Forside |  religion.dk |  kristendom.dk |  bogbasen.dk |  hjertedating.dk |  foredragslisten.dk |  eftertanke.dk |  mindet.dk |  kirku.dk

Guds ord: Biblen eller nye åbenbaringer – Evangelisk Alliances bedeuge dag 2

8. januar, 2012 af Sørensen

Også denne dag ser teksten umiddelbart tilforladelig ud. Der tales om Guds ord som den højeste og unikke autoritet for vores tro og adfærd. Det bliver dog tydeligt, at Biblen ikke opfattes som eneste kilde og norm for kristen tro og lære, når der bl.a. står: Det er vor overbevisning, at Bibelen er

det endelige skrevne Guds ord, som ikke overgås af nogen anden åbenbaring, men vi glæder os også over, at Helligånden oplyser Guds folks tanker, så Bibelen fortsat taler Guds sandhed på nye måder til folk i enhver kultur

Man regner med flere åbenbaringer, som dog ikke overgår Biblen. Disse åbenbaringer skal så oplyse kirkens tanker, så den kan tale Guds sandhed til folk i enhver kultur – på nye måder.

Lutheranere bør anse Biblen som eneste kilde og norm for kristen tro, liv og lære og ikke blot den højeste autoritet.

Det antyder deusden en art postmoderne tænkning, hvor man ikke mener, at Guds ord kan nå alle kulturer, hvis det ikke sker på nye ”måder”.

Heri ligger en form for donatisme, den tanke, at Guds ord ikke i sig selv er virkekraftigt og kan skabe troen, men har brug for at få tilsat noget andet (relevans, kontekstualisering, mere Helligånd etc.).

 

Indsendt i Evangelisk Alliance | Ingen kommentarer »

Når evangeliet får det første ord, får loven det sidste – Evangelisk Alliances bedeuge dag 1

7. januar, 2012 af Sørensen

Evangelisk Alliances Bedeuge 2012

Temaet på årets bedeuge er Guds kærlighed. Bedeugefolderen er et godt eksempel på, hvordan den evangelikale tværtkirkelighed ved at udlade væsentlige punkter får omdefineret evangeliet, får sammenblandet lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse og bliver uforenelig med evangelisk-luthersk kristendom. Alligevel er såkaldte lutherske organisationer som Indre Mission og Luthersk Mission en del af dette projekt. For Indre Missions vedkommende er problemet nok også, at man der langt på vej allerede accepterer et evangelium, der ikke forudsætter lovens dom over synden, et evangelium om Guds kærlighed i almindelighed, hvorfra man hurtigt kommer videre til at tale om helliggørelsen – fordi man ikke har erkendt syndens dybde, Guds store vrede over synden og retfærdiggørelsens store gave.

Én del af teksterne indgår i Cape Town-erklæringen, som jeg ikke vil forholde mig til i sin helhed, men blot til de uddrag, der indgår i folderen.

 

Dag 1 ”Guds kærlighed er der først”

Det, der står til denne dag, ser umiddelbart tilforladeligt ud. Først nævnes Guds kærlighed, hvormed han elskede os først. Dernæst nævnes det dobbelte kærlighedsbud som en udfordring til kristne. Til sidst opssummeres, at Guds nåde er en gave, men at der følger en opgave med, som er at lade os forvandle af Guds kærlighed, så den præger os i al, hvad vi gør.

Isoleret set, er flere af disse ting ikke direkte forkerte. Det er symptomatisk, at synden stort set ikke nævnes, med undtagelse af en bemærkning om, at Jesus døde for vore synder. Teksten begynder med evangeliet og ender med helliggørelse. Selvom der står, at Jesus blev et sonoffer for vore synder, er det uklart, hvad Gud har frelst os fra. Når man begynder med Guds kærlighed og evangeliet uden den dystre baggrund i vores synd, så kommer man som regel hurtigt videre til helliggørelsen, for evangeliet bliver en selvfølgelighed – en rettighed, som man tager for givet, og dermed uinteressant. Ens taknemmelighed for helbredelse for en sygdom er afhængig af ens erkendelse af sygdommens art. Der er unægtelig en forskel på at være taknemmelig for at være kommet over en forkølelse og at være helbredt for dødelig kræft. Det naturlige menneske anser sig åndeligt set blot for at være forkølet. Hvis ikke man afslører, at tilstanden er værre end det, vil Jesu død for ens synder ikke være noget man erkender dybden af.

Det centrale bliver helliggørelsen, som i realiteten bliver det, der skal dulme den nagende tvivl om saligheden, der alligevel ligger i baghovedet. Når man ikke forkynder lovens dom over det syndige kød og ikke beskriver synden også i den kristne realistisk, så får det også konsekvenser for talen om helliggørelsen. Her tales blot uden videre om, at vi skal lade os forvandle af Guds kærlighed og at det er en udfordring, vi skal tage op. Den realitet, at helliggørelse er en daglig kamp, som består i dagligt at erkende sine synder og sætte sin lid til evangeliet, er fraværende. Det skyldes nok ikke mindst, at en del af de evangelikale, som er med i Evangelisk Alliance har et noget andet syn på både det ugenfødte mennneskes åndelige formåen og det genfødte menneskers kamp mod synden. Helliggørelsen bliver dybest set et selvhelliggørelsesprojekt, der handler om at lade sig udfordre og forvandle. Helliggørelsen bliver også primært fremstillet som menneskers gerning og opgave og ikke som Guds gerning i den kristne.

Den eneste måde at fremme sand kristne helliggørelse på, er dog at forkynde lovens dom over kødet og evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld. Det første er helt fraværende i teksten og det sidste er til stede, men i realiteten uforståeligt, fordi det første mangler. Gud kærlighed, hvormed han elskede os, mens vi endnu var fjender og ugudelige, bliver ikke forkyndt ordentligt. Helliggørelsen bliver fremstillet urealistisk positiv, uden daglig kamp mod synden.

Her er altså et godt eksempel på, at dét, der skiller kirker fra hinanden ikke blot er isolerede punkter, men en del af en helhed. Når noget udelades får det betydning for det andet. Det er sørgeligt, at såkaldte lutherske bevægelser tager del i alliance-bedeugen, men man kan frygte, at det for nogens vedkommende skyldes, at man i realiteten har et menneskesyn og frelsessyn, der ikke adskiller sig væsentligt fra de øvrige evangelikale.

