På Indre Missions nye blog, kan man under overskriften “Hvornår danner Indre Mission Frikirke” læse, hvordan IM’s vicegeneralsekretær benægter den Augsburgske Bekendelses artikel 7.
I den Augsburgske Bekendelses artikel 7 står der: Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig.
Peter Nord Hansen, vicegeneralsekretær i Indre Mission skriver derimod i en kommentar den 30. april: Sagen er, at vi aldrig opnår en kirke med ren forkyndelse.
Umiddelbart tænker man, at det må være en fejl, at fremtrædende personer i Indre Mission så direkte modsiger indholdet af den Augsburgske Bekendelse.
Men Peter Nord Hansen fastholder sit synspunkt og anklager endog dem, der tror på, at man kan forkynde Guds ord rent og forvalte hans sakramenter ret for donatisme med henvisning til den Augsburgske Bekendelses fordømmelse af denne vranglære.
Donatismens fejl var dog ikke, at man troede på en ren forkyndelse og sakramentsforvaltning. Fejlen ved donatismen var, at man gjorde ordets og sakramenternes virkning afhængig af forvalterens tro og fromhed.
Artikel 8 i Den Augsburgske Bekendelse, som fordømmer donatisme, handler om onde og hyklere, som altid vil være indblandet kirken i dette liv.
Melanchthon uddyber det, når han i forklaringen til artikel 7 og 8 i forsvarsskriftet for Den Augsburgske Bekendelse (Apologien) skriver:
Den ottende artikel er helt igennem antaget, i hvilken vi bekender at onde og hyklere er blandet ind i kirken, og at sakramenterne er virksomme, selvom de forvaltes ved onde tjenere, fordi tjenerne handler i Kristi sted, idet de ikke repræsenterer deres egen person, ifølge dette [ord]: Den, der hører jer, hører mig [Luk 10,16].
Ugudelige lærere bør man forlade, fordi de ikke handler i Kristi persons [sted], men er antikrister. Og Kristus siger: Vogt jer for de falske profeter [Matth. 7,15] og Paulus: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium, forbandet være han [Gal 1,9].
(Egen oversættelse BELK Art. VII/VIII pkt. 47 p. 246)
Det burde altså være klart, at Den Augsburgske Bekendelse skelner mellem vranglærere på den ene side og onde og hyklere på den anden side. Forkyndelsen må holdes ren, men vi kan aldrig vide med sikkerhed, hvem der måtte være onde og hyklere.
Peter Nord Hansen vil dog ikke indlade sig i en teologisk diskussion og forklare, hvorfor han næsten ordret fornægter den Augsburgske Bekendelse. I stedet fastholder han sin påstand om donatisme og benægter, at han skulle være i modstrid med Den Augsburgske Bekendelse.
Det kan undre, at en præst og leder i en bevægelse, som ellers af mange regnes for “bibel og bekendelsestro” alligevel så direkte benægter den lutherske lære om kirken og den kendetegn.
Selvom troskab mod Den Augsburgske Bekendelse naturligvis må føre til, at man forlader den vranglærende folkekirke, forventer man alligevel ikke en så åbenlys modsigelse af den fra en leder i Indre Mission. Det rejser flere spørgsmål:
Er Indre Mission i virkeligheden snarere en pietistisk bevægelse end en evangelisk-luthersk bevægelse? Og er den i så fald snarere en fjende af den lutherske bekendelse end en forsvarer af den?
Så længe Indre Missions ledelse mener sig hævet over teologisk kritik på luthersk grund er der i hvert tilfælde ikke meget andet at gøre end at advare lutheranere mod denne folkekirkelige bevægelse.
[...] “den rene kirke” slynget ud mod dem, der overvejer at forlade folkekirken Se f.eks. min kommentar til en tidligere debat med IM’s generalsekretærer, hvor disse heller ikke ville forholde sig [...]