Den ortodokse præst, Poul Sebbelov, skriver i denne artikel om sit og østkirkens syn på betydningen af Jesu død.
Poul Sebbelov benægter, at Jesus led og døde som menneskers stedfortræder under Guds vrede. han skriver bl.a.: …vi afviser, at de troendes frelse skulle være knyttet til Kristi lidelse, korsfæstelse og død i og for sig!
Og længere nede: Ortodoks kristen tro har mere end vanskeligt ved at forholde sig til tanken om en smålig, rethaverisk og hævngerrig Gud, som ikke helmer, før straffen er eksekveret, og som gerne retter bager for smed, om det så skal gå ud over Hans egen Søn, vor Herre Jesus Kristus.
I stedet forestiller Poul Sebbelov sig, at Gud skulle stå afmægtig overfor døden og have brug for at narre den: Kristus narrede, rent ud sagt, døden. Han tilbød Sig som madding, og dødsriget slugte Ham, blot for at opdage, at han var kommet for at sprænge dets porte indefra og sætte dødens fanger fri.
Denne dualisme, som Poul Sebbelov giver udtryk for er dybest set flerguderi. Han forestiller sig, at døden skulle have en selvstændig magt. Men døden er ifølge kristen tro ikke andet end Guds straf over synden (1. Mos. 3; Rom 6,23). Jesus behøvede ikke besejre døden i en magtkamp – Jesus havde som Gud allerede magt over døden. Gud er en hellig Gud, som straffer syndere (2.Mos. 34,7). At Poul Sebbelov ikke mener at kunne have tillid til en sådan Gud er Poul Sebbelovs problem – ikke Guds.
Men Gud elsker også sin skabning – derfor sendte han sin søn til at lide og dø under Guds vrede for os – som vores stedfortræder. Og netop ved at lide og død, betalte Jesus for os. Hans opstandelse påskemorgen er Guds benådning af stedfortræderen i vores sted. Hermed besejrede Jesus Guds vrede som vores stedfortræder og vandt retfærdighed og tilgivelse for alle mennesker.
Jesus overvandt døden ved at overvinde Guds dom og vrede, da han påtog sig den og opslugte den på vegne af alle mennesker. Derfor er opstandelsen også helt central for en lutheraner – den er retfærdiggørelsens grundvold. Og derfor tager Poul Sebbelov fejl, når han påstår, at en objektiv forosningslære medfører, at vi kunne stoppe påskefejringen langefredag.
Poul Sebbelov polemiserer desuden mod dem, der vil have logiske svar på spørgsmålene. Det er ikke desto mindre Poul Sebbelov, der argumenterer rationalistisk, når han bl.a. argumenterer med, at han ikke kan have tillid til en straffende Gud og oven i købet vover at kalde den almægtige og hellige Gud rethaverisk.
I stedet burde han acceptere Skriftens paradoks, som alene løses på korset, hvor Gud betalte Gud for vores synd – at Gud er hellig og straffer synden, men elsker sin skabning og ønsker at frelse den.
Ifølge Skriften var det for at forlige os med Gud, Jesus døde:
Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. (2. Kor 5,18-19)
Jeg vil ikke generalisere hele østkirken, men Poul Sebblovs syn på Jesu død er ganske enkelt ikke kristendom. Det er kan snarere sammenlignes med dualistiske mysterierreligioner, hvor guden skal overvinde kaosmagterne i en magtkamp.
Til Pastor Magnus Nørgaard Sørensen
Det var med stor ærgrelse og ligeså stor forundring at jeg læste din kommentar til fader Poul Sebbelovs artikel Hvorfor skulle Jesus egenlig dø?. En kommentar som endda bærer den meget kedelige overskift Poul Sebbelovs kristendomsfornægtelse
Jeg mener at du går galt mange steder i denne kritik og at du flere steder læser så mange fejlfortolkninger ind, at dette må ses som en ganske bevidst polemisk strategi. Derfor håber jeg at kunne give mit besyv med på denne kommentar og måske, primært for de som læser din kommentar og ikke så meget for dig, da jeg frygter at mine argumenter ikke kan trænge igennem til folk som fremkommer med så bitre og vrede beskyldninger mod andre kristne, rette op på de steder hvor jeg mener der er begået grove fejlfortolkninger.