 

 

Indsendt i Evangelisk Alliance | 2 kommentarer »

Problematisk taler på Indre Missions lederkonference

14. december, 2011 af Sørensen

Jeg blev gjort opmærksom på Indre Missions lederkonference af et anbefalelsesværdigt blogindlæg af David Jakobsen på Apologetik.dk.

Indre Mission har inviteret et studenterpræst fra den store amerikanske “lutherske” kirke, ELCA, der mere eller mindre svarer til folkekirken herhjemme og er organiseret sammen med denne i Luthersk Verdensforbund.

Artiklen på apologetik, afslører bl.a at Jay Gamelin har et problematisk syn på homofili-spørgsmålet, hvor han fremstår som antinomist og skriver i et svar:  Seek the higher things.  Don’t focus on being Gay but on loving with an unconditional love.  if this kind of relationship comes out of a gay relationship, go and sin boldly and pray fervently that God can make this Holy  I believe God can.

Artiklen på apologetik henviser også til Jay Gamelins forsvar for Emergent Church, som for nogle år siden var det sidste nye indenfor postmoderne teologi, men som dybest set blot er gammel liberalteologi i nye klæder. Ermergent Church udskifter tro med gerninger og er et angreb på både Skriftprincippet og retfærdiggørelseslæren, som er de to furndamentale lærepunkter i en lutherske kirke.

Ved at klikke lidt rundt på Jay Gamelins hjemmeside, fandt jeg adskillige flere problematiske svar, som tegner et meget problematisk billede af den taler, Indre Mission har inviteret.

Der er et svar mere, der viser en problematisk stillingtagen til homoseksualitet i kirken. Her bliver Jay gamelin spurgt om praktiserende homoseksuelle, der føler et klad til præstegerningen. Han svarer bl.a.: Frankly, I would suggest not moving forward now.  We are still working through the implcations of sexuality, the church, what it means, what our witness is, etc. Han ser ud til at mene, at det er et åbent spørgsmål, der ikke er afklaret. Han henviser heller ikke til Biblen som autoritet, men skriver videre: Right now, Bishops and candidacy leadership are bound by the dictates of the church which is that all pastors who are homosexual must remain celibate. Man skulle tro, at han så ville give sin egen mening til kende og forhåbentligt mane til omvendelse eller i hvert tilfælde fraråde præstegerningen, men i stedet skriver han: Until we work through this, I would consider looking at other denominations that would be more open and welcoming, like the United Church of Christ, the Disciples of Christ, or the Episcopalian church. Bemærk, at han inkluderer sig selv som en, der skal hav arbejdet dette igennem.

I et andet svar bliver Jay Gamelin spurgt: “If God forgives everyone no matter what then why is there a hell?” Svaret bør læses i sin helhed er som taget ud af en liberalteologisk mønsterprædiken eller en teologisk universitetslærers væverier for at undgå at benægte fortabelsen i ligefremme ord. Her blot en smagsprøve: is hell always about the future?  Are there “hells” in this place, in this time?  Hell is not always future but can be now as well….Perhaps we choose the hells in this world- materialism, voyeurism, consumerism, selfishness, whatever….But perhaps also hell is empty.  Perhaps there is a hell, and we all experience it….Pray with me that hell is an unnecessary place, the empty amusement park of our afterlife.  Pray that God would show mercy to all.  Maybe it can happen!

Jay benægter ikke helvede i ligefremme ord, men han får vævet sig ud i så mange så forklaringer, at det er svært at tro på, at han tror på helvede. Og han får i hvert tilfælde ikke klart bekendt troen på den evige fortabelse. I den sidste sætning får han åbnet for muligheden for alles frelse. Under alle omstændigheder får han ikke besvaret spørgsmålet, så dét, der står tilbage er, at Gud er ukærlig, hvis nogen går fortabt.

Et andet svar, som formodentlig hænger sammen med Jay Gamelins forsvar for emergent church er svaret på, om han tror på absolutter. Her får han viklet sig  ind i den sædvanlige dialektisk-postmoderne søforklaring om, at Gud er så anderledes og absolut, at han ikke er i stand til at åbenbare sig selv og sin vilje klart: Take God, God definitely has a total order, an absolute to the universe, but God is so other than me, so large, so infinite that it would be nothing less than hubris to assume I could ever grasp all of God in my tiny brain.  So I cling to what I think is right, ready to be given another answer, another way of seeing.  I mean, God was always moving and changing and showing the world different things throughout history.  So many things we thought were absolutes just are not!
Dette  er i realiteten et angreb på muligheden for sikker erkendelse af Guds vilje. Det er desværre noget, Indre Mission i forvejen ikke kan sige sig fri fra. Indre Missions vicegeneralsekretær, Peter Nord Hansen har for nogle år siden i en debat med mig benægtet muligheden for ren forkyndelse (se mit blogindlæg herom her).

Der er to svar, der beskæftiger sig med sex før ægteskabet (her og her). I det første spørger en, om man automatisk går fortabt, hvis man har fået barn udenfor ægteskabet. Det er jeg enig i, at man ikke automatisk gør. Hvis man ovender sig og tror evangeliet, går man ikke fortabt.  evangeliet forekommer dog ikke i Jay Gamelins svar (og i øvrigt slet ikke i nogle af de svar, jeg har fundet). Jay Gamelin svarer i stedet: Why would this be so bad?  Why would this bring such harsh condemnation?  If God could do this, then I would be certain I am more compassionate than God. I stedet for at vise det syndige i det, Guds dom over synden og så forkynde synden, lægger Jay gamelin ud med at minimere og unskylde synden, ja ligefrem anklage Gud, hvis han skulle kunne finde på at fordømme dette.

I det andet svar, er Jay Gamelin  endnu mere direkte og skriver: well it’s not exaclt y100% true there is no premarital sex understanding in the bible because sex means you are married.  It is in the union two become one and are married.  So, in this sense, you aren’t premarital because you become married in the act.  Scary huh?…I don’t want to give you a straight answer of “allowed” or “not allowed”, instead I want you to consider following Jesus with everything and then see if these things feel right in this situation, if they feel like a part of the life of faith.  My guess, you will discover your answer.

I en situation, hvor IM selv kæmper med de unges forhold til førægteskabelig sex, er det meget problematisk at invitere en taler, som ikke kan sige et klar tnej til dette.

