Da jeg ville skrive om artikel 7 i Den Augsburgske bekendelse, viste det sig, at den ikke var at finde i kristendom.dk’s udgave. Der er sikkert tale om en teknisk fejl (har givet dem besked). Men det er til gengæld meget symbolsk. Man kan i stedet finde denne artikel på folkekirkens hjemmeside. I Den Augsburgske Bekendelses artikel 7, står der først, hvad kirken er: Ligeledes lærer de, at der stadig vil vedblive at være een hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig.
Kirken har altså to sider. dene ene er de helliges forsamling, dvs. de troende. Det er den, der er kirken. Men det er samtidig ikke et hvilket som helst sted, hvor de hellige tilfældigvis befinder sig. Nej, kirken er de helliges forsamling i hvilken evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes retteligt. Man kan altså kende kirken på, at Guds ord forkyndes rent, dvs. i overensstemmelse med Biblens lære og særligt, at det deles ret i lov og evangelium. Man kan desuden kende kirken på, at sakramenterne forvaltes ret, dvs. i overensstemmelse med Jesu befaling.
Denne lære om kirken har trange kår i dagens kirke, og har haft det længe. Pietisme, oplysningstid og grundtvigianisme har alle angrebet læren om kirken i folkekirken, så den gamle lutherske lære herom stort set ikke er at finde i Folkekirken. Pietisterne ville gøre De helliges forsamling synlig og ikke lade kirken kendes på ordets rene forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning
Som jeg tidligere har påpeget, så benægtes den lutherske lære om kirken bl.a. af Indre Missions vicegeneralsekretær Peter Nord Hansen, som ikke tror på en kirke, hvor evangeliet forkyndes rent. Peter Nord Hansen forklarer i løbet af debatten: Guds ord er den Hellige Skrift. Prædikenen er en udlægning og en formidling af dette ord. Og det må altid være vores bøn som forkyndere, at det er Guds rene ord, vi rækker mennesker. Men det er virkelig en bøn i mit hjerte, for jeg er klar over, at hvis det skal lykkes, så er det et Guds under og en Guds nåde imod mig som forkynder og dem, der lytter. Sådan må det være fordi jeg som forkynder også kender mig selv som et syndigt menneske. Derfor kan der så at sige gå kød i min forkyndelse. Og et andet sted: Jeg mener bare det er væsentligt at fastholde, at det er Guds ord, som det er åbenbaret i den Hellige Skrift der rækker os frelsen. Derfor vil jeg med min forkyndelse bestræbe mig på at række dette ord og ønsker af være et Guds redskab til at give alle som hører min forkyndelse tillid til Guds ord som det, der har livet i sig. Peter Nord hansen er altså med andre ord ikke i stand til at sige med sikkerhed, at han forkynder Guds rene ord. Han kan kun håbe, at det engang imellem er tilfældet. Hans forkyndelse bliver en henvisning til Guds rene ord og ikke en proklamation heraf. Begrundelsen er, at han er en synder. Det er interessant, fordi dét at gøre forkyndelsens virksomhed afhængig af forkynderens person netop er problemet ved donatisme, som Peter Nord Hansen beskylder mig og andre lutheranere for. Det vil jeg vende tilbage til i forbindelse med artikel 8, som netop handler om donatismen.
Dernæst underviser Den Augsburgske Bekendelse os om kirkens enhed:
Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef. 4.5): “Een tro, een dåb, een Gud og alles Fader” osv.
For at man kan være i samme kirke og praktisere kirkeligt fællesskab (dvs. forsamles om ordet og sakramenterne) må man altå være enig i evangeliets lære og sakramenternes forvaltning. Er man ikke det, kan man ikke have kirkeligt fællesskab. dette er egentlig blot en udfoldelse af første del af artikel 7. Når kirken er den forsmaling, i hvilken ordet forkyndes og læres rent og sakramenterne forvaltes ret, må enhed i kirken naturligvis også forudsætte, at man er enige i ordets rene forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Der er ikke tale om en falsk enhed, hvor man fortier uenigheder, men om at man bygger sit kirkelige fællesskab på virkelig enighed med Guds rene ord. Der kræves altså både enighed i Guds kirke om, hvad evangeliet s rene lære er, og der kræves enighed med Guds ord.
