Evangelisk-lutherske kommentarer

Sådan har jeg efterhånden hørt mange kritiserer mig (og andre ortodokse lutheranere). Der drejer sig især om folk fra Folkekirkens højrefløj, når de møder  kritik fra os, der i manges øjne – teologisk set – ligger længere til højre.

I sin tid, da jeg kritiserede IM for ikke at holde sig til bekendelsen og spurgte Peter Nord Hansen, hvorfor han benægtede den Augsburgske Bekendelses artikel 7 næsten ordret (i hvert tilfælde lige så ordret, som Grosbøll benægter artikel 1 i samme bekendelse), fik jeg at vide, at han ikke kunne lide min “debatstil” og derfor ikke havde yderligere kommentarer.

Peter Nord Hansen pegede ikke på, hvad problemet i min “debatstil var”, men stoppede blot debatten, fordi han ikke kunne lide den. Dét, der adskilte min debatstil fra hans var i mine øjne, at jeg begrundede mit synspunkt i Skrift og bekendelse, mens han ikke gjorde.

Det kan sikkert være hårdt, at blive bedømt som en vranglærer, der er i strid med den Augsburgske Bekendelse, når man er en del af en bevægelse, der hævder at være bibel- og bekendelsestro. Men når man vælger at fremføre sin lære offentligt, må man også være klar til at står til regnskab for den.

At kritisere andres “debatstil”, fordi de kritiserer ens lære, er at unddrage sig saglig kritik.

Grunden til, at jeg nu bringer dette op, er at jeg har været udsat for noget lignende for nylig. På Henrik Højlunds blog skrev jeg et indlæg, hvor jeg spurgte Brian Nissen fra Nederen.dk om ikke Folkekirken, ligesom Det Teologiske Fakultet, var og er konfessionsløs.

Brian gik ikke ind i en diskussion, men fremkom med en generel karakteristik af mig: Men den diskussion har du startet op igen og igen ved snart sagt enhver lejlighed – og det bliver trættende at høre på den skingre røst, der blot råber: “Folkekirken er en vranglærende skøge – kom hellere over til os i Augustanakirken.” - der var ingen henvisninger eller begrundelse for denne generelle nedsættende karakteristik af mig.

Senere skriver han: MEN det bliver bare temmelig trættende og skingert, når du bruger hver en anledning til at trække dine kæpheste ud af stalden. Igen noget, som ikke siger noget om virkeligheden eller henviser til den, men alene til Brians følelser.

Det eneste problem, han påpeger, er at jeg har en række synspunkter (“kæpheste”), jeg ofte fører frem. Hvis man ved, hvad jeg skriver, vil man vide, at mine synspunkter er konfessionelle lutherske synspunkter.

Da Brian ikke forklarer, hvad problemet er, drager jeg derfor følgende konklusion ud fra, hvad han skriver: Jeg kan se, at du nu har ændret det til, at jeg har flere kæpheste. I dine tidligere indlæg var problemet ellers, at jeg red en kæphest for hårdt. Hvis man læser, hvad jeg skriver, vil man også se, at jeg har langt flere kæpheste, end den ene. Problemet er altså med andre ord, at jeg forsvarer den lutherske lære og forkaster falsk lære. Mine “kæpheste” er altså med andre ord lutherske lærepunkter, som du ikke er enig i.

Brian har ikke skrevet, hvad problemet er, udover at jeg igen og igen tager de samme ting frem og beskylder andre for vranglære. Han har ikke påpeget, at jeg skulle have gjort det med urette, men blot kritiseret, at jeg gør det. Derfor er det umuligt at drage anden konklusion, end at Brian har et problem med mine teologiske synspunkter og min gentagelse af dem, som naturligvis er begrundet i, hvor vigtige, jeg synes, de er. Da Brian heller ikke efterfølgende korrigerer min konklusion, må man gå ud fra, at han er enig. I hvert tilfælde kan man ikke beskylde mig for at fordreje sandheden, når man ikke konkret korrigerer min konklusion.

På baggrund af denne konklusion på, hvad Brians problem er, retter jeg følgende kritik: Du kommer med en række generaliserende ad-hominem-angreb, som du ikke dokumenterer eller konkretiserer, i stedet for at forholde dig til den sag, der diskuteres. Og ja, jeg tager det som udtryk for, at du ikke tager Biblen, Gud, sandheden og læren alvorligt!

Når man kritiserer én alene for at gentage en læremæssig kritik, må det naturligvis betyde, at man ikke selv mener, at læren er nær så vigtigt. Da må bedømmelsen fra en, der mener, at den er vigtigt naturligvis også være, at man ikke tager Gud, Biblen, sandheden og læren alvorligt.

Men her er ikke tale om en fordrejning af Brians udsagn, som Brian senere hævder – naturligvis uden at begrunde det. Der er ikke tale om en fortolkning af Brians udsagn, men om en bedømmelse af det. 

Brians svar er: Det er så svært at debattere med en, der sidder så højt oppe på piedestalen, at man ikke kan råbe så højt, at det høres helt deroppe…Dette udsagn, som tydeligvis er rettet mod mig, begrunder han heller ikke; men man kan da undre sig over, at han kan finde på at bruger ordet skinger om mig med den facon, han selv bruger.