Først til spørgsmålet om den stedfortrædende lidelse. Selv om ideen forekommer mange steder i det Gamle Testamente og da ikke mindst i Esajas 53, så er der mange uklarheder herom. For det første siger gammel jødisk lov, at en forbrydelse kan sones ved blodet fra retfærdige, men det største offer skal tages fra ham som har gjort sig skyldig i en overtrædelse. Nu kan man så spørge, om ikke da Adams skyld var sonet ved hans egen død? Og ved samme logik, da skulle Kristi offer i givet fald være mindre gyldig end Adams kunne have været, idet Han er uden skyld i Syndefaldet?
Du beskylder f. Poul Sebbelov for at tilskrive døden en selvstændig magt og forsøger at påvise, at døden alene er Guds straf over menneskene. Dette er helt skudt forbi målet. Døden har magt i det Gamle Testamente. Døden er virkelig for alle, både for de retfærdige og de uretfærdige. Døden er virkelig og til stede. Ikke bare en død som vi kender den, men dødsrigets mørke uden nogen håb for opstandelse. Abraham dør, Moses dør, David dør. Ikke engang de tjenere som Herren har fundet værdige består. Skulle Herren nedsende sin mest frygtelige straf over Noa om hvem Skriften siger Noa var en retfærdig mand, udadelig blandt sine samtidige og han vandrede med Gud? Gud straffer ham ikke, men velsigner ham med mangt og meget, men ikke desto mindre dør Noa. Dette gør han fordi døden har magt og er virkelig for alle mennesker.
Døden bør ses på følgende måde: Den opstod i det øjeblik hvor det første menneske, Adam, syndede. Det skete ved at mennesket, ved sin egen fri vilje, rev og sled sig bort fra Gud selv, som jo er Livet. Derved valgte Adam døden og han var jo allerede advaret om konsekvensen jvf. 1. Mos. 2:17, hvor der ikke står at han vil blive straffet med døden, den dag han spiser af træet, men bare at han vil dø. Så fremkommer du med et skriftsted, 1. Mos. 3:17, som bevis på at døden er en straf for Adams synd. Men det er jo ikke hvad der står. Der står at Gud forbander agerjorden og at Adam skal arbejde derpå indtil han vender tilbage til den jord hvorfra han er taget. Her forkommer det mig, at Gud fortæller Adam om konsekvenserne af hans syndige valg og ikke at Han udmåler nogen straf. At sige, at Gud her straffer Adam, er at læse noget ind i teksten som ikke er der. Det burde en lutheraner holde sig fra, med henvisningen til læren om Sola Sciptura. Desuden behøver man ikke at bevæge sig længere væk end til 2. Mos 34:7, før man kan læse om en anden side af Herren: Han bevarer troskab i tusind slægtsled, tilgiver skyld overtrædelse og synd. Du nævner også Rom. 6:23 som et bevis for at døden er Guds straf over menneskene. Igen tillægger du skriftstedet ord som ikke står der. Således står der ikke Guds straf for synd er død… Men istedet står der noget meget vigtigt at forstå, for at kunne begribe hvorfor din kritik af f. Poul Sebbelov er ubegrundet: For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus Forstå her synd, som alt det der skiller mennesket fra Gud, alle vores onde handlinger og tanker, som trækker os væk fra livet selv. Og forstå derefter Guds nådegaver, som Guds udstrakte hånd, Jesus Kristus, der ligyldigt hvor langt vi bevæger os bort fra Ham, hele tiden forsøger at nå os. Se derfor synd og død, som en slags handling og konsekvens, styret og forårsaget af mennesker og ikke som nogen straf afmålt af Gud.
