11. marts, 2012 af Sørensen

Efter at have mødtes med Leif Andersen og drøftet min kritik af hans og Morten Hørning Jensens kronik, vil jeg gerne korrigere mit tidligere indlæg og undskylde, at mit blogindlæg har givet det indtryk, at Leif Andersen benægter lovens 2. brug. Jeg burde have forstået Leif Andersen i overensstemmelse med hans homiletik “Teksten og Tiden” og ikke på baggrund af kronikkens tavshed om lovens 2. brug have draget den slutning, at de to benægter den.

Jeg er stadig kritisk overfor kronikken, som efter min mening burde have udtrykt lovens 2. brug klarere end den gjorde.

Dette betyder ikke, at jeg trækker min kritik af deres kronik tilbage i sin helhed, men at jeg  korrigerer anklagen for at benægte lovens anden brug.

At jeg så er uenig i Leif Andersens forståelse af lovens 2. brug i “Teksten og Tiden” og mener, at han svækker den, så det får en konsekvens, der ligner den, en benægtelse af lovens 2. brug får, er en anden sag. Det berettiger mig selvfølgelig ikke til at konkludere, at Leif Andersen benægter den. Min kritik burde derfor være sket på baggrund af den svækkelse af lovens 2. brug, der sker, når Leif Andersen i “Teksten og Tiden” vil tale om Guds kærlighed i skabelsen før loven med det formål, at mennesker må blive i stand til at høre loven (se særligt bd. 1 s. 238-247). Dette kan måske være temaet for et andet blogindlæg.

Jeg fastholder altså, at lovens anden brug svækkes, ligesom jeg fastholder kritikken af begrebsparret “dyr” og “billig nåde” samt forståelsen af evangeliet som en tokomponentlim bestående af evangeliet og helliggørelsen.

Selvom evangeliet i snæver forstand er indeholdt i helliggørelsen, som dét, der motiverer og skaber den, er helliggørelsen ikke en del af evangeliet i snæver forstand. Såfremt man taler om evangeliet i bred forstand er det derimod ikke nok at tale om det som en tokomponentlim.

De formuleringer, jeg finder kritisabler er bl.a. disse:  Men hvis vi alene vil forkynde evangeliets tilgivelse og frihed, så har vi ophævet dets grundlæggende dobbelthed og spænding mellem frihed og forpligtelse. Og vi står tilbage med et halvt evangelium. Et lovløst evangelium. Evangeliets grænsesprængende og forargelige tilgivelse af synd fører aldrig til en godkendelse af synd, men altid til en indbydelse til efterfølgelse. I sin helhed er det som en tokomponentlim, der taber sin kraft, hvis det ene element tages ud.

Jeg skal begunde med at sige, at jeg ikke tager afstand fra kravet om efterfølgelse og et helligt liv. Jeg tager afstand fra, at dette efter min mening blandes ind i evangeliet, når det gøres til en væsentlig bestanddel af dette, foruden hvilket det taber sin kraft.
Indbydelsen til efterfølgelse er ikke en del af evangeliet i snæver forstand og ikke noget, der giver evangeliet kraft. Kravet om efterfølgelse er loven. Dét, der gør efterfølgelsen mulig er tilgivelsen og det nye menneske, som er en frugt af evangeliet, men det gør ikke helliggørelsen i sin helhed til en del af evangeliet. Kravet om efterfølgelse er lov og vil altid fordømme det syndige kød, samtidig med at det nye menneske vokser og Kristus vinder skikkelse i den kristne.

Indsendt i Folkekirkens højefløj | Ingen kommentarer »

Københavns biskop på teologisk glatis om CA 23

24. februar, 2012 af Sørensen

Københavns Biskop Peter Skov-Jakobsen har lavet et teologisk notat til kirkeministeren, hvor han forsøger at bortforklare den Augsburgske Bekendelses lære om ægteskabet. Han har delvis ret, når han taler om, at der ikke findes et særligt kirkeligt ægteskab ifølge den Augsburgske Bekendelse.

Det ændrer dog ikke på, at den lutherske kirke har en lære om ægteskabet og at en lutherske kirke, uanset øvrighedens ændring af f.eks. ægteskabsloven, ikke har nogen ret til at fravige læren om ægteskabet mellem mand og kvinde. Det fremgår klart af Den Augsburgske Bekendelses artikel 16: Derfor bør de kristne absolut adlyde deres øvrigheder og love, med mindre de fordrer, at man skal synde; da bør man nemlig adlyde Gud mere end mennesker (Ap. Gern. 5.29).

Peter Skov-Jakobsen må mene, hvad han vil, og jeg har ikke nogen illusion om, at folkekirkens biskopper mener sig forpligtet på den lutherske bekendelse. Jeg tror heller ikke på, at den vil kunne gøres juridisk gældende i sin helhed, selvom man ikke kan afvise, at man kan overveje, om der er dele af forpligtelsen på bekendelsen, der ikke er bortfaldet ved desvetudo. Det kan jo i sidste ende kun afgøres, hvis de, der har en retlig interesse i folkekirkens bekendelsesforpligtelse, anlægger sag om grundlovsbrud.

Mit problem med Købehavns folkekirkebiskops notat er, at han giver indtryk af, at Den Augsburgske Bekendelse ikke skulle have en klar lære om ægteskabet. Peter Skov-Jakobsen skriver: “Bemærkningerne gøres blot for at trøste de mange præster og klosterbundne, som har brudt deres løfter om cølibat og er kommet i tvivl og lever med plagede samvittigheder. Melanchton, som udfærdigede CA, forsøger med sine bemærkninger at skabe rolige bevidstheder i de evangeliske menigheder.” Biskoppen prøver at bortforklare, hvad CA siger, med henvisning til, hvad formålet med artikel 23 er. Dét, man argumenterer for (præsters ret til ægteskab) kan jo ikke tilsidesætte de argumenter, man bruger herfor. Tværtimod, så står konklusionen kun fast, hvis præmisserne gør. Melanchthons præmisser for at afvise præsters cølibatsløfter er derfor lige så bindende som konklusionen.

Man kunne sådan set vende det om og sige, at formålet med at lade præster gifte sig var, at ægteskabet var en guddommelig indstiftelse.

Biskoppen skriver dernæst: “Ægteskabet ansås på Luthers tid for at være en aftale mellem mand og kvinde.” Dette er svært at se som andet end udtryk for, at biskoppen mener, at ægteskabet ifølge den lutherske bekendelse er en social konstruktion. Det er klart at ægteskabet også er en aftale i den forstand, at det kræver begge parters samtykke at indgå i den. Men ægteskabet er ikke blot en aftale. Det er en skabelsesordning. At reducere det til en social konstruktion er en gnostisk benægtelse af skabelsen.

Biskoppen fortsætter: “Havde CA indeholdt mere end antydninger af ægteskabs-etik, havde fortolkeren måtte tage dette historiske faktum til efterretning.” Dette er en fordrejning af spørgsmålet. Det handler ikke blot om ægteskabsetik. det handler om definitionen på et ægteskab og om hvorvidt denne er menneskeskabt eller en skabelsesordning.

Man kan næsten tvivle på, om biskoppen har læst Den Augsburgske Bekendelse – ligesom kirkeministeren i det åbne samråd d. 23-02.2012 indrømmede, at han ikke havde.