Dette syn på kirkelig enhed er stort set ikke-eksisterende i Folkekirken. Her er nogle eksempler på fornægtelse af det.
Leuenbergkonkordien, hvor Folkekirken er gået på komrpomis med reformerte kirker i læren om bl.a. Kristi person, dåben og nadveren er et eksempel på, at Folkekirken officielt fornægter den lutherske lære om kirkefællesskab, som den kommer til udtryk i den Augsburgske Bekendelses artikel 7, idet man har erklæret kirkefællesskab med reformerte kirker. Ved hjælp af en række uklare formuleringer har man lavet noget, der kan rumme flere modstridende opfattelser. Se f.eks. den danske signaturforklaring til Leuenbergkonkordien: Vor lutherske forståelse af evangeliet og sakramenterne kan rummes inden for Leuenberg Konkordiens formuleringer. Igen og igen tales der om forståelsen af evangeliet og ikke om evangeliets rene lære. Man skiller forståelsen af evangeliet fra evangeliet selv. Leuenbergkonkordien indrømmer implicit selv, at den repræsenterer en grundlæggende anden lære: Ad disse veje har de lært at skelne imellem de reformatoriske bekendelsers grundlæggende vidnesbyrd og deres historisk betingede tankeformer. Fordi bekendelserne bevidner Evangeliet som Guds levende Ord i Jesus Kristus, afskærer de ikke vejen til en forpligtende videregivelse af det samme Ord, men åbner for den og opfordrer til at gå den i troens frihed. (pkt 5) Dét, der før skilte, var altså hostrisk betingede tankeformer. Men det var jo netop dét, reformatorerne så som evangliets lære, som der krævedes enighed om!
Et andet eksempel er Søren Krarup, der skriver i en artikel i Tidehverv: Derimod er det ikke forbudt at strides om, hvad der er evangelium rent og purt. Som bekendt forpligter en præst sig ved sin ordination til at forkynde evangeliet rent og purt, idet han underskriver præsteløftet, og striden skal angå evangeliets rette forkyndelse, men folkekirken har ingen pave. Biskoppen skal ikke tale ex cathedra. Ordet skal være frit. Om forkyndelsen må der kunne være strid. Emnet for artiklen er håndtryk til kvindelige præster og uenigheden herom i Folkekirken. Søren Krarup har ret i, at en luthersk kirke ikke skal have en pave, der påbyder ting, der ikke er påbudt i Skriften. Men det ændrer ikke på, at man faktisk skal være enige om læren for at være i samme kirke. En luthersk præst forpåligter sig ikke blot til at prædike evangeliet efter sin egen overbevisning men i overensstemmelse med Skrift og bekendelse. Søren Krarup er altså her i strid med den Augsburgske Bekendelses artikel 7 om kirkefællesskab.
Et tredje eksempel er den såkaldte højrefløjs forbliven i Folkekirken. Selvom man er uenige med folkekirkens praksis på en række punkter, forbliver man i folkekirken. Man deltager i folkekirkens gudstjenester og deler prædikestol og alterbord med resten af folkekirken – om ikke andet sp ved f.eks. ordinationer. Man hævder at være bibel- og bekendelsestro, men kan godt være i en kirke, der tolererer åbenlys vranglære og oven i købet har erklæret kirkeligt fællesskab med reformerte kirker.
Se desuden indlægget “Er folkekirken stadig luthersk”
Se også øvrige indlæg i serien om Folkekirken og bekendelsen:
3.2. – læren om Kristi gerning
4 – læren om retfærdiggørelsen
5 – læren om embedet og nådemidlerne
6 læren om den nye lydighed og de gode gerninger