I et svar angående ELCA’s bibelsyn (som også er Jay Gamelins), viser Jay Gamelin sig som bibelkritiker og liberalteolog. Dele af svaret kunne nærmest være skrevet af nogle af mine lærere på Aarhus Universitet, som det IM-støttede MF netop skulle være et alternativ til. Her er nogle uddrag:

I believe Jonah to be a TRUE parable about God’s mercy for the whole world, his desire and love for the foreigner, a teaching about providence and the inability to run from God’s will, and an admonition to people not to judge the stranger for God is “merciful” and full of compassion for the outsider.  Does the story need to be historical to be true?  I think not. I get it.  It teaches me about God.  It does not need to have happened in history to teach.

- Næsten det samme husker jeg en liberal GT-lærer belære mig om på første år på teologi i 1999, når det gjaldt ødelæggelsen af Jeriko. Sandheden er og var selvfølgelig, at hvis Gud liver nødt til at lyve for at fortælle os disse sandheder, undergraver det snarere tilliden til Gud end opbygger den. Dengang var MF-studerende  med tilknytning til IM særdeles kritiske.

Om skabelsesberetningen skriver han efter at have foreslået en skabelse på 4 milliarder år som en mulighed: The point is not history but intentionally pointing to a creator.  If we can remember the point is not HOW but WHO I think we can move away from alot of the bickering and get back to more important issues, for it seems more important to remember the latter than cling to the former.

Konklusionen er: But until I meet God and ask, “So how exactly did all that go?” I am willing to use my small faith and smaller intellect to try and divine WHO is at work on this planet, focusing on the TRUTH in the good news of Christ not the historicity of a few stories in scripture.  Besides, if you base faith on making sure everything is accurate, you may beging to “paralyze” the dynamic beauty we call the walk of faith, the life of scripture, and the way it continues to teach and guide us. If you have to base your faith on facts, is it faith?  I instead rest on hope and not what I know.  I rest in Jesus and not my poor sinful self, I rest in what GOD does and not my interpretation.

Dette er naturligvis det rene vrøvl. troen er troen på noget bestemt, på noget faktuelt. Det er den gamle dialektiske (og genopståede psotmoderne/emergent) tanke om, at tro ikke er tro på det man på engelsk kalder propositional truth, som også var stridsspørgsmålet i nogle af 70′ernes bibelsynsdebatter. Jay Gamelin stiller sig her på den dialektisk/liberale side, hvor troens objekt bliver en anden slags sandhed end det, vi normalt opfatter som sandhed, nemlig at et udsagn er i overensstemmelse med virkeligheden.

Jeg synes det er meget bemærkelsesværdigt at skulle læse sådan noget liberalteologisk vrøvleteologi fra n mand, som inviteres af Indre Mission. Særligt efter at Indre Mission har fået en formand, som i hvert tilfælde i min studietid var meget klar i mælet på en del områder og i folkekirken noget af det tætteste, man kunne komme på en ægte lutheraner.

Til sidst vil jeg også lige problematisere dét, Jay Gamelin skal tale om. Beskrivelsen kan man finde her. Her står:

Er vi fulde af håb, glæde og nåde?

“Evangelium” betyder “Gode nyheder”. Kristi frigørende død og opstandelse er en beretning, der forkynder til frihed og glæde. Men er det frihed og glæde vi forkynder til dem, der ikke har hørt evangeliet før? Oplever de vores budskab som gode nyheder? Får vi delt vores håb med dem? Får vi delt vores glæde? Får vi delt vores tro på Guds nåde med dem?

Og hvordan med vores liv – reflekterer det disse gode nyheder? Er vi fulde af håb, glæde og nåde?

I denne samling vil vi se på, hvordan vi reflekterer vores budskab om de gode nyheder og Guds nåde gennem vore ord og vore liv, så vi kan fortælle mennesker om det at følge Jesus. Lad os lære at være ”Godt nyt” for mennesker!

Ved en hurtig læsning ser det måske ikke så problematisk ud. Men nærlæser man det ud fra et evangelisk-luthersk syn på lov og evangelium, retfærdiggørelsen og nådemidlerne, så er det bemærkelsesværdigt, så megen misforståelse af fundamentale ting, der har sneget sig ind på så kort plads.

Det er godt med frigørende forkyndelse, men ud fra denne spiseseddel, vil Jay Gamelins forkyndelse være alt andet end frigørende. Som det ofte sker med antinomister (benægtere af Guds lov, som jay gamelin er i spørgsmål om seksualitet), så er de ofte også legalister (sammenblander tro og gerninger).

Det sker også her. Det første afsnit står der ikke noget forkert i. Det er i og for sig meget godt, selvom man kun e have ønsket sig en klarere bekendelse af retfærdiggørelseslæren. I andet afsnit står der heller ikke noget direkte forkert, men man undrer sig over den vægt, der allerede her kommer på, at livet skal reflektere nåden. Dette er ikke forkert, men når man så ser, hvad det bruges til i sidste afsnit, bliver det forkert.

Her står: I denne samling vil vi se på, hvordan vi reflekterer vores budskab om de gode nyheder og Guds nåde gennem vore ord og vore liv, så vi kan fortælle mennesker om det at følge Jesus. Lad os lære at være ”Godt nyt” for mennesker!

Hvis “godt nyt” er noget, mennesker kan være og hvis menneskers reflektion af gode nyheder i deres liv skal være godt nyt for andre mennesker, så er de gode nyheder ikke evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld. Et evangelium, som kan udtrykkes med andet end ord, er ikke det kristne evangelium om syndernes forladelse for Kristi stedfortrædende straflidelses skyld.

Dét, der sker her, er at de kristne og de kristnes helliggørelse bliver en art nådemiddel, som skal være “godt nyt” for andre og skabe troen i dem. Dermed tilsidesættes Guds ord som nådemiddel og kristnes hellighed træder i stedet for.  Det er udtryk for rendyrket donatisme efter min mening, hvor det er nådemiddelforvalterens hellighed, der sikrer nådemidlets kraft.

Derudover er det en implicit benægtelse af, hvad evangeliet er. Det fremgår også af ordene: …så vi kan fortælle mennesker om det at følge Jesus. Evangeliet er ikke budskabet om at følge Jesus. Der er ingen kristendom uden efterfølgelse, men det er ikke efterfølgelse, der er evangeliet. Når de kristnes hellighed bliver evangeliet, er det naturligt, at evangeliet bliver budskabet om at efterfølge Jesus – altså et budskab om helliggørelse.

Når man som Jay Gamelin ikke vil forkynde loven klart og tydeligt til fordømmelse af synden, så blive resultatet som også her, at loven kommer igen og sniger sig ind i evangeliet, så evangeliet bliver et lovisk budskab om, hvordan vi skal leve. Og det er der ikke megen frigørelse i. Det er ikke frigørende at prædike om frigørelsens frugter uden at forkynde et klart evangelium om syndernes forladelse for Kristi skyld.

