“Det er måden, du siger det på”

Sådan har jeg efterhånden hørt mange kritiserer mig (og andre ortodokse lutheranere). Der drejer sig især om folk fra Folkekirkens højrefløj, når de møder  kritik fra os, der i manges øjne – teologisk set – ligger længere til højre.

I sin tid, da jeg kritiserede IM for ikke at holde sig til bekendelsen og spurgte Peter Nord Hansen, hvorfor han benægtede den Augsburgske Bekendelses artikel 7 næsten ordret (i hvert tilfælde lige så ordret, som Grosbøll benægter artikel 1 i samme bekendelse), fik jeg at vide, at han ikke kunne lide min “debatstil” og derfor ikke havde yderligere kommentarer.

Peter Nord Hansen pegede ikke på, hvad problemet i min “debatstil var”, men stoppede blot debatten, fordi han ikke kunne lide den. Dét, der adskilte min debatstil fra hans var i mine øjne, at jeg begrundede mit synspunkt i Skrift og bekendelse, mens han ikke gjorde.

Det kan sikkert være hårdt, at blive bedømt som en vranglærer, der er i strid med den Augsburgske Bekendelse, når man er en del af en bevægelse, der hævder at være bibel- og bekendelsestro. Men når man vælger at fremføre sin lære offentligt, må man også være klar til at står til regnskab for den.

At kritisere andres “debatstil”, fordi de kritiserer ens lære, er at unddrage sig saglig kritik.

Grunden til, at jeg nu bringer dette op, er at jeg har været udsat for noget lignende for nylig. På Henrik Højlunds blog skrev jeg et indlæg, hvor jeg spurgte Brian Nissen fra Nederen.dk om ikke Folkekirken, ligesom Det Teologiske Fakultet, var og er konfessionsløs.

Brian gik ikke ind i en diskussion, men fremkom med en generel karakteristik af mig: Men den diskussion har du startet op igen og igen ved snart sagt enhver lejlighed – og det bliver trættende at høre på den skingre røst, der blot råber: “Folkekirken er en vranglærende skøge – kom hellere over til os i Augustanakirken.” - der var ingen henvisninger eller begrundelse for denne generelle nedsættende karakteristik af mig.

Senere skriver han: MEN det bliver bare temmelig trættende og skingert, når du bruger hver en anledning til at trække dine kæpheste ud af stalden. Igen noget, som ikke siger noget om virkeligheden eller henviser til den, men alene til Brians følelser.

Det eneste problem, han påpeger, er at jeg har en række synspunkter (“kæpheste”), jeg ofte fører frem. Hvis man ved, hvad jeg skriver, vil man vide, at mine synspunkter er konfessionelle lutherske synspunkter.

Da Brian ikke forklarer, hvad problemet er, drager jeg derfor følgende konklusion ud fra, hvad han skriver: Jeg kan se, at du nu har ændret det til, at jeg har flere kæpheste. I dine tidligere indlæg var problemet ellers, at jeg red en kæphest for hårdt. Hvis man læser, hvad jeg skriver, vil man også se, at jeg har langt flere kæpheste, end den ene. Problemet er altså med andre ord, at jeg forsvarer den lutherske lære og forkaster falsk lære. Mine “kæpheste” er altså med andre ord lutherske lærepunkter, som du ikke er enig i.

Brian har ikke skrevet, hvad problemet er, udover at jeg igen og igen tager de samme ting frem og beskylder andre for vranglære. Han har ikke påpeget, at jeg skulle have gjort det med urette, men blot kritiseret, at jeg gør det. Derfor er det umuligt at drage anden konklusion, end at Brian har et problem med mine teologiske synspunkter og min gentagelse af dem, som naturligvis er begrundet i, hvor vigtige, jeg synes, de er. Da Brian heller ikke efterfølgende korrigerer min konklusion, må man gå ud fra, at han er enig. I hvert tilfælde kan man ikke beskylde mig for at fordreje sandheden, når man ikke konkret korrigerer min konklusion.