I CA 23 står der om ægteskabet: “Og det står ikke i et menneskes magt at forandre Guds skabning uden særlig gave eller gerning. De, som derfor ikke er skikkede til ugift stand, bør indgå ægteskab. For ingen menneskelig lov og intet løfte kan ophæve Guds befaling og Guds indstiftelse. “ At ægteskabet er en borgerlig ordning gør det ikke til en social konstruktion. Ægteskabet er ifølge artikel 23 en guddommelig indstiftelse og universel ordning, som ikke må ændres, sådan som det skete med cølibatskravet – og som det i øvrigt er ved at ske med kønsneutrale ægteskaber.

Hvis Peter Skov-Jakobsen havde kastet blot et enkelt blik i Melanchthons Apologi i forklaringen til artikel 23 havde han kunnet få bekræftet, at Melanchthons første anke mod cølibatskravet er, at ægteskabet mellem mand og kvinde er en guddommelig indstiftelse: “For det første lærer Første Mosebog, at mand og kvinde blev skabt for at være frugtbare og at det ene køn på ret måde skal have lyst til det andet. ” Et formål med ægteskabet er altså forplantning og dette formål er begrundet i skabelsen af mennesket som mand og kvinde.

Dernæst skriver Melanchthon: “For det andet. Fordi denne skabning eller guddommelige ordning i mennesket er en naturlig ret, har juristerne talt klogt og rigtig om at ægteskabet mellem mand og kvinde tilhører den naturlige ret. ” Apologien forudsætter en naturlig lov og begrunder også ægteskabet heri.

Først efter disse begrundelser i henholdsvis skabelsen og naturretten argumenterer Melanchthon ud fra den praktiske nød og problemer med utugt. Melanchthon griber ikke blot fat i skabelsen og naturretten som halmstrå for at trøste præsterne. Melanchthon argumenterer imod cølibatskravet fordi ægtskabet mellem mand og kvinde er en guddommelig ordning. Hovedformålet med såvel CA 23 som apologiens uddybning er at beskytte ægteskabet som en skabelsesordning mellem mand og kvinde og som en ordning begrundet i naturretten.

Den Augsburgske Bekendelse er soleklar i sin lære om ægteskabet. Folkekirkebiskop Peter Skov-Jakobsen er på glatis, når han hævder det modsatte. Folkekirkefolk, der dækker sig ind bag talen om ægteskabet som en borgerlig ordning, er dybest set en art gnostiskere, som benægter skabelsen, og antinomister, som benægter lovens første brug, altså at samfundet er forpligtet på den naturlige lov, ligesom de benægter lovens 2. og 3. brug, som er kirkens forpligtelse på at forkynde loven.

Indsendt i homoseksualitet | Ingen kommentarer »

Den billige, den dyre og den dyrebare nåde – kronik sendt til KD 11. januar

14. februar, 2012 af Sørensen

Hermed en kronik, sendt til Kristeligt Dagblad 11. januar, som jeg ikke har fået svar på, hvorvidt de vil bringe, men går ikke ud fra, det er tilfældet nu:

Da jeg læste Leif Andersens (LA) og Morten Hørnings (MH) kronik d. 2. januar om frihed og forpligtelse, glædede jeg mig over deres forsvar for Biblen som rettesnor for det kristne liv i folkekirken. LA og MH henviser i denne forbindelse til Luthers kamp mod antinomisterne samt til Bonhoeffers kritik af den billige nåde.

Alligevel mener jeg, at kronikken afslører et teologisk skred hos den folkekirkelige højrefløj. Faktisk mener jeg, at de ender i antinomismen, ligesom dem, de kritiserer. LA og MH synes uden videre at acceptere modpartens præmis om, at velsignelse/vielse af homoseksuelle ikke strider mod retfærdiggørelseslæren, hvorefter de beskriver, hvordan det strider mod helliggørelseslæren. De accepterer tilsyneladende også uden videre modpartens tanke om, at evangeliet kommer først i forkyndelsen.

Luthers opgør med antinomisten Agricola og dennes tilhængere drejede sig dog ikke blot om helliggørelsen, som man kunne få indtryk af, hvis man blot læste LA’s og MH’s kronik. Det drejede sig i første omgang om lovens anden brug, som er at afsløre synden, åbenbare Guds vrede og således berede vejen for evangeliet. Uden lovens forberedende gerning kommer loven nemlig tilbage og blandes ind i evangeliet. Således mente Agricola og dennes tilhængere, at det var evangeliet, der skabte anger i menneskers hjerter og virkede et helligt liv. Loven kom tilbage og blev blandet ind i evangeliet, netop fordi loven ikke fik lov at lyde uindskrænket og således drive mennesker til Kristus. Luther skriver herom i skriftet ”Mod antinomerne” fra 1539: ”Men de vender op og ned på tingene og taler om loven efter evangeliet og vreden efter nåden.” (Luther, Martin ”Troen og livet”, Credo forlag s. 190).

Jeg har svært ved at læse LA og MH anderledes end at de gør nogenlunde det samme som Agricola. Deres tale om Guds bud kommer logisk efter evangeliet. De taler ikke om lovens dom over de homoseksuelle, men begynder med evangeliet og Guds kærlighed. Men så derefter kommer forpligtelsen, som følger med. Ja, LA og MH lader oven i købet indbydelsen til efterfølgelse være en del af evangeliet og ikke blot en frugt af evangeliet, hvilket er en sammenblanding af retfærdiggørelse og helliggørelse, som man kender det fra den romersk-katolske kirke.

Her er LA og MH jo dybest set ikke uenige med ret mange. Folkekirkens venstrefløj bruger godt nok ikke Biblen som rettesnor for det kristne liv, men deres forkyndelse handler jo i praksis også mere om etik og næstekærlighed end om frelse og retfærdiggørelse fra Guds dom og vrede.

Bonhoeffer, som LA og MH citerer, kritiserer med rette den billige nåde. Men som alternativ stiller han den dyre nåde, hvor evangeliske elementer blandes med lovelementer uden at skelne det ene fra det andet.

Den billige og den dyre nåde er i virkeligheden blot to sider af samme sag – et evangelium, der er selvfølgeligt og derfor ligegyldigt. Det kan derfor kun peppes op ved at blande Guds bud ind i evangeliet. Den billige og den dyre nåde opererer begge indenfor samme loviske univers, hvor spørgsmålet er, hvor dyrt eller billigt nåden sælges. Men ingen af dem er rigtigt nåde. Og hverken den billige eller den dyre nåde er dyrebar for nogen.

Jesus kom for at kalde syndere og ikke retfærdige, siger han selv. Mennesker er af naturen selvretfærdige farisæere, så hvis ikke loven prædikes, bliver nåden uundgåeligt en bekræftelse af det selvretfærdige billede, mennesker allerede har af sig selv.