Kristne på højrefløjen har i årevis vansmægtet efter evangeliet, fordi man igen og igen sammenblander lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse og ikke vil forkynde det i sandhed frigørende evangelium om syndernes forladelse for Kristi skyld klart og tydeligt. Måske er der en sammenhæng med, at man heller ikke vil forkynde loven klart og tydeligt og også er ved at opgive troen på absolut sikker erkendelse.

Jeg tror desværre, at Jay Gamelin er mere end en svipser. Jeg tror også, at han desværre er et symptom på en del åndelig råddenskab i Indre Mission. Jeg håber meget, at der vil komme et opgør om disse ting i Indre Mission. Måske den nye formand kan vise sig som lige så   bibel- og bekendelsestro som i sin studietid. Jeg håber det.

Indsendt i Ikke kategoriseret, Indre Mission | 27 kommentarer »

Glædeligt dansk reformationsjubilæum d. 30. oktober(475 år)

30. oktober, 2011 af Sørensen

For 475 år siden d. 30. oktober 1536 afholdte sejrherren i Grevens fejde, kong Christian d. 3. et rigsmøde på Gammeltorv i København med repræsentanter for rigets stænder. Her indførtes officielt reformationen i Danmark. Det skete dagen før årsdagen for reformationens begyndelse d. 31. oktober 1517, da Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg.

Reformationen havde været på vej længe i Danmark. I 10 år havde katolske og lutherske menigheder eksisteret side om side med kongens tilladelse. Forinden var reformationen allerede blevet indført i Sønderjylland gennem hertug Christian – den senere kong Christian d. 3.

Begge de stridende konger i grevens fejde var overbeviste lutheranere, selvom Christian d. 3. fik støtte fra de katolske. Gennem ordets forkyndelse havde lutherdommen bredt sig på trods af den romersk-katolske kirkes modstand.

Men på rigsmødet d. 30. oktober blev de romerske biskopper afsat og fængslet – og reformationen blev indført. Fremtrædende evangeliske prædikanter blev gjort til superintendenter og reformerede langsomt sognene. Peder Palladius’ visitatsbog er et vidnesbyrd om det arvbejde der var med at få reformationen ført igennem også .

Reformationen havde stor samfundsmæssig betydning – men den største betydning var og er den åndelige betydning.

Romerkirken bekendte sig til troen på menneskets frie vilje og den deraf følgende tro på, at mennesker kunne medvirke til deres egen frelse. Martin Luther opdagede Skriftens lære om, at menneskets vilje er bundet af synden og at mennesket ikke formår at gære noget som helst til sin frelse. Han opdagede også, at retfærdiggørelsen består i, at mennesket bliver tilregnet Kristi retfærdighed ved troen og dermed bliver tilgivet og regnet retfærdig af Gud. Frelsen kommer fra Gud alene uden nogen menneskelig fortjeneste.

Frelsen skyldes Jesu stedfortrædende opfyldelse af Guds lov og Jesu stedfortrædende død under Guds dom og vrede, hvor han bar den straf, alle mennesker fortjente for vores synd. Med sin lidelse og død overvandt Jesus Guds dom og vrede og opstod sejrrigt på tredjedagen, da Gud erklærede ham retfærdig som vore stedfortræder. Det er dét evangelium, romerkirken havde undertrykt og som atter blev forkyndt efter rent og klart efter reformationen.

Ved reformationen genopdagede lutheranerne også Biblen som den eneste kilde og norm for kristen tro og lære. Romerkirken hævdede, at Biblen var både uklar og utilstrækkelig til at fastslå, hvad den rette lære er. Derfor måtte traditionen og paveembedet træde til go hjælpe med at give den rette fortolkning af Biblen. Martin Luther forsvarede sammen med de øvrige lutheranere, at Biblen både er klar og tilstrækkelig til at afklare alle lærespørgsmål.

Desværre er reformationens budskab forsvundet ud af de fleste danske kirker.

Blandt liberalteologer i folkekirken fornægtes Biblen som eneste kilde og norm for kristen tro og lære. Man benægter Biblens guddommelige oprindelse og dermed såvel dens ufejlbarlighed som dens klarhed og tilstrækkelighed i lærespørgsmål. Biblen bliver ikke andet end mulige illustrationer for prædikantens egne lommefilosofiske betragtninger – som regel under inspiration fra tidsånden.

Samtidig benægter eller fortier man menneskets syndighed og Guds hellige vrede over synden, som gøre Jesu død og retfærdiggørelsen nødvendig.

Et eksempel herpå er velsignelsen af homoseksuelle partnerskaber, som er en fornægtelse af Guds bud til fordel for en velsignelse af synden. Man bilder sig ind, at evangeliet kan bruges til at fjerne lovens krav og Guds hellighed. Men lovens krav og Guds hellighed er forudsætningen for, at man overhovedet kan forstå evangeliet.

Evangeliet er ikke budskabet om, at Gud er ligeglad med synden eller at Gud tillader og velsigner synden. Evangeliet er budskabet om, at Gud har frelst os fra sin egen vrede og dom over synden ved at lade sin kære Søn tage straffen i vores sted. Uden Lovens forkyndelse af Guds dom over vores syndighed, er der intet tilbage af evangeliet. Det bliver en blåstempling af vores syndige oprør mod Gud. Liberalteologien er dybest set farisæisme, som gør Guds tilgivelse til en ret, vi mennesker har – og dermed er den ikke nåde længere.

Men hvad med folkekirkens højrefløj? Her har man nok lidt mere respekt for Biblen og ynder da også at smykke sig med bibel- og bekendelsestroskab. Men her ligger man ofte, når det gælder både synet på frelsen og synet på Biblen tættere på Romerkirken end på de gamle lutheranere. Man lader sig gerne inspirere af amerikanske evangelikale især hvad angår missionsmetoder, som bygger på troen på menneskets frie vilje i omvendelsen.

Højrefløjen har også sin oprindelse i pietismen, som på mange måder repræsenterede en tilbagevenden til romerkirkens lære i synet på både syndefaldet og nåden. Når det gælder bibelsynet ligner højrefløjen også romerkirken. I realiteten benægter man Skriften som klar og tilstrækkelig til at afgøre alle lærespørgsmål.

