Mogens S. Mogensen henviser på sin blog til en Jonathan Sacks, som mener følgende
Ideen om en religiøs sandheds universalitet indebærer nødvendigvis til et kald til omvendelse, som uomgængeligt fører til påtvingelse af religionen med magt, og derfor til religiøse konflikter.
Grunden til, at jeg tager dette frem, er egentlig ikke at kommentere Mogens Mogensens behandling af spørgsmålet.
Det er i stedet, fordi det synes at være en meget udbredt opfattelse, at troen på en absolut og objektiv religiøs sandhed med nødvendighed medfører undertrykkelse med magt. Derved sidestiller man religioner, der søges indført gennem det politiske system med religioner, der ikke gør (eller i hvert tilfælde ifølge deres væsen).
Sandheden er jo den, at religiøs relativisme kan være mindst lige så undertrykkende. Når religionen f.eks. reduceres til et redskab i statsmagtens tjeneste, bliver religiøs afvigelse jo et oprør mod staten. Det var noget af baggrunden for kristendomsforfølgelsen i det hedenske romerige.
Og desværre hører man også idag politkere, der politisk vil bekæmpe såkaldt “fundamentalisme”, uanset om denne “fundamentalisme” har politiske intentioner eller ej.
I stedet for at skelne mellem religion og politik vil de gøre deres egen sækularistiske eller relativistiske religion til statsreligion. Man kan frygte, at religionsfriheden på længere sigt vil blive truet med denne retorik.
Men hvordan er det da med ortodoks luthersk kristendom? Søger den ikke at fastholde mennesker i en statsreligion?
I Den Augsburgske Bekendelses artikel 28 står der:
Den kirkelige har sin bemyndigelse til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne; den må ikke bryde ind på noget andet embedsområde, ikke overdrage verdensriger fra den ene til den anden, ikke afskaffe øvrighedernes love, ikke ophæve den lovmæssige lydighed, ikke lægge hindringer i vejen for retslige undersøgelser angående nogen borgerlig ordning eller overenskomst og ikke foreskrive øvrighederne love om indretningen af statens forfatning, som Kristus siger (Joh.18.36): “Mit rige er ikke af denne verden”, ligeledes (Luk.12.14): “Hvem har sat mig til dommer eller deler over eder?”
Dette hænger naturligvis også sammen med, at evangelisk-lutherske kristne tror, at det alene er Guds lov og evangelium, der kan gøre mennesker til kristne. Helligånden virker gennem ordet og overbeviser mennesker om, at de er syndere og om, at Gud tilgiver dem for Jesu lidelses og døds skyld.
Men øvrigheden er også indsat af Gud. Derfor underordner evangelisk-lutherske kristne sig landets love og søger ikke at gennemtvinge deres religion ved magt.
Grunden til, at det gik sådan efter reformationen, at man fik statskirker, var snarere politiske grunde end teologiske.
Den danske ortodokse lutherske 1800-tals-teolog, Andreas Gottlob Rudelbach, gør i sit skrift “Den Evangeliske Kirkeforfatnings Oprindelse og Princip” rede for denne sørgelige udvikling.
Rudelbach var en af fortalerne for religionsfrihed i 1800-tallet. Han var også dén, der allerede før Grundloven fik kongen overbevist om, at tvangsdåb af baptistbørn var forkert.
Samtidig fastholdt Rudelbach en ubetinget forpligtelse på de lutherske bekendelser indenfor kirken. Derfor bekæmpede han rationalismen og den grundtvigske ligegyldighed med den lutherske lære.
Religionsfrihedens glemte bannerfører var altså en ortodoks lutheraner, som om nogen fastholdt en absolut religiøs sandhed.
Desværre tog Rudelbach aldrig konsekvensen af sit gammellutherske ståsted. Han, som både hævdede, at kirken måtte bygge på læremæssig enighed og den lutherske bekendelse, og som ønskede stat og kirke adskilt, burde have forladt Folkekirken og dannet frikirke. Det var der andre, der gjorde og dannede ortodokse evangelisk-lutherske frimenigheder.
Troen på den lutherske lære som absolut sanhed er altså både en garanti for religionsfrihed og for borgere, der underordner sig landets love og politiske system, netop fordi de sætter deres religion over demokratiet.
Yderst spændende indlæg. Jeg er MEGET sympatisk over dette syn på stat og kirke. Jeg er selv blevet en del inspireret af Mark 10:42-43. En korrekt oversættelse af “misbruger deres magt” som Jesus siger omkring hedningerne ville egentlig blot være “at udøve herredømme” – “Katakurieuo”. Og om dette siger Jesus – sådan må det ikke være hos jer. Som jeg ser det betyder det at kristendommen radikalt gør op med det der er livsblodet i denne verden. At få sin vilje gennem vold, eller trussel om vold – altså ved lov. Jeg har ikke tænkt på at Jesus også siger: “Hvem har sat mig til dommer, eller deler over eder.” Det er så rigtigt at kristendommens magt er lov og evangelium. Og det er en stor sorg at se hvorledes mange kristne lever i kirken som om de kunne slæbe staten med derind, og i staten som om de kunne slæbe kristendommen “derind.” Når det falske evangelium de har forkyndt og levet efter ikke skaber Guds riges frugter, så kan falske efterligninger altid indføres med lov og magt, så ingen lægger mærke til det bedrag der ligger til bunds for det hele.
Det er virkelig en skam at Rudelbach aldrig tog det skridt fuldt ud, det havde haft en enorm betydning om dette var sket.
Tak for et godt indlæg.
hej David
Tak for kommentaren og de gode ord.
Ja, desværre er det de færreste, der idag forstår at skelne mellem Guds to herredømmer eller regimenter. Enten vil man slæbe Biblen ind i staten eller staten ind i kirken. Eller også dæmoniserer man Guds gode ordninger og den øvrighed, Gud har indsat til at styre i det ydre.
God henvisning til Markusteksten. Jeg lagde mærke til den fejlagtige oversættelse, da jeg for nylig prædikede over teksten.Det er interessant, at Jesus netop ikke klandrer verdens herskere for at regere med magt. Det er jo Gud selv, der har indsat øvrigheden (f.eks. Rom 13), men at han samtidig gør klart, hvordan Gud regerer sin kirke – gennem ordets tjenere, som ikke regerer med ydre tvang.
Jeg tænkte, at det måske kunne interessere dig og andre at læse lidt mere om Rudelbach, så jeg har lagt et uddrag af mit gamle speciale på bloogen.
Hør desuden denne prædiken, som behandler spørgsmålet om Guds to måder at regere på – i magtens og nådens rige: http://www.augustanakirken.dk/praedikener/2008/08/17/h%C3%B8r-pr%C3%A6diken-til-13-s-e-trin-magtens-og-nadens-rige/