Nåden bliver først dyrebar, når vi erkender vores store behov for den. Den dyrebare nåde kan kun erkendes, hvis man først erkender sin egen dybe syndighed. Kun den, der er knust af lovens dom, den, som frygter Guds vrede og helvedes straf, kan i virkeligheden anse nåden i evangeliet for dyrebar. Men jo mere man erkender sin egen syndighed og Guds vrede over synden, jo mere dyrebart bliver evangeliet om, at Jesus Kristus, Guds Søn, har båret og opslugt Guds vrede og skaffet en retfærdighed, der gælder overfor Gud. Kun den, der ved sig dømt til evig fortabelse af Guds lov kan juble over frikendelsen og benådningen i evangeliet om ”at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder.” (Den Augsburgske Bekendelse artikel 4)

Det er derfor Jesus sammenligner Guds rige med skatten i en mark og en kostbar perle, som man vil sælge alt, hvad man ejer for at få fat i. Evangeliet er dyrebart for den, der har lært det at kende, så man hellere opgiver alt andet end evangeliet, ja så man opgiver al sin egenretfærdighed og al sin lyst til selvhelliggørelse og jagen efter den dyre ”nåde”. Men evangeliet kan kun blive og forblive dyrebart for mennesker, hvis de til stadighed afsløres som syndere ved at loven til stadighed prædikes – ikke blot for at vejlede i det kristne liv, selvom loven også har den funktion, men først og fremmest for at afsløre synden og Guds dom over synden, så mennesker hungrer og tørster efter Guds retfærdighed, som uddeles i evangeliet.

Og jo mere dyrebar nåden bliver for et menneske, jo mere elsker det Gud og ønsker at leve efter hans bud. Det eneste, der kan drive et menneske til at elske og tjene Gud, er igen og igen at afsløres i sin synd og igen og igen drives tilbage i favnen på Jesus Kristus, som borttager verdens synder. Som Jesus gør klart i sin lignelse om pengeudlånerens to skyldnere i Lukas 7, så er det den, der har fået eftergivet mest, der elsker mest.

Og her er jo det egentlige problem med velsignelse eller vielse af homoseksuelle, som desværre bliver fuldstændig overset af LA og MH: Når synden velsignes frem for at afsløres af loven, forhærdes mennesker i ubodfærdighed og tilfredshed med sig selv, så de ikke kan høre evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld.

Når synden velsignes i stedet for at fordømmes, vaccinerer man mennesker mod evangeliet. At forkynde Guds velsignelse af homoseksuelle partnerskaber er at nægte homoseksuelle trøsten i evangeliet. Der er en verden til forskel på at velsignes synden og at tilgive den. Ja, det ene udelukker helt og aldeles det andet.

Når man bilder homoseksuelle ind, at deres synd ikke er synd, men har Guds velsignelse, nægter man dem i virkeligheden muligheden for at erkende deres synder og tro syndernes forladelse, som Jesus har vundet ved at sone Guds dom og vrede over synden.

Det er derfor, Jesus må påpege den samaritanske kvindes synd for at hun kan forstå evangeliet. Jesus taler i teksten ikke om hendes fremtidige efterfølgelse og helliggørelse, men får hende til at erkende de synder, hun har begået, så kun kan tage imod det levende vand, Jesus giver.

Striden handler ikke, som folkekirkens venstrefløj gerne lader forstå, om, hvorvidt homoseksuelle er større syndere end andre. Den handler om, hvorvidt homoseksualitet er en mindre synd end andre synder, som kan velsignes i stedet for at afsløres og tilgives. Det handler om de homoseksuelles og alle vi andres frelse fra vores synd og Guds dom og vrede. Kun den, der har forstået loven, kan forstå evangeliet om, at Jesus Kristus blev ”i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder.” (Den Augsburgske Bekendelse artikel 3).

 

Magnus N. Sørensen er cand.theol. og præst i Den Evangelisk-Lutherske Augustanakirke i Aarhus, en af staten uafhængig konfessionel luthersk menighed.

 

 

Indsendt i Folkekirkens højefløj | 5 kommentarer »

Glædelig nyhed fra Indre Mission – og måske en tak

6. februar, 2012 af Sørensen

Man skal huske at gøre opmærksom på det, når der sker noget godt. Det blev jeg i dag gjort opmærksom på af en facebook-ven, i forbindelse med, at jeg tidligere har været efter Indre Mission, fordi de inviterede en taler til deres lederkonference, som var uklar i spørgsmål om homoseksualitet, sex før ægteskabet, den evige fortabelse, skriftsyn, lov og evangelium og en helt del mere, hvor Indre Mission ellers plejer at have klare holdninger til.

Jeg kunne den anden dag læse, at Jay Gamelin har meldt afbud til lederkonferencen. Det er glædeligt, at Jay Gamelin ikke kommer. Jeg håber, at afbuddet skyldes pres eller nærgående teologiske spørgsmål fra Indre Mission.

Hvis det er tilfældet, synes jeg ikke, at I skal sætte jeres lys under en skæppe.  Herfra skal lyde en tak til Indre Mission, hvis det er hos jer, takken med rette hører til. Og husk, at den man elsker, tugter man.

Indsendt i Indre Mission | Ingen kommentarer »

Guds ord: Biblen eller nye åbenbaringer – Evangelisk Alliances bedeuge dag 2

8. januar, 2012 af Sørensen

Også denne dag ser teksten umiddelbart tilforladelig ud. Der tales om Guds ord som den højeste og unikke autoritet for vores tro og adfærd. Det bliver dog tydeligt, at Biblen ikke opfattes som eneste kilde og norm for kristen tro og lære, når der bl.a. står: Det er vor overbevisning, at Bibelen er

det endelige skrevne Guds ord, som ikke overgås af nogen anden åbenbaring, men vi glæder os også over, at Helligånden oplyser Guds folks tanker, så Bibelen fortsat taler Guds sandhed på nye måder til folk i enhver kultur

Man regner med flere åbenbaringer, som dog ikke overgår Biblen. Disse åbenbaringer skal så oplyse kirkens tanker, så den kan tale Guds sandhed til folk i enhver kultur – på nye måder.

Lutheranere bør anse Biblen som eneste kilde og norm for kristen tro, liv og lære og ikke blot den højeste autoritet.

Det antyder deusden en art postmoderne tænkning, hvor man ikke mener, at Guds ord kan nå alle kulturer, hvis det ikke sker på nye ”måder”.

Heri ligger en form for donatisme, den tanke, at Guds ord ikke i sig selv er virkekraftigt og kan skabe troen, men har brug for at få tilsat noget andet (relevans, kontekstualisering, mere Helligånd etc.).

 

Indsendt i Evangelisk Alliance | Ingen kommentarer »

Når evangeliet får det første ord, får loven det sidste – Evangelisk Alliances bedeuge dag 1

7. januar, 2012 af Sørensen

Evangelisk Alliances Bedeuge 2012

Temaet på årets bedeuge er Guds kærlighed. Bedeugefolderen er et godt eksempel på, hvordan den evangelikale tværtkirkelighed ved at udlade væsentlige punkter får omdefineret evangeliet, får sammenblandet lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse og bliver uforenelig med evangelisk-luthersk kristendom. Alligevel er såkaldte lutherske organisationer som Indre Mission og Luthersk Mission en del af dette projekt. For Indre Missions vedkommende er problemet nok også, at man der langt på vej allerede accepterer et evangelium, der ikke forudsætter lovens dom over synden, et evangelium om Guds kærlighed i almindelighed, hvorfra man hurtigt kommer videre til at tale om helliggørelsen – fordi man ikke har erkendt syndens dybde, Guds store vrede over synden og retfærdiggørelsens store gave.