Det er baggrunden for, at man gerne samarbejder med evangelikale fra andre kirker, på trods af læremæssige uenigheder. Mens man mener næsten at kunne afgøre, hvem der er sande kristne, som man kan samarbejde med, så mener man ikke at kunne afgøre med sikkerhed, hvad sand kristendom er.

Det er efter min mening en væsentlig grund til, at postmodernismen har fået så stor indflydelse på højrefløjen. Man har allerede banet vej for den ved at underminerer synet på Skriftens klarhed.

Det er også n af grundene til, at der er unge pietister, der går til Romerkirken i disse år.

Når man i forvejen ikke tror på Biblens klarhed og tilstrækkelighed og i forvejen ikke har et klart blik for den bibelske retfærdiggørelseslære, så er vejen ikke så lang. Det, man synes at mangle i folkekirken er konsekvens og en klar autoritet i moralske og læremæssige spørgsmål. Og man har allerede fået undermineret tilliden til Skriftens klarhed og tilstrækkelighed. Det rene evangelium har man aldrig rigtig forstået, fordi pietistiske prædikanter har haft travlt med at sørge for, at man ikke kom til at bruge nåden som en sovepude eller fordi man løb efter den sidste nye evangelikale helliggørelsestrend med ”the magic bullet” som skulle give et sejrrigt kristenliv, vækkelse eller missionsresultater.

Og har de endeligt forkyndt lov og evangelium, har det æret efter et pietistisk skema med 90 % forkyndelse af ”lov”, som skulle fordømme og 1 % evangelium og 9% appel til omvendelse, hvormed man tog evangeliet fra mennesker igen.

Evangelisk og bibelsk nådemiddelkristendom, hvor der både forkyndes om, hvad Jesus har gjort og hvordan han uddeler nåden her og nu i sit ord og sine sakramenter, er et sjældent syn.

Der er med andre ord hårdt brug for, at reformationens budskab genopdages i Danmark her 475 år efter dens officielle indførelse. Man kan ikke forvente reformatorisk kristendom i folkekirken. Men ligesom den lutherske kristendom på reformationstiden bredte sig i begyndelsen udenom kongemagt og statskirke, sådan kan man håbe på, at der er mennesker, der igen får syn for både evangeliets og Skriftens klare lys. Glædeligt reformationsjubilæum.

(For en kort gennemgang af reformationshistorien i Danmark, se M. Schwarz Lausten: Kirkens Historie i Danmark fra Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers forlag 1999.

Tags:
Indsendt i Folkekirken | 9 kommentarer »

Gud er maskulin

19. oktober, 2011 af Sørensen

Der har været en del furore omkring den kvindelige præst, Lene Sjørup, der i radioandagten ændrede “herren” i velsignelsen til “Gud” – angiveligt for at undgå at se Gud som maskulin. (se her). Kristendom.dk har lavet en opfølgende artikel om den feministiske teologi, som Lene Sjørup har forsket i.  I den feministiske teologi forsøger man at påvise, at kirken har været mandsdomineret. Man forsøger at skrælle de mandsominerede gudsbillede væk og vil ikke se Gud, som far, men som forælder. Gud skal være tve- og intetkønnet, som det hedder.

Ansatser i den retning finder man også hos højrefløjens Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard, som i maj 2010 skrev i en kronik i KD: Dels fremhæves kønsdiversiteten i vielsesritualet som noget, der stammer fra skabelsen og på mystisk vis begrundes i Guds eget væsen. Det er derfor ikke helt uden hold i virkeligheden, når Karen M Larsen  kritiserer dem for at undergrave det kristne menneskesyn, selvom det samme kan siges om Karen M Larsen: “Absurd er det imidlertid, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard minsandten påstår, at kønsdiversiteten er begrundet i Guds eget væsen. Med andre ord så tror de at ordet om at mennesket er skabt i Guds billede betyder, at Gud selv er kønsdivers, at han både er mand og kvinde på en gang. I deres iver for at forsvare det, som de opfatter som kirkens tradition, bevæger Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard sig ud på rigtigt dybt teologisk vand hvor de ikke kan bunde.”

Børge Haahr Andersen går lidt i samme retning, når han skriver 30. august i år i Kristeligt Dagblad: Kønsforskelligheden er en del af gudbilledligheden.

Der tegner sig et billede af, at højrefløjen til dels har overtaget den feministiske teologi, men lægger vægt på Guds “kønsdiversitet” i stedet for Guds “kønsneutralitet”, mens fortalere for for eksempel homoseksuelle vielser som Karen M. Larsen lægger vægt på Guds som “kønsneutral” om man så må sige.  Karen M. Larsen fortsætter i sin kritik af Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard:  ”Hvor visse af oldtidens gnostikere nemlig faktisk troede på en treenighed bestående af Faderen, Moderen og Sønnen, ja så tror klassisk kristendom som bekendt på Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er der ligesom ikke så meget kønsdiversitet i, men ikke i den forstand at Gud så er mandlig. Snarere transcenderer Gud al kønstænkning, hvad fremgår af trosbekendelsen fra Nikæa, hvor det hedder, at Sønnen er født af Faderen og at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. Her er ikke mandligt og kvindeligt – her er Gud som det rene åndsvæsen som Gud er.”

Det mildt sagt lidt uklart, hvordan Karen M. Larsen mener at kunne argumentere for, at Gud ikke er mandlig – eller hankøn. Det synes mere at ligge i Karens egene forudsætninger, at Gud, såfremt han er et åndsvæsen, ikke kan være hankøn. Altså med andre ord: køn er per definition noget lavere og rent legemligt, som Gud er hævet over.

Jeg har svært ved at se den væsentlige forskel på Karen M. Larsens kønsløse gud og højrefløjens kønsforvirrede gud.

Det væsentlige ved begge er, at Biblens åbenbaring af Gud undermineres. For højrefløjen ser det dog mere ud til at være en slags nødløsning for at forsvare et bibelsk syn på ægteskabet. Det er blot en dårlig nødløsning. Bedre var det, om man holdt fast ved Biblens gudsbillede: Gud er maskulin. C.S. Lewis har formuleret det tydeligt med ordene fra “Den Frygtelige Kraft”: “Det der støder Dem, er det maskuline i sig selv. Den høje, indtrængende, besiddende ting… Det mandlige kunne de have undgået, for det eksisterer kun på det biologiske plan. men det maskuline kan ingen af os undgå. Det der ligger over og hinsides alle ting, er så maskulint at vi alle er feminine i forhold til det.” (Scandinavia 2000 s. 376)

Gud er det maskuline, hvorfra alt andet maskulint henter sin maskulinitet. Og det feminine eksisterer i kraft af sit forhold til den maskuline.

