Lazarus Kold har kommenteret mit indlæg om Poul Sebbelovs kristendomsfornægtelse.
Lazarus Kolds angreb på mine motiver
Til at begynde med, vil jeg sige, at jeg undrer mig over de angreb på mine motiver, som både Poul Sebbelov og Lazarus Kold har fremført i denne debat. Poul Sebbelov har kaldt mit indlæg “aggressivt og hadefuldt” og Lazarus Kold kalder det “bitre og vrede beskyldninger” . Jeg har, så vidt jeg kan se, i mit indlæg forholdt mig til Poul Sebbelovs lære og har ikke udvist hverken had eller bitterhed. Jeg vil derfor gerne bede Lazarus Kold om enten at dokumentere disse påstande, eller tilbagekalde dem.
Lazarus Kold skriver endvidere, at mine “fejltolkninger” af Poul Sebbelov må ses som en “bevidst polemisk strategi”. Igen er der tale om, at Lazarus Kold gør sig til dommer over folks motiver i strid med det 8. bud.
Dernæst forsøger Lazarus Kold at gøre rede for mine fejltolkninger. Det ser dog reelt snarere ud som om, at han anerkender min fortolkning af Poul Sebbelov, men blot mener det samme som denne – og derfor er uenig i min dom over Poul Sebbelovs mening. Det er han selvfølgelig i sin gode ret til – men da bør han ikke beskylde mig for bevidst at fejltolke.
Når jeg for eksempel sammenligner Poul Sebbelovs mening med mysteriereligioner er det en dom over ligheden i det saglige indhold. Denne kan i princippet være forkert (og evt. bygge på en fejltokning). Men man kan ikke kalde dette en bevidst fejltolkning.
Lazarus Kold fastholder selv, at døden ikke er Guds straf, men en magt, som mennesket har bragt ind i verden. Dermed bekræfter han min fortolkning af Poul Sebbelov. om end han indrømmer, at Gud kunne have fjernet synden, hvis han ville.
Lazarus Kolds teologiske argumenter
Lazarus Kold hævder, at jeg har misforstået 1. Mos. 3,17. Nu har jeg ikke henvist til 1. Mos. 3,17 isoleret, men til hele 1. Mos. kap. 3. I vers 17 gives Adams overstrædelse af Guds forbud som årsag til dommen. Og i vers 19 nævnes døden som en del af dommen. Når man sammenligner med Guds dom over kvinden og slangen fremgår det klart, at der er tale om en dom og ikke en sørgelig konstatering af forhold, som gud ikke er Herre over. Dette understreges også af, at Gud jager dem ud af Edens have.
Er dette ikke nok for Lazarus Kold, vil jeg henvise til Rom 5,16-18, hvor døden står parallelt med dommen: Og med gaven forholder det sig ikke som med følgerne af den enes synd; for dommen blev på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges overtrædelser, er blevet til retfærdighed. Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus. Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker.
Lazarus Kold mener desuden at det, at f.eks. Noah og andre er døde, er bevis på, at døden ikke er straf for synden. Men Noah og alle andre mennesker er syndere. Derfor skal de dø, som rom 5,12 siger: Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede. At alle har syndet og ingen er retfærdige overfor Gud, bekræftes også af Rom 3,23 og Rom 3,10. Den retfærdighed, de får, er nemlig Kristi retfærdighed, som tilregnes ved troen, som Rom 4 siger det om Abarham. Men de er stadig syndere i sig selv, og derfor skal de stadig dø. Men de retfærdige opstå til evigt liv.
Lazarus Kold betvivler desuden min forståelse af Rom 6,23. Han synes at mener, at han fremkommer med en anden forståelse af teksten. Men det er uklart, hvad han egentlig mener.
Lazarus Kold bruger en “gammel jødisk lov” (som jeg ikke kender, men da gerne vil have en henvisning til) som argument mod at Es. 53 skulle lære Kristi stedfortrædende fyldestgørelse. Jeg ved ikke, om østkirken anerkender gammel jødisk lov som lærenorm, men den lutherske kirke gør ikke. Udover det, er Lazarus Kolds argumenter mod Es. 53 af samme rationalistiske type, som Poul Sebbelovs argumenter: “det kan ikke passe”. På den måde ligner de to ortodokses argumenet, kalvinismens og anden protestantisk kristendoms rationalistiske tænkemåde.
Lazarus Kold skriver endvidere: Derfor er hver person som fødes i verden, undfanget i synd (Salme 51), dvs vævet sammen med den korruption som Adams fald forsagede. Derfor lever vi udenfor Paradis og derfor dør vi. Men skylden for Adams fald, har vi ikke arvet. Men netop i salme 51 står der i det parallelle vers, at David har været i skyld fra sin fødsel. Og i det før citerede i Rom 5 læres også, at Adams synd bragte fordømmelse over alle mennesker. Lazarus Kold fortsætter med at argumentere rent rationalistisk: Gud holder os ikke ansvarlige for noget, som vi på ingen måde har del i. Ingen af os var jo til, før vores forældre undfangede os. Gud kommer i hu og anerkender, at vi lever i synd. Men han regner ikke Adams skyld mod os. Ligeledes ville du nok ikke tage en bankrøver eller morders eller desliges skyld på dig, men du ville vel stadig anerkende, at hans overtrædelser udspringer af den samme ursynd som de overtrædelser du eventuelt selv måtte begå. En allegori kan ikke bruges som et argument, men kun som en illustration. Ligesom Poul Sebbelov, anklager Lazarus Kold nu den Gud, der straffer syndere med sine rationalistiske argumenter: “Det kan ikke passe”.
Lazarus Kold henviser som belæg for, at Gud ikke straffer syndere bl.a. til 2. Mos 34,7, men citerer kun den ene halvdel af verset. Verset lyder i sin helhed: Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn. Det dokumenterer altså netop dét, Lazarus Kold og Poul Sebbelov benægter: At Gud både elsker skabningen og straffer synderen.
Det er netop dette paradoks, at Gud både er hellig og straffer synden og kærlig og barmhjertig og ønsker at frelse alle mennesker, luthersk kristendom fastholder. Kun i læren om den objektive forsning, hvor Gud forsonede Gud, kan dette paradoks løses.
Lazarus Kold slutter af med at skriver: Et råd til dig ville være, at bruge mere tid på at læse de ærværdige apostles breve og mindre tid på at læse det Gamle Testamente og så vil du opdage hvor stor vægt den tidlige Kirke lagde på opstandelsen.
Mit svar er: Lazarus Kold kender intet til, hvordan jeg bruger min tid. Mit indlæg henviste da også til flere steder hos apostlene, så påstanden er grundløs.
Jeg har læst apostlenes breve (og har endda papir på det) og netop argumenteret ud fra disse for den objektive forsoningslære.
Og jeg lægger den allerstørste vægt på opstandelsen, hvor Gud erklærede os retfærdige i sin Søn, Jesus Kristus. Dette får vi kun del i ved troen, som skabes og bevares gennem ordet og sakramenterne. Derfor går vi i kirke, derfor døber vi og derfor modtager vi Herrens legeme og blod til syndernes forladelse.
Hvis Lazarus Kold vil vide, hvilken vægt vi lægger på opstandelsen som grundlaget for vores retfrædiggørelse og dermed hele den kristen tro, kan jeg anbefale ham at læse min påskeprædiken.
Mvh. Pastor cand.theol. Magnus Nørgaard Sørensen