Én del af teksterne indgår i Cape Town-erklæringen, som jeg ikke vil forholde mig til i sin helhed, men blot til de uddrag, der indgår i folderen.

 

Dag 1 ”Guds kærlighed er der først”

Det, der står til denne dag, ser umiddelbart tilforladeligt ud. Først nævnes Guds kærlighed, hvormed han elskede os først. Dernæst nævnes det dobbelte kærlighedsbud som en udfordring til kristne. Til sidst opssummeres, at Guds nåde er en gave, men at der følger en opgave med, som er at lade os forvandle af Guds kærlighed, så den præger os i al, hvad vi gør.

Isoleret set, er flere af disse ting ikke direkte forkerte. Det er symptomatisk, at synden stort set ikke nævnes, med undtagelse af en bemærkning om, at Jesus døde for vore synder. Teksten begynder med evangeliet og ender med helliggørelse. Selvom der står, at Jesus blev et sonoffer for vore synder, er det uklart, hvad Gud har frelst os fra. Når man begynder med Guds kærlighed og evangeliet uden den dystre baggrund i vores synd, så kommer man som regel hurtigt videre til helliggørelsen, for evangeliet bliver en selvfølgelighed – en rettighed, som man tager for givet, og dermed uinteressant. Ens taknemmelighed for helbredelse for en sygdom er afhængig af ens erkendelse af sygdommens art. Der er unægtelig en forskel på at være taknemmelig for at være kommet over en forkølelse og at være helbredt for dødelig kræft. Det naturlige menneske anser sig åndeligt set blot for at være forkølet. Hvis ikke man afslører, at tilstanden er værre end det, vil Jesu død for ens synder ikke være noget man erkender dybden af.

Det centrale bliver helliggørelsen, som i realiteten bliver det, der skal dulme den nagende tvivl om saligheden, der alligevel ligger i baghovedet. Når man ikke forkynder lovens dom over det syndige kød og ikke beskriver synden også i den kristne realistisk, så får det også konsekvenser for talen om helliggørelsen. Her tales blot uden videre om, at vi skal lade os forvandle af Guds kærlighed og at det er en udfordring, vi skal tage op. Den realitet, at helliggørelse er en daglig kamp, som består i dagligt at erkende sine synder og sætte sin lid til evangeliet, er fraværende. Det skyldes nok ikke mindst, at en del af de evangelikale, som er med i Evangelisk Alliance har et noget andet syn på både det ugenfødte mennneskes åndelige formåen og det genfødte menneskers kamp mod synden. Helliggørelsen bliver dybest set et selvhelliggørelsesprojekt, der handler om at lade sig udfordre og forvandle. Helliggørelsen bliver også primært fremstillet som menneskers gerning og opgave og ikke som Guds gerning i den kristne.

Den eneste måde at fremme sand kristne helliggørelse på, er dog at forkynde lovens dom over kødet og evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld. Det første er helt fraværende i teksten og det sidste er til stede, men i realiteten uforståeligt, fordi det første mangler. Gud kærlighed, hvormed han elskede os, mens vi endnu var fjender og ugudelige, bliver ikke forkyndt ordentligt. Helliggørelsen bliver fremstillet urealistisk positiv, uden daglig kamp mod synden.

Her er altså et godt eksempel på, at dét, der skiller kirker fra hinanden ikke blot er isolerede punkter, men en del af en helhed. Når noget udelades får det betydning for det andet. Det er sørgeligt, at såkaldte lutherske bevægelser tager del i alliance-bedeugen, men man kan frygte, at det for nogens vedkommende skyldes, at man i realiteten har et menneskesyn og frelsessyn, der ikke adskiller sig væsentligt fra de øvrige evangelikale.

 

 

Indsendt i Evangelisk Alliance | 2 kommentarer »

Problematisk taler på Indre Missions lederkonference

14. december, 2011 af Sørensen

Jeg blev gjort opmærksom på Indre Missions lederkonference af et anbefalelsesværdigt blogindlæg af David Jakobsen på Apologetik.dk.

Indre Mission har inviteret et studenterpræst fra den store amerikanske “lutherske” kirke, ELCA, der mere eller mindre svarer til folkekirken herhjemme og er organiseret sammen med denne i Luthersk Verdensforbund.

Artiklen på apologetik, afslører bl.a at Jay Gamelin har et problematisk syn på homofili-spørgsmålet, hvor han fremstår som antinomist og skriver i et svar:  Seek the higher things.  Don’t focus on being Gay but on loving with an unconditional love.  if this kind of relationship comes out of a gay relationship, go and sin boldly and pray fervently that God can make this Holy  I believe God can.

Artiklen på apologetik henviser også til Jay Gamelins forsvar for Emergent Church, som for nogle år siden var det sidste nye indenfor postmoderne teologi, men som dybest set blot er gammel liberalteologi i nye klæder. Ermergent Church udskifter tro med gerninger og er et angreb på både Skriftprincippet og retfærdiggørelseslæren, som er de to furndamentale lærepunkter i en lutherske kirke.

Ved at klikke lidt rundt på Jay Gamelins hjemmeside, fandt jeg adskillige flere problematiske svar, som tegner et meget problematisk billede af den taler, Indre Mission har inviteret.

Der er et svar mere, der viser en problematisk stillingtagen til homoseksualitet i kirken. Her bliver Jay gamelin spurgt om praktiserende homoseksuelle, der føler et klad til præstegerningen. Han svarer bl.a.: Frankly, I would suggest not moving forward now.  We are still working through the implcations of sexuality, the church, what it means, what our witness is, etc. Han ser ud til at mene, at det er et åbent spørgsmål, der ikke er afklaret. Han henviser heller ikke til Biblen som autoritet, men skriver videre: Right now, Bishops and candidacy leadership are bound by the dictates of the church which is that all pastors who are homosexual must remain celibate. Man skulle tro, at han så ville give sin egen mening til kende og forhåbentligt mane til omvendelse eller i hvert tilfælde fraråde præstegerningen, men i stedet skriver han: Until we work through this, I would consider looking at other denominations that would be more open and welcoming, like the United Church of Christ, the Disciples of Christ, or the Episcopalian church. Bemærk, at han inkluderer sig selv som en, der skal hav arbejdet dette igennem.

I et andet svar bliver Jay Gamelin spurgt: “If God forgives everyone no matter what then why is there a hell?” Svaret bør læses i sin helhed er som taget ud af en liberalteologisk mønsterprædiken eller en teologisk universitetslærers væverier for at undgå at benægte fortabelsen i ligefremme ord. Her blot en smagsprøve: is hell always about the future?  Are there “hells” in this place, in this time?  Hell is not always future but can be now as well….Perhaps we choose the hells in this world- materialism, voyeurism, consumerism, selfishness, whatever….But perhaps also hell is empty.  Perhaps there is a hell, and we all experience it….Pray with me that hell is an unnecessary place, the empty amusement park of our afterlife.  Pray that God would show mercy to all.  Maybe it can happen!