Gud er ubetinget maskulin ifølge Biblen.

Det fremgår bl.a. af Ef 3,14-15, at tanken om Gud som Fader ikke er afledt af menneskelige fædre. Det er tværtimod omvendt: (Wierøds oversættelse): På grund af dette bøjer jeg mine knæ for vor HErres Jesu Kristi Fader, efter Hvem ethvert faderforhold i Himlen og på jorden er opkaldt, og jeg beder om.

I 1. Kor 11,3 står der: Men jeg vil, at I skal vide, at Kristus er enhver mands Hovede, og at manden [[er]] kvindens [[hovede]] – og at Gud er Kristi Hovede! Her er kvindens forhold til manden som mandens forhold til Kristus og Kristi forhold til sin Fader. Igen er Gud tydeligt maskulin.

Det er sandt, at der bruges nogle få feminine billeder på Gud i Biblen. Men altid er der tale om billeder på bestemte egenskaber og ikke på Gud som sådan. Det gælder for eksempel Es. 49,5 (1931-oversættelsen): Glemmer en Kvinde sit diende Barn, en Moder, hvad hun bar under Hjerte? Ja, selv om de kunde glemme, jeg glemmer ej dig.

Derimod kaldes kirken en kvinde og en moder. Det samme gør den gammeltestamentlige kirke, Israel. Guds folk står overfor Gud som en hustru og en datter.

Når det gælder 1. Mosebog 1,26-27 og talen om gudbilledligheden og skabelsen so m mand og kvinde, som identificeres af nogle på højrefløjen med den logiske konsekvens, at Gud bliver kønsdivers, så er det uholdbart at tolke den sådan som både femninistiske teologer og nu desværre også folkekirkelige højrefløjsteologer tolker den.

Eftersom dyrene er skabt som han og hun – og mennesket altså ikke adskiller sig derved – er det uholdbart at tolke gudbilledligheden som kønsdiversitet. Eftersom der står at mennesket blev skabt i gudbilledligheden – og Adam blev skabt flere timer før Eva – var Adam i besiddelse af gudbilledigheden, allerede før Evas skabelse. Det betyder enten, at gudbilledligheden ikke har med kønsdiversitet at gøre eller at Adam var hermefrodit – hvilket er e kættersk tanke. I 1. Mos 5 lærer vi om modsætningen mellem Adams skabelse i Guds billede og Sets skabelse i Adams billede. Gudbilledligheden gik tabt og gives først igen i Kristus , som vi lærer i Efeserbrevet kapitel 4,22-24: I skal opgive jeres tidligere levned og aflægge det gamle menneske, som er fordærvet ved det vildførte begær, og fornyes i jeres sinds ånd og iklædes det nye menneske, som er skabt i Guds billede til Sandhedens retfærdighed og hellighed!

På den baggrund er det forkert at gøre kønsforskelle til en del af gudbilledligheden og dermed guddommen. Det er også forkert at gøre Gud kønsløs. Kirken skal turde fastholde det for vor tid så provokerende udsagn, at Gud er mere maskulin end vi kan forestille os. Det får naturligvis også betydning for den måde, vi i øvrigt tænker, taler og tror om den treenige Gud.

Man kan godt have en fornemmelse af, at Gud bliver feminiseret  - ikke bare af feministiske “teo”-loger – men også i den gudstjenesteform, der har bredt sig inden for den kirkelige højrefløj med sentimentale karismatiske der om ikke med ord, så med deres form kan efterlade det indtryk, at Gud er feminin. Der er en verden til forskel på den bløde pinsepop og de maskuline bombastiske 15- og 1600-talskoraler, som den lutherske kirke har frembragt og som netop efterlader et korrekt indtryk af, hvem Gud er.

(Ovenstående bygger delvis på “Book One of Genesis” Dr. Douglas Judisch,  Concordia Theological Seminary Press, fort Wayne, Indiana 1999 s. 101-111)

 

Indsendt i Folkekirkens højefløj, homoseksualitet | 14 kommentarer »

Den politiske indblanding er ikke problemet. Det er højrefløjens manglende loyalitet mod Guds ord.

5. oktober, 2011 af Sørensen

I en kommentar d. 5. oktober i KD hævder Henrik Nymann Eriksen fra Evangelisk Luthersk Netværk, at ”Hvis folkekirken derfor skal overleve som kristen kirke, er den afhængig af, at politikerne afstår fra at bruge deres magt i kirkens anliggender.” Der sigtes til, at regering og folketing formodentlig er på vej til at indføre et vielsesritual for homoseksuelle i folkekirken.

Jeg anser det som et stort problem, at den verdslige magt vil indføre kønsneutrale ægteskaber og allerede har indført en ordning for homoseksuelle par i samfundet, som er i strid med den naturlige lov, som Guds har skrevet på alle menneskers samvittighed. Her må Guds lov, som den er åbenbaret i samvittigheden og tydeligere i Biblen, forkyndes klart – også til politikerne.

Men det store problem i folkekirken er ikke politikernes indblanding i kirkens anliggender. Politikerne gør blot det, som et flertal i folkekirken allerede ønsker.

Nej det helt store problem er, at folkekirkens højrefløj, som giver sig ud for at være tro mod Bibel og bekendelse, giver folkekirken legitimitet som kristen kirke ved at forblive i den. Folkekirken er for længst ophørt med at være en kristen kirke. Og det skyldes ikke politikerne. Det skyldes den forkyndelse og praksis, der råder i folkekirken.

At folkekirken kan forføre mennesker til at tro, at den fortsat er en kristen kirke, skyldes i hvert tilfælde delvis højrefløjens blåstempling. Denne blåstempling giver højrefløjen ved at forblive i folkekirken, uanset hvor meget den så råber op. Højrefløjen har et stort ansvar, når den vil smykke sig med Guds ord og den lutherske bekendelse.

Højrefløjen er folkekirkens fåreklæder, som skjuler, at folkekirken for længst er blevet en ulv. Og ulve i fåreklæder er langt farligere end ulve i ulveklæder.

Indsendt i Folkekirken, Folkekirkens højefløj | 2 kommentarer »

Skal kirken bedømme faddere?

1. oktober, 2011 af Sørensen

På kristendom.dk er en folkekirkebiskop og en folkekirkepræst enige om, at man ikke skal undersøge folks tro, før de kan være faddere. Artiklerne kommer, efter det er kommet frem, at hver fjerde fadder ikke tror på Gud.