Det er i denne diskussion meget vigtigt at skelne mellem skyld og synd. Adam syndede i Edens Have og dette var hans egen skyld. Synden blev givet videre til os, den flettede sig til vores æt, den trådte ind i verden og ændrede Guds skaberværk. Derfor er hver person som fødes i verden, undfanget i synd (Salme 51), dvs vævet sammen med den korruption som Adams fald forsagede. Derfor lever vi udenfor Paradis og derfor dør vi. Men skylden for Adams fald, har vi ikke arvet. Gud holder os ikke ansvarlige for noget, som vi på ingen måde har del i. Ingen af os var jo til, før vores forældre undfangede os. Gud kommer i hu og anerkender, at vi lever i synd. Men han regner ikke Adams skyld mod os. Ligeledes ville du nok ikke tage en bankrøver eller morders eller desliges skyld på dig, men du ville vel stadig anerkende, at hans overtrædelser udspringer af den samme ursynd som de overtrædelser du eventuelt selv måtte begå. Derfor er dine juridiske allegorier meget lidt holdbare og en dramatisk simplificering af hvordan det egentlig hænger sammen når Gud vælger at tage menneskets synd på sig.
Når Kristus stiger ned og iklæder sig vores kød, så gør Han det, for på den måde at bære os op til Himlen. Ja han måtte lide og dø, før han kunne genopstå og guddommeliggøre den menneskelige natur. Vi var adskilt fra Gud af synd, men den synd som vi arvede fra Adam kunne ikke angres bort. Et stort kosmisk skel havde sat sig mellem os og Herren. Havde anger været nok til at opnå det evige liv, ja da havde Sønnens komme i kødet været inderligt unødvendig. Der er utallige eksempler på anger i det Gamle Testamente, se blot på f.eks. profeten David. Ingen angrer så dybt som ham. Men Adams synd havde sat sig imellem os og Gud på en sådan måde at kun Han Selv kunne forene os igen og derved bringe syndens og dødens magt til ophør. Da Gud er en barmhjertig og kærlig Gud, og ikke en gud som vil gemme på misgerning, da skyede han intet middel til atter at forene sig med os. Derfor iklædte han sig vores uværdige kød og lod sig pine af mennesker som med deres egen fri vilje, valge at benægte og endog nedgøre Gud i kødet. De som pinte eller forrådte eller benægtede vor Herre, var ikke viljeløse robotter, af Gud sat til at pine Hans egen Søn. De var alle, frie mennesker, fri til at sige ja eller nej til Herren og på ingen måde Guds redskaber til selvpineri. At Herren selv vidste, at Han skulle ofres, skyldes ikke at Han selv havde beordret dette, men skyldes alene at Han gennem Sit forsyn, ved alt. Man kan sige det kort: Kristus komme i kødet, var ikke en juridisk sag, men snarere en medicinsk sag (dette er billedlig tale), hvor målet var at binde vores æt sammen med Gud selv til vores helbredelse. Som Peter selv skriver: Og dermed har Han også skænket Sine store dyrebare Gaver, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del guddommelig natur.
Hvis Jesus har, som du skriver andensteds på din blog, ved sin død fået alle mennesker kendt ikke skyldige, (begrebet i sig selv er overflødigt da vi aldrig var skyldige i dén forstand), så er der vel ingen grund til at foretage sig yderligere? Komme i Kirke? Modtage Nadver? Til hvilken nytte, jeg er allerede uden synd gennem Kristi offer. Nej, dette var ikke et slags trylleslag hvormed Gud fjernede al synd fra Adams efterkommere. Det var med opstandelsen at Kristus lod vide at dødens magt er brudt og at enhver kan opnå det evige liv i fællesskab med Ham. Frelse er en interaktion mellem Gud og menneske og uden vores eget ja! til Gud, bliver ingen frelste, selvom Lammet er ofret og Herren er opstanden. Kristus alene skabte et kød uden synd og lyde, som er blevet alle troende tilgængeligt i den hellige Nadver.
Du nævner, at Jesus overvandt døden ved at overvinde Guds dom og vrede, da han påtog sig den og opslugte den på vegne af alle mennesker, noget som forekommer fjollet. Skulle Herren på den måde være i strid med Sig selv? Så var det heldigt for os, at Kristus elskede os mere end Gud var vred på os! Gud kan ikke overvinde Sig selv, læs blot Matt. 12:22-32.