Jay benægter ikke helvede i ligefremme ord, men han får vævet sig ud i så mange så forklaringer, at det er svært at tro på, at han tror på helvede. Og han får i hvert tilfælde ikke klart bekendt troen på den evige fortabelse. I den sidste sætning får han åbnet for muligheden for alles frelse. Under alle omstændigheder får han ikke besvaret spørgsmålet, så dét, der står tilbage er, at Gud er ukærlig, hvis nogen går fortabt.

Et andet svar, som formodentlig hænger sammen med Jay Gamelins forsvar for emergent church er svaret på, om han tror på absolutter. Her får han viklet sig  ind i den sædvanlige dialektisk-postmoderne søforklaring om, at Gud er så anderledes og absolut, at han ikke er i stand til at åbenbare sig selv og sin vilje klart: Take God, God definitely has a total order, an absolute to the universe, but God is so other than me, so large, so infinite that it would be nothing less than hubris to assume I could ever grasp all of God in my tiny brain.  So I cling to what I think is right, ready to be given another answer, another way of seeing.  I mean, God was always moving and changing and showing the world different things throughout history.  So many things we thought were absolutes just are not!
Dette  er i realiteten et angreb på muligheden for sikker erkendelse af Guds vilje. Det er desværre noget, Indre Mission i forvejen ikke kan sige sig fri fra. Indre Missions vicegeneralsekretær, Peter Nord Hansen har for nogle år siden i en debat med mig benægtet muligheden for ren forkyndelse (se mit blogindlæg herom her).

Der er to svar, der beskæftiger sig med sex før ægteskabet (her og her). I det første spørger en, om man automatisk går fortabt, hvis man har fået barn udenfor ægteskabet. Det er jeg enig i, at man ikke automatisk gør. Hvis man ovender sig og tror evangeliet, går man ikke fortabt.  evangeliet forekommer dog ikke i Jay Gamelins svar (og i øvrigt slet ikke i nogle af de svar, jeg har fundet). Jay Gamelin svarer i stedet: Why would this be so bad?  Why would this bring such harsh condemnation?  If God could do this, then I would be certain I am more compassionate than God. I stedet for at vise det syndige i det, Guds dom over synden og så forkynde synden, lægger Jay gamelin ud med at minimere og unskylde synden, ja ligefrem anklage Gud, hvis han skulle kunne finde på at fordømme dette.

I det andet svar, er Jay Gamelin  endnu mere direkte og skriver: well it’s not exaclt y100% true there is no premarital sex understanding in the bible because sex means you are married.  It is in the union two become one and are married.  So, in this sense, you aren’t premarital because you become married in the act.  Scary huh?…I don’t want to give you a straight answer of “allowed” or “not allowed”, instead I want you to consider following Jesus with everything and then see if these things feel right in this situation, if they feel like a part of the life of faith.  My guess, you will discover your answer.

I en situation, hvor IM selv kæmper med de unges forhold til førægteskabelig sex, er det meget problematisk at invitere en taler, som ikke kan sige et klar tnej til dette.

I et svar angående ELCA’s bibelsyn (som også er Jay Gamelins), viser Jay Gamelin sig som bibelkritiker og liberalteolog. Dele af svaret kunne nærmest være skrevet af nogle af mine lærere på Aarhus Universitet, som det IM-støttede MF netop skulle være et alternativ til. Her er nogle uddrag:

I believe Jonah to be a TRUE parable about God’s mercy for the whole world, his desire and love for the foreigner, a teaching about providence and the inability to run from God’s will, and an admonition to people not to judge the stranger for God is “merciful” and full of compassion for the outsider.  Does the story need to be historical to be true?  I think not. I get it.  It teaches me about God.  It does not need to have happened in history to teach.

- Næsten det samme husker jeg en liberal GT-lærer belære mig om på første år på teologi i 1999, når det gjaldt ødelæggelsen af Jeriko. Sandheden er og var selvfølgelig, at hvis Gud liver nødt til at lyve for at fortælle os disse sandheder, undergraver det snarere tilliden til Gud end opbygger den. Dengang var MF-studerende  med tilknytning til IM særdeles kritiske.

Om skabelsesberetningen skriver han efter at have foreslået en skabelse på 4 milliarder år som en mulighed: The point is not history but intentionally pointing to a creator.  If we can remember the point is not HOW but WHO I think we can move away from alot of the bickering and get back to more important issues, for it seems more important to remember the latter than cling to the former.

Konklusionen er: But until I meet God and ask, “So how exactly did all that go?” I am willing to use my small faith and smaller intellect to try and divine WHO is at work on this planet, focusing on the TRUTH in the good news of Christ not the historicity of a few stories in scripture.  Besides, if you base faith on making sure everything is accurate, you may beging to “paralyze” the dynamic beauty we call the walk of faith, the life of scripture, and the way it continues to teach and guide us. If you have to base your faith on facts, is it faith?  I instead rest on hope and not what I know.  I rest in Jesus and not my poor sinful self, I rest in what GOD does and not my interpretation.

Dette er naturligvis det rene vrøvl. troen er troen på noget bestemt, på noget faktuelt. Det er den gamle dialektiske (og genopståede psotmoderne/emergent) tanke om, at tro ikke er tro på det man på engelsk kalder propositional truth, som også var stridsspørgsmålet i nogle af 70′ernes bibelsynsdebatter. Jay Gamelin stiller sig her på den dialektisk/liberale side, hvor troens objekt bliver en anden slags sandhed end det, vi normalt opfatter som sandhed, nemlig at et udsagn er i overensstemmelse med virkeligheden.

Jeg synes det er meget bemærkelsesværdigt at skulle læse sådan noget liberalteologisk vrøvleteologi fra n mand, som inviteres af Indre Mission. Særligt efter at Indre Mission har fået en formand, som i hvert tilfælde i min studietid var meget klar i mælet på en del områder og i folkekirken noget af det tætteste, man kunne komme på en ægte lutheraner.

Til sidst vil jeg også lige problematisere dét, Jay Gamelin skal tale om. Beskrivelsen kan man finde her. Her står:

Er vi fulde af håb, glæde og nåde?

“Evangelium” betyder “Gode nyheder”. Kristi frigørende død og opstandelse er en beretning, der forkynder til frihed og glæde. Men er det frihed og glæde vi forkynder til dem, der ikke har hørt evangeliet før? Oplever de vores budskab som gode nyheder? Får vi delt vores håb med dem? Får vi delt vores glæde? Får vi delt vores tro på Guds nåde med dem?

Og hvordan med vores liv – reflekterer det disse gode nyheder? Er vi fulde af håb, glæde og nåde?

I denne samling vil vi se på, hvordan vi reflekterer vores budskab om de gode nyheder og Guds nåde gennem vore ord og vore liv, så vi kan fortælle mennesker om det at følge Jesus. Lad os lære at være ”Godt nyt” for mennesker!

Ved en hurtig læsning ser det måske ikke så problematisk ud. Men nærlæser man det ud fra et evangelisk-luthersk syn på lov og evangelium, retfærdiggørelsen og nådemidlerne, så er det bemærkelsesværdigt, så megen misforståelse af fundamentale ting, der har sneget sig ind på så kort plads.