Rationalet bag afvisningen af at undersøge faddernes tro, er, at troen ikke kan måles og vejes og at man må stole på, at fadderne mener det, når de kommer til dåben. I det hele taget fokuserer de to udelukkende på den subjektive tro og afviser på baggrund af dens skjulthed at forholde sig til faddernes tro.

De har delvist ret, når det gælder troen. Troen kan ikke ses med det blotte øje. Kirken skal ikke bilde sig ind, at den kan udskille hyklerne, som i virkeligheden ikke tror, sådan som pietismen altid gerne har villet drage et tydeligt skel mellem de troende og de vantro.

Det betyder dog ikke, at fadderne ikke skal bedømmes, før de kan stå faddere i en luthersk kirke. I fortalen til lille katekismus gør Martin Luther klart, at dem, der ikke vil lære det grundlæggende i den kristne tro ikke skal have adgang til nadveren og heller ikke bære børn til dåben. Dette må også anvendes på faddere.

For at kunne oplære børn i troen, må man først selv kende den. Faddere – og dåbsforældre – må kende det grundlæggende i den kristne tro, for at kunne forpligte sig til at oplære børnene i den. Og det er præstens opgave som hyrde at sikre dette, da præsten skal stå til ansvar overfor Gud for, hvordan han har forvaltet sakramenterne.

I det hele taget afslører problemet det dybere problem i folkekirken, at præsterne ikke kender deres menigheder og at mange er fuldgyldige medlemmer, selvom de ikke sætter deres ben i kirken. Kirkens synlige kendetegn er ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. De, der ikke søger hertil, kan og skal man ikke regne for kristne.

Problematikken omkring faddere viser meget godt, hvordan den folkekirkelige venstrefløj er præget af den samme subjektivisme som højrefløjen. De arbejder under den samme forudsætning om, at man enten må vurdere troen i hjertet eller helt afholde sig fra at vurdere.

Den folkekirkelige højrefløj skifter i mange spørgsmål mellem at ville vurdere troen i hjertet og undlade at vurdere. Men hverken højre- eller venstrefløj forholder sig til den skjulte tros og kirkes synlige kendetegn – ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning samt bekendelsen af troens indhold.

Den lutherske praksis, når det gælder faddere, er, at de må være aktive medlemmer af retlærende lutherske menigheder, som kender troen så godt, at de er i stand til at hjælpe forældre med at videregive den.

Indsendt i dåb, Folkekirken | Ingen kommentarer »

Henrik Højlund – en ven af bekendelsen?

27. september, 2011 af Sørensen

D. 15. september forsvarede Henrik Højlund (HH) Evangelisk Luthersk Netværks (ELN) optælling af kirkegængere i forskellige kirker i Århus. Her svarede han også på den anklage, at højrefløjen bruger frihedsrettigheder, som de ikke selv ville give flertallet i folkekirken, såfremt højrefløjen havde magten.

Henrik Højlund udtaler:

Men jeg har aldrig argumenteret for min ret til at være i folkekirken ud fra en rummelighedsbetragtning. Jeg ser min ret  ud fra kirkens centrum: Bekendelsen. Hvis vi indimellem smider rummelighedskortet, gør vi det som en appel  til de andres vedvarende insisteren på rummeligheden som det smukkeste træk ved folkekirken. Med andre ord: Hvis de virkelig mener det, må de vel også mene fuld rummelighed for os.

Det glæder mig, at HH ikke begrunder sin ret til at blive i folkekirken ud fra en rummelighedsbetragtning. Han fremstår umiddelbart som en ven af den lutherske bekendelse.

Men har HH og ELN nu et godt venskab med bekendelsen. Det er jo i nødens stund, man skal kende sine venner. Og nu, hvor HH og højrefløjens ret til at være i folkekirken er truet af den folkekirkelige majoritet, drager højrefløjen god nytte af bekendelsen, som kan træde til og forsvare deres eksistensret. Bekendelsen er en god ven i nøden for HH og ELN.

Men for at være et ægte venskab, må venskabet gå begge veje. Er HH og ELN mon lige så villige til at forsvare den lutherske bekendelse, som de er til at lade den lutherske bekendelse forsvare dem. Selvom den lutherske bekendelse er truet i Danmark – ikke kun af liberalteologer – men i høj grad også af den karismatiske og evangelikale kristendom, der vinder frem på folkekirkens højrefløj, så leder man forgæves på ELNs hjemmeside efter opgør med evangelikal kristendom.

Man leder også forgæves efter protester mod f.eks. leuenbergkonkordien, hvori folkekirken for 10 år siden erklærede sig enig med reformerte kirker i centrale spørgsmål som kristologi, nadverlære og dåbslære. Man vil lede forgæves efter sager om højrefløjspræster, der trues med fyring, fordi de nægter at tage ikke-lutherske kristne til alters eller fordi de nægter at deltage i tværkirkelige arrangementer.

Jeg har ikke hørt ELN eller ligesindede forsvare  det vigtigste evangelisk-lutherske bekendelsesskrift, Den Augsburgske Bekendelse, når det gælder følgende punkter:  kirkefællesskab og hvad, der kræves hertil (artikel 7 og 8), dåb og nadver modsat leuenbergkonkordien (artikel 9 og 10), den rette forståelse af omvendelsen modsat evangelikal sammenblanding af lov og evangelium (artikel 12), kaldet til embedet modsat den ubibelske lægprædikantpraksis i missionsbevægelserne (artikel 14), Kristi genkomst modsat millenialisters tusindårsrige-drømme, som oven i købet kan forsvares af ansatte i ELN (artikel 17), den trælbundnen vilje i åndelige ting modsat evangelikal og missional tro på menneskers frie vilje (artikel 18), den objektive lutherske gudstjeneste modsat den subjektorienterede underholdningskristendom  (artikel 24), det lukkede nadverbord og overhøring forud for altergang (artikel 25), for blot at nævne nogle af de væsentlige punkter.

Det er vel ikke sådan, at ELN, HH og folkekirkens højrefløj alene vil være venner af bekendelsen, når den kan hjælpe dem med at forsvare deres ret til at blive i folkekirken, men i virkeligheden er ligeglade med den lutherske bekendelse på de punkter, hvor den ikke stemmer overens med Lausanne-pagten eller metodismens 25 artikler? Hvis det er tilfældet, så må man spørge, hvad den lutherske bekendelse skal med fjender, når de har den slags venner?