På baggrund af denne konklusion på, hvad Brians problem er, retter jeg følgende kritik: Du kommer med en række generaliserende ad-hominem-angreb, som du ikke dokumenterer eller konkretiserer, i stedet for at forholde dig til den sag, der diskuteres. Og ja, jeg tager det som udtryk for, at du ikke tager Biblen, Gud, sandheden og læren alvorligt!

Når man kritiserer én alene for at gentage en læremæssig kritik, må det naturligvis betyde, at man ikke selv mener, at læren er nær så vigtigt. Da må bedømmelsen fra en, der mener, at den er vigtigt naturligvis også være, at man ikke tager Gud, Biblen, sandheden og læren alvorligt.

Men her er ikke tale om en fordrejning af Brians udsagn, som Brian senere hævder – naturligvis uden at begrunde det. Der er ikke tale om en fortolkning af Brians udsagn, men om en bedømmelse af det. 

Brians svar er: Det er så svært at debattere med en, der sidder så højt oppe på piedestalen, at man ikke kan råbe så højt, at det høres helt deroppe…Dette udsagn, som tydeligvis er rettet mod mig, begrunder han heller ikke; men man kan da undre sig over, at han kan finde på at bruger ordet skinger om mig med den facon, han selv bruger.

Udsagn af den type har jeg mødt før, når jeg har givet udtryk for min tro på en objektiv erkend bar sandhed – også i forståelsen af Biblen. Det er dog en anklage som bygger på, at den postmoderne tvivl om sand erkendelses mulighed er sand, hvorfor man antager at en påstand om det modsatte er udtryk for hovmod. Det er altså ikke et udsagn om debatstil, men om, hvordan Brian ser på muligheden for sikker erkendelse.

Min forståelse af, at det er dér problemet ligger for Brian, bakkes op af Frovin på samme blog, når han til mig skriver: …og vil blot gentage, at der er forskel på dit syn på hvad skriftens klarhed betyder og andre.

Det er altså ikke en tanke grebet ud af den blå luft, når jeg skriver: Problemet er altså med andre ord, at jeg forsvarer den lutherske lære og forkaster falsk lære. Mine “kæpheste” er altså med andre ord lutherske lærepunkter, som du ikke er enig i.
I så fald må du hellere vende dig til det. Jeg har tænkt mig at blive ved.

Jesus har befalet os at vogte os for falske profeter og holde os fra vranglærere. Det hører til lovens første tavle at gøre det. At afholde sig fra at advare mennesker mod vranglærens gift, ville være dybt uetisk og i strid med Guds bud.

At du mener, det er et problem, at man mener at vide, hvad der er sandt og falsk, og et udtryk for, at man sætter sig på en piedestal, viser blot, at du har bøjet knæ for postmodernismen i dens bløde pietistisk-evangelikale form.

At gøre det til et etisk problem og udtryk for manglende ydmyghed, at andre ikke har samme erkendelsesteoretiske udgangspunkt er både plat og intolerant, men desværre typisk for vor tid.

Læg mærke til, at jeg kvalificerer min anklage om postmodernisme med, at det er i den bløde pietistiske-evangelikale form. Der er altså ikke tale om, at jeg beskylder Brian for at være en hårdkogt skepticist.

Alligevel fortsætter han med at reagere – dog uden at påpege, hvor min eventuelle fejlslutning skulle være: Jeg beklager, Magnus – men sådan noget her gør altså, at jeg har så uendelig svært ved at tage dig seriøst.

Det virker som om, at du enten ikke vil – eller ikke formår – at læse og forstå, det jeg skriver til dig. Det er måske derfor du har brug for at twiste mine udsagn på den måde? Jeg syntes det er SÅ ynkeligt…

I stedet for at påpege, hvor han er uenig og hvorfor, han mener, at jeg tager fejl, får jeg blot at vide, at han har svært ved at tage mig seriøst og at det er ynkeligt. Altså igen en række nedsættende udtryk, som ikke siger noget om virkeligheden, men alene beskriver Brians følelser for mig.

Herefter henviser jeg Brian til indlæg 18, hvor jeg begrundede min forståelse af hans udsagn om kæpheste og min advarsel mod ligegyldighed med læren. 