Det er godt med frigørende forkyndelse, men ud fra denne spiseseddel, vil Jay Gamelins forkyndelse være alt andet end frigørende. Som det ofte sker med antinomister (benægtere af Guds lov, som jay gamelin er i spørgsmål om seksualitet), så er de ofte også legalister (sammenblander tro og gerninger).

Det sker også her. Det første afsnit står der ikke noget forkert i. Det er i og for sig meget godt, selvom man kun e have ønsket sig en klarere bekendelse af retfærdiggørelseslæren. I andet afsnit står der heller ikke noget direkte forkert, men man undrer sig over den vægt, der allerede her kommer på, at livet skal reflektere nåden. Dette er ikke forkert, men når man så ser, hvad det bruges til i sidste afsnit, bliver det forkert.

Her står: I denne samling vil vi se på, hvordan vi reflekterer vores budskab om de gode nyheder og Guds nåde gennem vore ord og vore liv, så vi kan fortælle mennesker om det at følge Jesus. Lad os lære at være ”Godt nyt” for mennesker!

Hvis “godt nyt” er noget, mennesker kan være og hvis menneskers reflektion af gode nyheder i deres liv skal være godt nyt for andre mennesker, så er de gode nyheder ikke evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld. Et evangelium, som kan udtrykkes med andet end ord, er ikke det kristne evangelium om syndernes forladelse for Kristi stedfortrædende straflidelses skyld.

Dét, der sker her, er at de kristne og de kristnes helliggørelse bliver en art nådemiddel, som skal være “godt nyt” for andre og skabe troen i dem. Dermed tilsidesættes Guds ord som nådemiddel og kristnes hellighed træder i stedet for.  Det er udtryk for rendyrket donatisme efter min mening, hvor det er nådemiddelforvalterens hellighed, der sikrer nådemidlets kraft.

Derudover er det en implicit benægtelse af, hvad evangeliet er. Det fremgår også af ordene: …så vi kan fortælle mennesker om det at følge Jesus. Evangeliet er ikke budskabet om at følge Jesus. Der er ingen kristendom uden efterfølgelse, men det er ikke efterfølgelse, der er evangeliet. Når de kristnes hellighed bliver evangeliet, er det naturligt, at evangeliet bliver budskabet om at efterfølge Jesus – altså et budskab om helliggørelse.

Når man som Jay Gamelin ikke vil forkynde loven klart og tydeligt til fordømmelse af synden, så blive resultatet som også her, at loven kommer igen og sniger sig ind i evangeliet, så evangeliet bliver et lovisk budskab om, hvordan vi skal leve. Og det er der ikke megen frigørelse i. Det er ikke frigørende at prædike om frigørelsens frugter uden at forkynde et klart evangelium om syndernes forladelse for Kristi skyld.

Kristne på højrefløjen har i årevis vansmægtet efter evangeliet, fordi man igen og igen sammenblander lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse og ikke vil forkynde det i sandhed frigørende evangelium om syndernes forladelse for Kristi skyld klart og tydeligt. Måske er der en sammenhæng med, at man heller ikke vil forkynde loven klart og tydeligt og også er ved at opgive troen på absolut sikker erkendelse.

Jeg tror desværre, at Jay Gamelin er mere end en svipser. Jeg tror også, at han desværre er et symptom på en del åndelig råddenskab i Indre Mission. Jeg håber meget, at der vil komme et opgør om disse ting i Indre Mission. Måske den nye formand kan vise sig som lige så   bibel- og bekendelsestro som i sin studietid. Jeg håber det.

Indsendt i Ikke kategoriseret, Indre Mission | 28 kommentarer »

Glædeligt dansk reformationsjubilæum d. 30. oktober(475 år)

30. oktober, 2011 af Sørensen

For 475 år siden d. 30. oktober 1536 afholdte sejrherren i Grevens fejde, kong Christian d. 3. et rigsmøde på Gammeltorv i København med repræsentanter for rigets stænder. Her indførtes officielt reformationen i Danmark. Det skete dagen før årsdagen for reformationens begyndelse d. 31. oktober 1517, da Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg.

Reformationen havde været på vej længe i Danmark. I 10 år havde katolske og lutherske menigheder eksisteret side om side med kongens tilladelse. Forinden var reformationen allerede blevet indført i Sønderjylland gennem hertug Christian – den senere kong Christian d. 3.

Begge de stridende konger i grevens fejde var overbeviste lutheranere, selvom Christian d. 3. fik støtte fra de katolske. Gennem ordets forkyndelse havde lutherdommen bredt sig på trods af den romersk-katolske kirkes modstand.

Men på rigsmødet d. 30. oktober blev de romerske biskopper afsat og fængslet – og reformationen blev indført. Fremtrædende evangeliske prædikanter blev gjort til superintendenter og reformerede langsomt sognene. Peder Palladius’ visitatsbog er et vidnesbyrd om det arvbejde der var med at få reformationen ført igennem også .

Reformationen havde stor samfundsmæssig betydning – men den største betydning var og er den åndelige betydning.

Romerkirken bekendte sig til troen på menneskets frie vilje og den deraf følgende tro på, at mennesker kunne medvirke til deres egen frelse. Martin Luther opdagede Skriftens lære om, at menneskets vilje er bundet af synden og at mennesket ikke formår at gære noget som helst til sin frelse. Han opdagede også, at retfærdiggørelsen består i, at mennesket bliver tilregnet Kristi retfærdighed ved troen og dermed bliver tilgivet og regnet retfærdig af Gud. Frelsen kommer fra Gud alene uden nogen menneskelig fortjeneste.

Frelsen skyldes Jesu stedfortrædende opfyldelse af Guds lov og Jesu stedfortrædende død under Guds dom og vrede, hvor han bar den straf, alle mennesker fortjente for vores synd. Med sin lidelse og død overvandt Jesus Guds dom og vrede og opstod sejrrigt på tredjedagen, da Gud erklærede ham retfærdig som vore stedfortræder. Det er dét evangelium, romerkirken havde undertrykt og som atter blev forkyndt efter rent og klart efter reformationen.

Ved reformationen genopdagede lutheranerne også Biblen som den eneste kilde og norm for kristen tro og lære. Romerkirken hævdede, at Biblen var både uklar og utilstrækkelig til at fastslå, hvad den rette lære er. Derfor måtte traditionen og paveembedet træde til go hjælpe med at give den rette fortolkning af Biblen. Martin Luther forsvarede sammen med de øvrige lutheranere, at Biblen både er klar og tilstrækkelig til at afklare alle lærespørgsmål.

Desværre er reformationens budskab forsvundet ud af de fleste danske kirker.

Blandt liberalteologer i folkekirken fornægtes Biblen som eneste kilde og norm for kristen tro og lære. Man benægter Biblens guddommelige oprindelse og dermed såvel dens ufejlbarlighed som dens klarhed og tilstrækkelighed i lærespørgsmål. Biblen bliver ikke andet end mulige illustrationer for prædikantens egne lommefilosofiske betragtninger – som regel under inspiration fra tidsånden.

Samtidig benægter eller fortier man menneskets syndighed og Guds hellige vrede over synden, som gøre Jesu død og retfærdiggørelsen nødvendig.