Tags:
Indsendt i Folkekirkens højefløj | Ingen kommentarer »

Pinsedag er Det Nye Testamentes fødselsdag

8. juni, 2011 af Sørensen

Pinsedag kaldes ofte kirkens fødselsdag. Det er dog en sandhed med modifikationer. Kirken har eksisteret siden Gud forkyndte løftet om en frelser for Adam og Eva. Og Helligånden har virket troen i menneskers hjerter lige siden.

Pinsen handler altså heller ikke om, at Helligånden kom til jorden, hvis man hermed forstår, at han ikke var der før. I Johannesevangeliet kapitel 20 hører vi allerede om, at Jesus giver apostlene Helligåndens kraft og med den fuldmagten til at forlade synder. Her er det Helligåndens gave og myndighed til præsteembedet til at forlade synder på Kristi vegne, Jesus giver apostlene som de første hyrder og lærere.

Men pinsedag er det altså noget andet, der sker. I Johannesevangeliets kapitel 14 og 16 forudsiger Jesus Helligåndens komme og kalder ham i den forbindelse for ‘Talsmanden’. Helligåndens komme handler om, at Helligånden skal komme som en talsmand, ligesom Jesus var en talsmand, da han gik synligt på jorden og talte hørbart til disciplene.

I Apostlenes gerninger kap 1 kan i også læse, at Helligånden kommer for at give apostlene kraft til at være vidner. Og vi kan læse, at der vælges en apostel i stedet for Judas til at være vidne om Jesu opstandelse sammen med de elleve.

Hvis man læser Apostlenes gerninger kap 2 om pinsedag i sammenhæng med det foregående kapitel, vil man også se, at det “de” i kap 2 v 1 refererer til er apostlene i kapitel 1 vers 26. Det var altså apostlene, Helligånden kom over pinsedag. Senere kom Helligånden også over andre gennem apostlene, men aldrig gennem dem, der havde fået denne gave gennem apostlene.

Pinsedag handler altså om den særlige gave, der blev givet til apostlene og disses disciple. Det er, hvad man senere hen har kaldt verbalinspirationen. Pinsedag vist Gud, at han havde udvalgt de tolv apostle til at være ufejlbarlige vidner om Jesu ord og gerninger. Og løfterne om talsmandens komme er dermed Jesu løfter om, at han vil sende Helligånden til at tale gennem apostlene.

Apostlene skrev deres ord ned og på den måde blev det løfte opfyldt, at deres vidnesbyrd skulle nå til jordens ende. For deres vidnesbyrd er det Nye Testamentes skrifter.

Pinsedag kan derfor kaldes Det Nye Testamentes fødselsdag. Her udgød Gud Helligånden over apostlene, så vi kan vide os sikre på, at deres ord og vidnesbyrd er Guds eget ord. Hvis ikke Gud havde gjort det, ville apostlenes ord blot være udtryk for deres egne meninger og oplevelser – og derfor ikke principielt forskellige fra andre kristnes meninger og oplevelser. Men fordi Gud har udgydt sin Ånd over apostlene og givet dem at tale Guds ord, så kan vi vide, at hvert ord i deres skrifter er Guds eget ord til os.

Indsendt i Biblen, Karismatik | Ingen kommentarer »

Det moralske gudsargument holder vand

1. juni, 2011 af Sørensen

Formand for Ateistisk Selskab, Stinus Lindgreen (SL), forsøger i et indlæg på religion.dk at tilbagevise mit moralske gudsargument: Hvis der findes objektive moralske værdier og pligter, findes Gud. Der findes objektive moralske værdier og pligter. Ergo findes Gud.

SL beskylder mig for at lave en cirkelslutning, fordi jeg blot forudsætter min egen præmis for at drage min konklusion. En cirkelslutning er dog en slutning, hvor man forudsætter konklusionen i en af sine præmisser. At SL så anfægter mine præmisser er en anden sag, som jeg gerne forholder mig til.

Giver moralske normer mening uden Gud?

Min første præmis er, at objektive moralske værdier og forpligtelser kun giver mening, hvis Gud er til. Min præmis handler om, hvorvidt det er muligt at bedømme noget som objektivt ondt/godt og rigtigt/forkert uden Gud og ikke om, hvorvidt en bestemt handlemåde kan forklares uden Gud.

SL slutter fejlagtigt fra faktisk handlemåde til moralsk rigtig handlemåde, når han med forklaring af årsagerne til moral mener at have tilbagevist mig.

SL beviser derimod selv mit udsagn, når han skriver, at opfattelsen af godt og ondt har ændret sig, hvorfor man ikke herfra kan slutte en objektiv moral. Det er netop ateismens problem i en nøddeskal: man kan ikke slutte fra er til bør.

Det eneste, der kan forklare, at man bør handle på en bestemt måde, uanset om nogen rent faktisk handler således, er med en højere moralsk autoritet, dvs. med Gud.

Findes der moralske normer?

Også her leverer SL beviserne. SL foretager nemlig moralske bedømmelser adskillige gange i indlægget og forudsætter, at bestemte handlinger og holdninger er gode eller mindre gode.

Det er lidt, som når man spørger en jyde, om han siger ”jæ” eller ”jeg” og svaret lyder: ”jæ siger da jeg”.

SL bedømmer f.eks. en moral begrundet alene i frygt for Gud som en ”lav” moral. Dette er jeg enig med ham i. Min påstand er blot, at alle mennesker af naturen netop har denne form for moral – og at det er en del af vores grundlæggende problem, som kristendommen er løsningen på fordi den alene kan rense samvittigheden.

SL’s modargumenter

SL problematiserer også sammenhængen i mit synspunkt med et dilemma: er en handling god, fordi Gud siger det eller siger Gud det, fordi den er god. Dette er et falsk dilemma, som forudsætter, at Gud ikke per definition er god. Hvis Gud derimod ikke er standarden for moralen, må man stille ateisten det samme spørgsmål: Er noget godt, fordi du anser det for godt, eller anser du noget for godt, fordi det er godt?

SL problematiserer også mit synspunkt med, at det betyder, at moral ikke er til diskussion. Men er der nogen grund til at diskutere moral, hvis der ikke er noget grundlag for at bedømme en handling som rigtig eller forkert? Er det så ikke blot en smagssag, om man som det 20. århundredes ateistiske regimer vil overbyde alle tidligere religiøse samfund i grusomheder?

Magnus N. Sørensen, præst i Augustanakirken

Indsendt i Ateisme | 2 kommentarer »

« Ældre indlæg