Brian svarer igen ikke med at konkretisere eller begrunde, hvor jeg tager fejl, men fortsætter i samme spor med nedsættende udtalelser uden henvisning til virkeligheden:

Og så kan du for min skyld antage herfra og til månen – og du kan for min skyld hoppe op og klistrer alverdens labels på både mig og andre – og om du så krydrer dine påstande med fine tomme fraser og høje lixtal, så hindrer det ikke ved, at jeg dybest set syntes, at det er lidt synd for dig…

Jeg ved ikke, hvilke “fine tomme fraser” Brian tænker på, men ud fra, hvad han ellers har skrevet, kan jeg næsten ikke tro andet, end at det må være ordet “argumentere”, der går over hans forstand. Ellers kører han i samme spor, hvor han slutter med endnu en nedsættende udtalelse om, at det er synd for mig. 

Dette er et godt eksempel på, hvordan mange idag finder det ok at tale nedsættende om andre, som jeg har dokumenteret her, at Brian har brugt adskillige nedsættende udtryk om mig og min person, uden på noget tidspunkt at konkretisere problemet eller argumentere for det.

Til gengæld mener man at det er en problematisk “debatstil”, at man stempler andres synspunkter og meninger – altså går efter bolden. Det er sørgeligt, at meninger ikke længere kan brydes, mens man i stedet må lægge ryg til personangreb af denne slags – og det af folk, der kalder sig kristne.

Det vidner om en tid, hvor den sande lære ikke er i høj kurs – heller ikke blandt folk, der gerne vil anses for at være bibel- og bekendelsestro. Men endnu værre end det, så vidner det også om kødelig sikkerhed.

Når man ikke længere finde det vigtigt at sikre sig, at den lære, man tror på, er sand, men i stedet angriber dem, der påpeger problemerne, så vidner det om, at man ikke har sin egen og andres frelse kær. Og det vidner om, at man foragter Guds ord, når man ikke vil lade sin lære korrigere af Guds ord, men i stedet angriber dem, der påpeger vranglære.

Men oprør mod lovens første tavle er mindst lige så farligt som oprør mod lovens anden tavle. At foragte Guds ord og lære er ikke en mindre synd end f.eks. foragt for det sjette bud. Den, der ubofærdigt fastholder synden, er faldet ud af nåden og vil gå fortabt, hvis vedkommende ikke omvender sig og sætter sin lid til evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld.

6 svar til ““Det er måden, du siger det på””

  1. Lige en opfølgning. Brian har nu fået selskab af en anonym person under pseudonymet Monster på Henrik Højlunds blog, som om muligt overgår Brian i manglende argumentation og udokumenterede personangreb.

    Han beskylder mig gentagne gange for manglende krælighed, men påpeger ikke, hvori denne manglende kærlighed viser sig. Normen for, hvad kærlighed er, er altså med andre ord ham selv og ikke Guds ord. Derudover kalder han mig “toppen af egoisme” – uden at begrunde det og skriver, at jeg er “kendt for at ringeagte folk” – også uden begrundelse. Da jeg konfronterer ham med sidstnævnte som viderebringelse af rygter, ændrer han forklaring og skriver, at det er hans opfattelse og ikke noget, han har fået at videre af andre. men han trækker ikke anklagen for at ringeagte folk tilbage.

    Jeg konfronterer Monster med hans brud på det 8. bud, når han kommer med udokumenterede generaliserende anklager, da det er konkrete brud på Guds lov og på kærlighedsbudet, ligesom hans ringeagtsytringer mod min person også er på kanten af straffelovens § 267 efter min mening. Dette svarer han ikke på, men vil ikke diskutere med mig mere. Og det, selvom det er ham, der rent faktisk har krænket mig og min ære.

    Man skal tilsyneladende passe på med at komme med saglig kritik af Folkekirkens højrefløj. Man risikerer en helt bunke udokumenterede personangreb. Og påtaler man det, risikerer man blot endnu flere.

  2. Jeg har nu forgæves forsøgt at få Henrik Højlund til at slette de ærekrænkende indlæg. Han svar er, at “ingen her har rene hænder”.