Et eksempel herpå er velsignelsen af homoseksuelle partnerskaber, som er en fornægtelse af Guds bud til fordel for en velsignelse af synden. Man bilder sig ind, at evangeliet kan bruges til at fjerne lovens krav og Guds hellighed. Men lovens krav og Guds hellighed er forudsætningen for, at man overhovedet kan forstå evangeliet.

Evangeliet er ikke budskabet om, at Gud er ligeglad med synden eller at Gud tillader og velsigner synden. Evangeliet er budskabet om, at Gud har frelst os fra sin egen vrede og dom over synden ved at lade sin kære Søn tage straffen i vores sted. Uden Lovens forkyndelse af Guds dom over vores syndighed, er der intet tilbage af evangeliet. Det bliver en blåstempling af vores syndige oprør mod Gud. Liberalteologien er dybest set farisæisme, som gør Guds tilgivelse til en ret, vi mennesker har – og dermed er den ikke nåde længere.

Men hvad med folkekirkens højrefløj? Her har man nok lidt mere respekt for Biblen og ynder da også at smykke sig med bibel- og bekendelsestroskab. Men her ligger man ofte, når det gælder både synet på frelsen og synet på Biblen tættere på Romerkirken end på de gamle lutheranere. Man lader sig gerne inspirere af amerikanske evangelikale især hvad angår missionsmetoder, som bygger på troen på menneskets frie vilje i omvendelsen.

Højrefløjen har også sin oprindelse i pietismen, som på mange måder repræsenterede en tilbagevenden til romerkirkens lære i synet på både syndefaldet og nåden. Når det gælder bibelsynet ligner højrefløjen også romerkirken. I realiteten benægter man Skriften som klar og tilstrækkelig til at afgøre alle lærespørgsmål.

Det er baggrunden for, at man gerne samarbejder med evangelikale fra andre kirker, på trods af læremæssige uenigheder. Mens man mener næsten at kunne afgøre, hvem der er sande kristne, som man kan samarbejde med, så mener man ikke at kunne afgøre med sikkerhed, hvad sand kristendom er.

Det er efter min mening en væsentlig grund til, at postmodernismen har fået så stor indflydelse på højrefløjen. Man har allerede banet vej for den ved at underminerer synet på Skriftens klarhed.

Det er også n af grundene til, at der er unge pietister, der går til Romerkirken i disse år.

Når man i forvejen ikke tror på Biblens klarhed og tilstrækkelighed og i forvejen ikke har et klart blik for den bibelske retfærdiggørelseslære, så er vejen ikke så lang. Det, man synes at mangle i folkekirken er konsekvens og en klar autoritet i moralske og læremæssige spørgsmål. Og man har allerede fået undermineret tilliden til Skriftens klarhed og tilstrækkelighed. Det rene evangelium har man aldrig rigtig forstået, fordi pietistiske prædikanter har haft travlt med at sørge for, at man ikke kom til at bruge nåden som en sovepude eller fordi man løb efter den sidste nye evangelikale helliggørelsestrend med ”the magic bullet” som skulle give et sejrrigt kristenliv, vækkelse eller missionsresultater.

Og har de endeligt forkyndt lov og evangelium, har det æret efter et pietistisk skema med 90 % forkyndelse af ”lov”, som skulle fordømme og 1 % evangelium og 9% appel til omvendelse, hvormed man tog evangeliet fra mennesker igen.

Evangelisk og bibelsk nådemiddelkristendom, hvor der både forkyndes om, hvad Jesus har gjort og hvordan han uddeler nåden her og nu i sit ord og sine sakramenter, er et sjældent syn.

Der er med andre ord hårdt brug for, at reformationens budskab genopdages i Danmark her 475 år efter dens officielle indførelse. Man kan ikke forvente reformatorisk kristendom i folkekirken. Men ligesom den lutherske kristendom på reformationstiden bredte sig i begyndelsen udenom kongemagt og statskirke, sådan kan man håbe på, at der er mennesker, der igen får syn for både evangeliets og Skriftens klare lys. Glædeligt reformationsjubilæum.

(For en kort gennemgang af reformationshistorien i Danmark, se M. Schwarz Lausten: Kirkens Historie i Danmark fra Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers forlag 1999.

Tags:
Indsendt i Folkekirken | 9 kommentarer »

Gud er maskulin

19. oktober, 2011 af Sørensen

Der har været en del furore omkring den kvindelige præst, Lene Sjørup, der i radioandagten ændrede “herren” i velsignelsen til “Gud” – angiveligt for at undgå at se Gud som maskulin. (se her). Kristendom.dk har lavet en opfølgende artikel om den feministiske teologi, som Lene Sjørup har forsket i.  I den feministiske teologi forsøger man at påvise, at kirken har været mandsdomineret. Man forsøger at skrælle de mandsominerede gudsbillede væk og vil ikke se Gud, som far, men som forælder. Gud skal være tve- og intetkønnet, som det hedder.

Ansatser i den retning finder man også hos højrefløjens Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard, som i maj 2010 skrev i en kronik i KD: Dels fremhæves kønsdiversiteten i vielsesritualet som noget, der stammer fra skabelsen og på mystisk vis begrundes i Guds eget væsen. Det er derfor ikke helt uden hold i virkeligheden, når Karen M Larsen  kritiserer dem for at undergrave det kristne menneskesyn, selvom det samme kan siges om Karen M Larsen: “Absurd er det imidlertid, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard minsandten påstår, at kønsdiversiteten er begrundet i Guds eget væsen. Med andre ord så tror de at ordet om at mennesket er skabt i Guds billede betyder, at Gud selv er kønsdivers, at han både er mand og kvinde på en gang. I deres iver for at forsvare det, som de opfatter som kirkens tradition, bevæger Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard sig ud på rigtigt dybt teologisk vand hvor de ikke kan bunde.”

Børge Haahr Andersen går lidt i samme retning, når han skriver 30. august i år i Kristeligt Dagblad: Kønsforskelligheden er en del af gudbilledligheden.

Der tegner sig et billede af, at højrefløjen til dels har overtaget den feministiske teologi, men lægger vægt på Guds “kønsdiversitet” i stedet for Guds “kønsneutralitet”, mens fortalere for for eksempel homoseksuelle vielser som Karen M. Larsen lægger vægt på Guds som “kønsneutral” om man så må sige.  Karen M. Larsen fortsætter i sin kritik af Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard:  ”Hvor visse af oldtidens gnostikere nemlig faktisk troede på en treenighed bestående af Faderen, Moderen og Sønnen, ja så tror klassisk kristendom som bekendt på Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er der ligesom ikke så meget kønsdiversitet i, men ikke i den forstand at Gud så er mandlig. Snarere transcenderer Gud al kønstænkning, hvad fremgår af trosbekendelsen fra Nikæa, hvor det hedder, at Sønnen er født af Faderen og at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. Her er ikke mandligt og kvindeligt – her er Gud som det rene åndsvæsen som Gud er.”

Det mildt sagt lidt uklart, hvordan Karen M. Larsen mener at kunne argumentere for, at Gud ikke er mandlig – eller hankøn. Det synes mere at ligge i Karens egene forudsætninger, at Gud, såfremt han er et åndsvæsen, ikke kan være hankøn. Altså med andre ord: køn er per definition noget lavere og rent legemligt, som Gud er hævet over.

