Jeg har fået følgende kommentar på mit sidste indlæg vedrørende min ordination.
Selvom bloggen selvfølgelig ikke skal ende som en brevkasse, er det godt at få nogle input og spørgsmål fra læsere af bloggen. Det giver mig mulighed for at fortælle, hvem Augustanakirken er, og hvad vi tror og bekender.
Hej Magnus
Nu hvor det er spørgetid, så kunne jeg godt lide at vide, om der er en teologisk forskel på Martinskirken og Augustanakirken, da der så vidt jeg ved ikke er ret mange kirker i dag, som bekender sig til den lutherske ortodoksi. Så vidt jeg er orienteret, så har Martinskirken en afdeling i Århus, så I må næsten være naboer. Har man ikke overvejet at samle kræfterne? Nu når folkekirken har svigtet sit bekendelsesgrundlag må det være ekstra vigtigt at alle gode kræfter samarbejder.
Tak i øvrigt for en interessant blog, især din diskussion med Poul Sebbelov var meget inspirerende. I disse dialogtider er det sjældent, at man møder teologer, som står fast på deres teologiske fundament og ikke fører dialog for dialogens skyld. Jeg kunne ønske, at det var de lutherske ortodokse, som var blevet i folkekirken, mens dem som ønsker religionsblanding havde danne frikirker.
Venlig hilsen Søren W
Tak for din kommentar, Søren, og for de pæne ord om bloggen.
Martinskirken er en del af Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark, som har en menighed i Århus: Gratiakirken.
En splittelse af Den evangelisk-lutherske Frikirke førte i foreåret 2007 til dannelsen af Augustanakirken. De læremæssige begrundelser for, at vi blev nødt til at stifte Augustanakirken i foråret 2007, finder du her.
Jeg anser ikke længere Den evangelisk-lutherske Frikirke (herunder Martinskirken) for at være ortodoks luthersk.
Jeg kan kun være enig med dig i, at det ville have været glædeligt, hvis Folkekirken var forblevet ortodoks luthersk. Men når den ikke er det, så må man som ortodoks lutheraner høre apostlens formaning (Rom 16,17) og forlade den, da man ikke kan have kirkeligt fællesskab med vranglærere (se også dette indlæg). Det gælder både folkekirker og frikirker.
Også det handler dybest set om tillid til, at Guds ord er virksomt, så man kan tilsidesætte alle spekulationer om kirkepolitik og strategi og stole på, at Gud forsamler sin kirke, hvor ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse.
I tillid til at Helligånden virker troen på evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld gennem ordets rette forkyndelse, tør vi være få, når det er nødvendigt for at bevare Guds ord rent og uforfalsket. Det er ikke vores opgave at give kirken vækst, men Guds opgave. Vi skal blot bekende, forkynde og forvalte Guds ord og sakramenter (1 Kor 3,7).
Mvh. Magnus Sørensen