Udsagn af den type har jeg mødt før, når jeg har givet udtryk for min tro på en objektiv erkend bar sandhed – også i forståelsen af Biblen. Det er dog en anklage som bygger på, at den postmoderne tvivl om sand erkendelses mulighed er sand, hvorfor man antager at en påstand om det modsatte er udtryk for hovmod. Det er altså ikke et udsagn om debatstil, men om, hvordan Brian ser på muligheden for sikker erkendelse.

Min forståelse af, at det er dér problemet ligger for Brian, bakkes op af Frovin på samme blog, når han til mig skriver: …og vil blot gentage, at der er forskel på dit syn på hvad skriftens klarhed betyder og andre.

Det er altså ikke en tanke grebet ud af den blå luft, når jeg skriver: Problemet er altså med andre ord, at jeg forsvarer den lutherske lære og forkaster falsk lære. Mine “kæpheste” er altså med andre ord lutherske lærepunkter, som du ikke er enig i.
I så fald må du hellere vende dig til det. Jeg har tænkt mig at blive ved.

At gøre det til et etisk problem og udtryk for manglende ydmyghed, at andre ikke har samme erkendelsesteoretiske udgangspunkt er både plat og intolerant, men desværre typisk for vor tid.

Læg mærke til, at jeg kvalificerer min anklage om postmodernisme med, at det er i den bløde pietistiske-evangelikale form. Der er altså ikke tale om, at jeg beskylder Brian for at være en hårdkogt skepticist.

Alligevel fortsætter han med at reagere – dog uden at påpege, hvor min eventuelle fejlslutning skulle være: Jeg beklager, Magnus – men sådan noget her gør altså, at jeg har så uendelig svært ved at tage dig seriøst.

Det virker som om, at du enten ikke vil – eller ikke formår – at læse og forstå, det jeg skriver til dig. Det er måske derfor du har brug for at twiste mine udsagn på den måde? Jeg syntes det er SÅ ynkeligt…

I stedet for at påpege, hvor han er uenig og hvorfor, han mener, at jeg tager fejl, får jeg blot at vide, at han har svært ved at tage mig seriøst og at det er ynkeligt. Altså igen en række nedsættende udtryk, som ikke siger noget om virkeligheden, men alene beskriver Brians følelser for mig.

Herefter henviser jeg Brian til indlæg 18, hvor jeg begrundede min forståelse af hans udsagn om kæpheste og min advarsel mod ligegyldighed med læren. 

Brian svarer igen ikke med at konkretisere eller begrunde, hvor jeg tager fejl, men fortsætter i samme spor med nedsættende udtalelser uden henvisning til virkeligheden:

Og så kan du for min skyld antage herfra og til månen – og du kan for min skyld hoppe op og klistrer alverdens labels på både mig og andre – og om du så krydrer dine påstande med fine tomme fraser og høje lixtal, så hindrer det ikke ved, at jeg dybest set syntes, at det er lidt synd for dig…

Jeg ved ikke, hvilke “fine tomme fraser” Brian tænker på, men ud fra, hvad han ellers har skrevet, kan jeg næsten ikke tro andet, end at det må være ordet “argumentere”, der går over hans forstand. Ellers kører han i samme spor, hvor han slutter med endnu en nedsættende udtalelse om, at det er synd for mig. 

Dette er et godt eksempel på, hvordan mange idag finder det ok at tale nedsættende om andre, som jeg har dokumenteret her, at Brian har brugt adskillige nedsættende udtryk om mig og min person, uden på noget tidspunkt at konkretisere problemet eller argumentere for det.

Til gengæld mener man at det er en problematisk “debatstil”, at man stempler andres synspunkter og meninger – altså går efter bolden. Det er sørgeligt, at meninger ikke længere kan brydes, mens man i stedet må lægge ryg til personangreb af denne slags – og det af folk, der kalder sig kristne.

Det vidner om en tid, hvor den sande lære ikke er i høj kurs – heller ikke blandt folk, der gerne vil anses for at være bibel- og bekendelsestro. Men endnu værre end det, så vidner det også om kødelig sikkerhed.

Når man ikke længere finde det vigtigt at sikre sig, at den lære, man tror på, er sand, men i stedet angriber dem, der påpeger problemerne, så vidner det om, at man ikke har sin egen og andres frelse kær. Og det vidner om, at man foragter Guds ord, når man ikke vil lade sin lære korrigere af Guds ord, men i stedet angriber dem, der påpeger vranglære.

Men oprør mod lovens første tavle er mindst lige så farligt som oprør mod lovens anden tavle. At foragte Guds ord og lære er ikke en mindre synd end f.eks. foragt for det sjette bud. Den, der ubofærdigt fastholder synden, er faldet ud af nåden og vil gå fortabt, hvis vedkommende ikke omvender sig og sætter sin lid til evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld.

Dette indlæg var indsendt den mandag, oktober 20th, 2008 kl. 22:15 og gemt under Ikke kategoriseret. Du kan følge alle svar på dette indlæg via RSS 2.0 feed'et. Du kan indsende en kommentar, eller linke tilbage fra din egen side.