    Det er jo rigtigt nok, at alle er syndere, og der er sikkert ingen, der har kunnet sige sig fri fra syndige tanker eller for hårde ord. men i denne sammenhæng, hvor det handler om udokumenterede personangreb og falske anklager, er en sådan udtalelse de facto en tilslutning til de ukonkrete anklager.

    Henrik Højlund har ikke svaret på mit efterfølgende spørgsmål om, hvor jeg har svinet mine hænder til.

    Heller ikke Henrik Højlund, som er en ledende skikkelse på den statskirkelige højrefløj, ser altså ud til at respektere altså det 8. bud.

    Han burde som præst ikke blot slette ærekrænkende indlæg på opfordring, men faktisk formane de mennesker, der fremfører disse ubegrundede udtalelser. Nu stiller han sig i stedet i realiteten bag dem.

    Spørgsmålet er vel, om den statskirkelige højrefløj er antinomister, når det kommer til det 8. bud, siden man kan agere sådan. Man kæmper gerne for det sjette bud mod f.eks. velsignelse af homofile partnerskaber. Men hvad med de øvrige bud?

  3. Robert B. Hansen siger:

    Hej Magnus, hvis jeg lige må have lov til at komme med en kommentar til den…længerevarende…debat, som har kørt på Henrik Højlunds Blog. Rent faktisk så beretter Augustin om tilfælde af tungetale i sin menighed i Hippo (og han bifalder fænomenet), så det er altså ikke helt rigtigt, når du skriver at tungetalen ophørte før Augustin; videre vil jeg sige, at selv om der ikke er særligt meget karismatiker i mig (men det ved du vel), så er det ikke i sig selv et holdbart argument mod denne at hævde, at Luther var modstander. Spørgsmålet må vel, hvis man accepterer Luthers argumentation, hvad jeg antager du gør, være, hvad Skriften siger om det.
    Til trods for at jeg er rygende uenig med dig rent teologisk, så håber jeg fremdeles, at du har det godt.
    De bedste hilsner
    Robert

  4. Hej Robert

    Lang tid siden

    Så vidt jeg er orienteret giver Augustin udtryk for, at man ikke kender til det mere. Så jeg vil da gerne se en henvisning, når du nu siger det modsatte.

    Mht. Luther, så var diskussionen på Højlunds blog en henvisning til en anden debat om 1 Kor 13 (som er min begrundelse for at benægte eksistensen af tungetale efter apostlene), hvor det blev femført, at jeg var uenig med Luther. Derfor denne diskussion.

    Håber også, at du har det godt.
    Magnus

  5. Robert B. Hansen siger:

    Hej Magnus
    Jeg har referencen fra Peter Brown – en slægtning til den bedre kendte Søren Brun:-) – “Augustine of Hippo”, den forekommer i kapitlet om “De Civitate Dei”; jeg mener at det er hen imod bog 20ff. Det er imidlertid også korrekt at Augustin adskillige år tidligere i en af sine prædikener (jeg mener, at det er hom 11) skriver at tungetale “er gået bort”; hvis jeg erindrer ret bruger han det argument i forbindelse med et forsvar for barnedåben.
    Robert

  6. Hej igen Robert

    Hvis du har Peter Bruns bog derhjemme – og har tid – må du gerne sende henvisningen til mig. SÅ slipper jeg for at skulle ud at lede efter bogen.
    Jeg har referencerne fra Douglas Judisch “An evaluation of the claims to the charismatoc gifts” s. 77-78. Det drejer sig om Homilien over 1 Kor samt “De baptismo contra Donatistas” 3.16.

    I begge giver Augustin udtryk for, at de forsvandt lang tid før og i homilien giver han udtryk for, at det er derfor teksten er uklar for de fleste. Sagn er altså rimelig klar her, for mig at se. Augustin bevidner, at de ikke fandtes og ikke havde fandtes i lang tid. Om der så senere opstår et tilfælde i hans egen menighed, rokker ikke ved, at Augustin har givet udtryk for, at det ellers var uekdt i hans samtid og havde været det længe.

    Men derfor vil jeg gerne se det nævnte sted alligevel.

Indsend en kommentar