Det hævder Ricard Riis i dette panelsvar.
Han skriver: Ikke desto mindre, selv om vi måske ikke har lært at fastholde alle de lutherske læresætninger, så har vi dog overtaget to delvis modsigende livsholdninger fra Luther, bagved og uafhængig af alle læresætninger.
Men kan man være luthersk uden at fastholde alle de lutherske læresætinger. Er man luthersk, fordi man mener at have fastholdt nogle “livsholdninger” hos Luther? ‘
Nej, luthersk kristendom er ikke en gurudyrkelse, hvor det handler om at overtage en bagvedliggende livsholdning, som er uafhængig af læren.
Luthersk kristendom er ikke dyrkelse af Martin Luthers personlighed. Luthersk kristendom er at bekende sig den evangelisk-lutherske lære, som den står i de lutherske bekendelsesskrifter.
Spørgsmålet er så, hvordan disse forstår sig selv? Forstår de sig som tilfældige udtryk for bagvedliggende “livsholdninger”? Eller forstår de sig som klare bekendelser af Guds ords rene lære?
Den første artikel i Den Augsburgske Bekendelse begynder med: Menighederne lærer os med stor enighed…
Og i de senere artikler lyder det med reference til den første: Ligeledes lærer de…, Fremdeles lærer de…. osv.
Den Augsburgske Bekendelse forudsætter altså, at de menigheder, der tilslutter sig den rent faktisk lærer i overensstemmelse med den. Den ser ikke sig selv som et tilfældigt udtryk for nogle flyvske bagvedliggende livholdninger, men som en korrekt gengivelse af den lære, der rent faktisk forkyndes i menighederne.
Derfor beskrives Den Augburgske Bekendelse i fortalen med disse ord: …vore prædikanters og vor bekendelse i denne religionssag, således som disse hidtil har forkyndt læren ud fra de hellige skrifter og Guds rene ord (Leif Granes oversættelse s. 42).
Grunden til, at den Augsburgske Bekendelse forudsætter læremæssige enighed, er altså, at læren kan udledes af Guds rene ord.
Den Augsburgske Bekendelse og de øvrige lutherske bekendelsesskrifter vil altså blot gengive Guds rene ord. Den, som ikke mener, at de gør det, kan ikke kalde sig luthersk.
Var det nu også Luthers “livsholdning”, vil nogen måske spørge? SVaret finder vi i f.eks. Luthers store Galaterbrevskommentar:
“Derfor skal man, som jeg ofte påminder om, skelne omhyggeligt mellem lære og liv. Læren er himlen, livet er jorden. I livet er der synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kærligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder fremfor alt syndernes forladelse, når blot man ikke forsvarer synd og vildfarelse; men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord( Matt. 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den mindste smule skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med. For også vi fejler dagligt i liv og sæder, ligesom alle helgener gør. Det bekender de jo alvorligt i Herrens bøn (naturligvis fadervor) og i trosbekendelsen. Men vor lære er, Guds ske lov, ren, og alle vore trosartikler er fuldstændig begrundet i den hellige Skrift.“
(Dr. Martin Luther i i sin Store Galaterbrevskommentar til Gal 5,10b, oversat af Helge Haystrup i Store GalaterbrevsKommentar II, s. 258-259, København 1984.)
Luthers “livsholdning” var, at læren måtte forblive ren og at den lutherske lære er helt i overensstemmelse med Skriften.
Man kan altså ikke med rette kalde sig luthersk, hvis man ikke er i overensstemmelse med den lutherske kirkes historiske lære og bekendelse.
Det er altså simpelthen falsk varebetegnelse, når Folkekirken kalder sig luthersk.
Men det er mere end det. Det er også åndelig forførelse, fordi al falsk lære leder mennesker væk fra den rette tro og tillid til evangeliet om, at Gud forlader mennesker deres synd for Jesu stedfortrædende livs, lidelses og døds skyld.
Denne lære om retfærdiggørelsen af nåde, ved tro, for Kristi skyld er centrum i luthersk tro og lære. Og resten af læren er forbundet med denne lære, så en fejl et sted fører til en fejl i resultatet. eller som Paulus skriver: Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen (Gal 5,9).
Tilføjet senere:
Se også øvrige indlæg i serien om Folkekirken og bekendelsen:
3.2. – læren om Kristi gerning
4 – læren om retfærdiggørelsen
5 – læren om embedet og nådemidlerne
[...] ham ret i den kritik. Jeg har andre steder dokumenteret læreopløsningen i folkekirken (se f.eks. her – særligt oversigten i [...]