Jeg læser også hvordan du forarges dybt over denne form for billedlig tale som f. Poul Sebbelov bruger til at beskrive Kristi sejr over dødsriget. For det første må man forstå og tillade denne form for sproglige billeder. Ingen af os var jo til stede i dødsriget og ved derfor ikke præcis hvordan det så ud da de døde atter fik liv. Men med vores ringe forstand i tankerne, har Gud givet os at forstå nogle ting i mere billedlig forstand. Det skulle da være tydeligt for enhver at ikke alt der siges skal forstås i yderste bogstavelighed. Men så fremfører du en mere usmaglig beskyldning, nemlig at f. Poul Sebbelov skulle give udtryk for flerguderi! Dette forekommer søgt og som retorisk spæk. Kristus kunne da have skænket mennesket evigt liv. Han er jo almægtig, så hvorfor ikke? Man må spørge sig selv, hvilken slags evigt liv vi efterstræber. Han kunne sige at ingen mere skulle dø og så kunne vi alle vandre (på) denne jord til evig tid, som en anden slags Kain, fordømt til aldrig at skue Gud. Men det var jo ikke derfor Han kom. Det var for at besejre synden, dødens gensidigt afhængige makker. For at kalde alle til sig og bort fra synden. Forstå her, at Gud i Sin kærlighed til os, aldrig ville tvinge os bort fra synden. Dertil skatter Han os for højt og nægter i Sin godhed at fratage os den frie vilje. Derfor kom han med løftet om at dem som følger Gud, æder Hans Kød og drikker Hans Blod, vil blive i Ham og Han i dem. Han kom for at kalde syndere og ikke retfærdige. Han kom for at flænge forhænget i templet og derved bygge bro over den kløft vi mennesker havde skabt gennem vor synd. Så der er på ingen måde tale om at narre dødsriget i den bogstaveligste forstand. Der er tale om at Herren ved sin forening med menneskeslægten, tømmer mørket hvor Adam og hans efterkommere er slynget hen ( ved deres nedarvede synd) (jeg foreslår at erstatte dette med: på grund af synden). Han kalder dem til Sig og løfter dem ud af deres sørgelige tilstand, ligesom det var foregrebet godt en uge tidligere, ved opvækkelsen af Hans ven Lazarus.
Naturligvis ærer vi Herrens lidelse, derom er der ingen tvivl. Men lidelsen har kun værdi set i forhold til opstandelsen. Var der ingen opstandelse, ville lidelsen være en frygtelig historie om menneskets sikre undergang i deres forkastelse af Gud. Forestil dig, at alle Evangelierne endte med Herrens korsfæstelse og død. Som du her fremlægger det, så ville prisen her være betalt og mennesket kendt ikke-skyldig. Så hvorfor fortsætter Evangelierne da? Fordi først med den lysende Opstandelse og alt hvad der derefter hænder, får korsfæstelsen og lidelsen sin værdi.
Du beskylder f. Poul Sebbelov for kristendomsbenægtelse, men havde man været af mere hidsigt gemyt, kunne man fristes til at sige, at den gud du fremstiller hér, forekommer meget mere ukristelig. En hedensk gud, ivrig efter blod som kræver sin tørst slukket, og kun blodet fra hans egen søn er værdifuldt nok, en gud som haver behag i lidelse. Dette minder umådeligt om noget fra det før-kristne Rom.
Ingen i den Ortodokse Kirke er fortalere for såkaldte dualistiske mysterie-religioner, men vi kommer i hu, at Guds nåde er uden ende, at vi aldrig kan forstå Hans godhed mod os, ej heller hvordan Han udfrier vores liv fra graven. På mystisk viis, har Herren kronet os uværdige med udødeligheden og derfor kan vi tillade os at sige, at vores tro beror på mysterier.
Et råd til dig ville være, at bruge mere tid på at læse de ærværdige apostles breve og mindre tid på at læse det Gamle Testamente og så vil du opdage hvor stor vægt den tidlige Kirke lagde på opstandelsen.
Lad mig slutte af med at citere et af Biblens smukkeste skriftsteder:
Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde og de døde skal opstå som uforgængelige , og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige har iklædt sig udødelighed, da vil det ord der står skrevet være opfyldt:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus. (1. Kor. 15:51-57)
Med venlig hilsen Lazarus
Kære Magnus Nørgaard Sørensen
Jeg har med nogen forbavselse læst dit angreb på mig og min kirkes tro og lære. Mit svar er at læse på min egen blog.
Med venlig hilsen
fader Poul Sebbelov
præst i Den Ortodokse Kirke
Til Lazarus Kold
Jeg har kommenteret din kommentar i et nyt indlæg på min blog.