Jeg har svært ved at se den væsentlige forskel på Karen M. Larsens kønsløse gud og højrefløjens kønsforvirrede gud.

Det væsentlige ved begge er, at Biblens åbenbaring af Gud undermineres. For højrefløjen ser det dog mere ud til at være en slags nødløsning for at forsvare et bibelsk syn på ægteskabet. Det er blot en dårlig nødløsning. Bedre var det, om man holdt fast ved Biblens gudsbillede: Gud er maskulin. C.S. Lewis har formuleret det tydeligt med ordene fra “Den Frygtelige Kraft”: “Det der støder Dem, er det maskuline i sig selv. Den høje, indtrængende, besiddende ting… Det mandlige kunne de have undgået, for det eksisterer kun på det biologiske plan. men det maskuline kan ingen af os undgå. Det der ligger over og hinsides alle ting, er så maskulint at vi alle er feminine i forhold til det.” (Scandinavia 2000 s. 376)

Gud er det maskuline, hvorfra alt andet maskulint henter sin maskulinitet. Og det feminine eksisterer i kraft af sit forhold til den maskuline.

Gud er ubetinget maskulin ifølge Biblen.

Det fremgår bl.a. af Ef 3,14-15, at tanken om Gud som Fader ikke er afledt af menneskelige fædre. Det er tværtimod omvendt: (Wierøds oversættelse): På grund af dette bøjer jeg mine knæ for vor HErres Jesu Kristi Fader, efter Hvem ethvert faderforhold i Himlen og på jorden er opkaldt, og jeg beder om.

I 1. Kor 11,3 står der: Men jeg vil, at I skal vide, at Kristus er enhver mands Hovede, og at manden [[er]] kvindens [[hovede]] – og at Gud er Kristi Hovede! Her er kvindens forhold til manden som mandens forhold til Kristus og Kristi forhold til sin Fader. Igen er Gud tydeligt maskulin.

Det er sandt, at der bruges nogle få feminine billeder på Gud i Biblen. Men altid er der tale om billeder på bestemte egenskaber og ikke på Gud som sådan. Det gælder for eksempel Es. 49,5 (1931-oversættelsen): Glemmer en Kvinde sit diende Barn, en Moder, hvad hun bar under Hjerte? Ja, selv om de kunde glemme, jeg glemmer ej dig.

Derimod kaldes kirken en kvinde og en moder. Det samme gør den gammeltestamentlige kirke, Israel. Guds folk står overfor Gud som en hustru og en datter.

Når det gælder 1. Mosebog 1,26-27 og talen om gudbilledligheden og skabelsen so m mand og kvinde, som identificeres af nogle på højrefløjen med den logiske konsekvens, at Gud bliver kønsdivers, så er det uholdbart at tolke den sådan som både femninistiske teologer og nu desværre også folkekirkelige højrefløjsteologer tolker den.

Eftersom dyrene er skabt som han og hun – og mennesket altså ikke adskiller sig derved – er det uholdbart at tolke gudbilledligheden som kønsdiversitet. Eftersom der står at mennesket blev skabt i gudbilledligheden – og Adam blev skabt flere timer før Eva – var Adam i besiddelse af gudbilledigheden, allerede før Evas skabelse. Det betyder enten, at gudbilledligheden ikke har med kønsdiversitet at gøre eller at Adam var hermefrodit – hvilket er e kættersk tanke. I 1. Mos 5 lærer vi om modsætningen mellem Adams skabelse i Guds billede og Sets skabelse i Adams billede. Gudbilledligheden gik tabt og gives først igen i Kristus , som vi lærer i Efeserbrevet kapitel 4,22-24: I skal opgive jeres tidligere levned og aflægge det gamle menneske, som er fordærvet ved det vildførte begær, og fornyes i jeres sinds ånd og iklædes det nye menneske, som er skabt i Guds billede til Sandhedens retfærdighed og hellighed!

På den baggrund er det forkert at gøre kønsforskelle til en del af gudbilledligheden og dermed guddommen. Det er også forkert at gøre Gud kønsløs. Kirken skal turde fastholde det for vor tid så provokerende udsagn, at Gud er mere maskulin end vi kan forestille os. Det får naturligvis også betydning for den måde, vi i øvrigt tænker, taler og tror om den treenige Gud.

Man kan godt have en fornemmelse af, at Gud bliver feminiseret  - ikke bare af feministiske “teo”-loger – men også i den gudstjenesteform, der har bredt sig inden for den kirkelige højrefløj med sentimentale karismatiske der om ikke med ord, så med deres form kan efterlade det indtryk, at Gud er feminin. Der er en verden til forskel på den bløde pinsepop og de maskuline bombastiske 15- og 1600-talskoraler, som den lutherske kirke har frembragt og som netop efterlader et korrekt indtryk af, hvem Gud er.

(Ovenstående bygger delvis på “Book One of Genesis” Dr. Douglas Judisch,  Concordia Theological Seminary Press, fort Wayne, Indiana 1999 s. 101-111)

 

Indsendt i Folkekirkens højefløj, homoseksualitet | 14 kommentarer »

Den politiske indblanding er ikke problemet. Det er højrefløjens manglende loyalitet mod Guds ord.

5. oktober, 2011 af Sørensen

I en kommentar d. 5. oktober i KD hævder Henrik Nymann Eriksen fra Evangelisk Luthersk Netværk, at ”Hvis folkekirken derfor skal overleve som kristen kirke, er den afhængig af, at politikerne afstår fra at bruge deres magt i kirkens anliggender.” Der sigtes til, at regering og folketing formodentlig er på vej til at indføre et vielsesritual for homoseksuelle i folkekirken.

Jeg anser det som et stort problem, at den verdslige magt vil indføre kønsneutrale ægteskaber og allerede har indført en ordning for homoseksuelle par i samfundet, som er i strid med den naturlige lov, som Guds har skrevet på alle menneskers samvittighed. Her må Guds lov, som den er åbenbaret i samvittigheden og tydeligere i Biblen, forkyndes klart – også til politikerne.

Men det store problem i folkekirken er ikke politikernes indblanding i kirkens anliggender. Politikerne gør blot det, som et flertal i folkekirken allerede ønsker.

Nej det helt store problem er, at folkekirkens højrefløj, som giver sig ud for at være tro mod Bibel og bekendelse, giver folkekirken legitimitet som kristen kirke ved at forblive i den. Folkekirken er for længst ophørt med at være en kristen kirke. Og det skyldes ikke politikerne. Det skyldes den forkyndelse og praksis, der råder i folkekirken.

At folkekirken kan forføre mennesker til at tro, at den fortsat er en kristen kirke, skyldes i hvert tilfælde delvis højrefløjens blåstempling. Denne blåstempling giver højrefløjen ved at forblive i folkekirken, uanset hvor meget den så råber op. Højrefløjen har et stort ansvar, når den vil smykke sig med Guds ord og den lutherske bekendelse.

Højrefløjen er folkekirkens fåreklæder, som skjuler, at folkekirken for længst er blevet en ulv. Og ulve i fåreklæder er langt farligere end ulve i ulveklæder.

Indsendt i Folkekirken, Folkekirkens højefløj | 2 kommentarer »

« Ældre indlæg