I søndags gik vi ind i forfasten med septuagesima søndag. I forfasten og fastetiden er der tradition for særligt at lægge vægt på synderkendelsen som en forberedelse til Herrens lidelse, død og opstandelse i påskeugen.
I den forbindelse kan der også lægges særligt vægt på skriftemålet.
Mange danskere har måske den opfattelse, at skriftemålet er noget, der hører til i den romersk-katolske kirke – og at det er herfra, man må hente inspiration til at genopdage det. Men er det nu sandt?
I det lutherske bekendelsesskrift Den Augsburgske Bekendelse står der i artikel 25: “Skriftemålet er ikke afskaffet i menighederne hos os. Man plejer nemlig ikke række Herrens legeme til andre end dem, der i forvejen er prøvede og har modtaget afløsningen. Og folket belæres meget omhyggeligt om tro på afløsningen, hvorom der i tidligere tid var dyb tavshed. Menigmand belæres om at skatte afløsningen meget højt, fordi den er Guds stemme og udtales efter Guds befaling.”
(http://www.kristendom.dk/artikel/266677:Kristne-grundtekster–Den-
augsburgske-bekendelse)
Ifølge den Augsburgske Bekendelse, satte den lutherske kirke altså skriftemålet højere, end den romersk-katolske kirke gjorde. For man anså afløsningen for Guds stemme, der her og nu tilgiver synden; og man underviste menigmand om at tro og stole på præstens syndsforladelse som Guds syndsforladelse.
Sådan står der også i skriftemålsritualet i Luthers Lille Katekismus: “Derefter siger skriftefaderen: “Tror du også, at min tilgivelse er Guds tilgivelse?” “Ja.” Derpå skal han sige: “Det skal ske dig, som du troede. Og på vor Herres Jesu Kristi befaling tilgiver jeg dig dine synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen! Gå bort med fred.”"
(http://www.folkekirken.dk/om-folkekirken/folkekirkens-tro/
bekendelsesskrifter/katekismus/skriftemaal.html)
Ifølge evangelisk-luthersk lære har præsten myndighed til at forlade synder på jorden for Jesu stedfortrædende lidelses og døds skyld. Skriftemålet er et nådemiddel.
I den romersk-katolske kirke er det anderledes. Her er skriftemålet ikke reelt en kilde til vished om syndernes forladelse.
I Pave Leo X’s bulle mod Martin Luther, fordømmes f.eks. denne lære, som vildfarelse: “11. På ingen måde kan du stole på, at du har fået tilgivelse på grund af din anger, nej, det er på grund af Kristi ord: ‘Hvadsomhelst du løser osv’. Her siger jeg, tro, hvis du har opnået præstens absolution, og vær stærkt forvisset om, at du er blevet absolveret, så vil du i sandhed være absolveret, hvad der end måtte være af anger.”
(http://www.martinluther.dk/exurge.html)
Ifølge Romersk-katolsk lære er det angeren og opregningen af synder, der er afgørende. Ifølge evangelisk-luthersk lære, er det absolutionen (tilsigelsen af syndernes forladelse), der er det centrale.
Hvorfor er skriftemålet så praktisk taget forsvundet ud af de fleste lutherske kirker? Det skyldes ikke den lutherske lære, men snarere pietismen.
Fordi man ikke kunne være sikker på ens omvendelse, kunne man heller ikke være sikker på absolutionen. I Tyskland blev skriftemålet direkte angrebet af pietister med slagordene “Beichtstuhl, Höllenpfuhl” (skriftestol, Helvedspøl).
I den danske pietist Pontoppidans “Sandhed til Gudfrygtighed” forklares det, at en ret anger må ske af kærlighed til Gud og bekendes for Gud, for den man har syndet mod og evt. for en sjælesørger. Men absolutionen nævnes slet ikke i den forbindelse, hvilket er meget bemærkelsesværdigt (spørgsmål 684-687).
Pietismens og den romersk-katolske kirkes syn på skriftemålet, minder altså dybest set mere om hinanden end om den lutherske lære.
Fordi Jesus har båret verdens synder og Guds straf, kan en luthersk præst på Guds vegne og Kristi befaling(Joh. 20,23) forlade synder på jorden.
Vil man finde en kirke, der sætter skriftemålet højt, er det altså snarere lutherske kirker, som fastholder den gamle evangelisk-lutherske lære, man skal søge til.
Tags: absolution, anfaegtelse, anger, bod, frelsesvished, kirkearet, luther, luthersk, omvendelse, skriftemal, vished