I denne kommentar i dagens udgave af Kristeligt Dagblad, skriver rektor for DBI og medlem af repræsentantskabet for Evangelisk Luthersk Netværk, Børge Haahr Andersen (Herefter BHA) om sine ønsker til Københavns næste biskop.
BHA begynder med at skriver, at han egentlig ønsker en biskop, der vil opfylde præsteløftet, dvs. bl.a. bekæmpe de lærdomme, der strider mod Folkekirkens trosbekendelse.
Hvis en sådan ikke kan findes, vil BHA i stedet satse på en, der vil give frihed og råderum til præster og menigheder, der ønsker at efterlever Skrift og Bekendelse.
BHA kan leve med en biskop med frisind, men uden ret lære. En, som ikke vil tvinge præster til gudstjenesteligt fællesskab med vranglærere. Det er interessant, hvordan den fløj, der kalder sig bibel- og bekendelsestro påberåber sig frisindet, når det ikke lykkes at fastholde bekendelsen i Folkekirken.
- ,At man ligefrem kan leve med en åbenlys vranglærende kirke med vranglærende biskopper i strid med Den Augsburgske Bekendelses artikel 7, som netop kræver enighed om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning for kirkelig enhed.
Det kunne tyde på, at man ikke ser kirken, som bekendelsen ser den, men snarere som blot en borgerlig indretning, hvor der skal være plads til forskellige synspunkter. Hvis denne appel om frisind skal betyde noget, må den betyde, at BHA også selv vil vise det samme frisind overfor Folkekirkens vranglærere. Ellers ville det jo være dobbeltmoralsk at appelere til frisind frem for alene at kræve troskab mod bekendelsen.
Sådan så Grundtvig og de tidligere grundtvigianere også kirken, et syn bl.a. den ortodokse lutherske teolog, A.G. Rudelbach angreb, hos dem, fordi det reelt ophævede bekendelsesforpligtelsen. Rudelbach påpgede, at Grundtvig i netop dette stykke lignede rationalisterne, som også ville ophæve bekendelsesforpligtelsen.
I 1855 skriver Rudelbach således i Ugeskrift for den evangelisk Kirke i Danmark under overskriften “Den Grundtvigske Theorie og den Evangelisk-Lutherske Kirke”: Kort sagt, Rollerne vare omskiftede: hvad Rationalismen før troede at maatte fordre, for at kunne bemægtige sig Prædikestolene og Kathederet, eller i det mindste holde sig paa dem, den allerede havde inde, det fordrede man nu i den evangeliske Kirkes Navn, og hvad man før i det høieste havde undskyldt med injuria temporum og skammet sig ved eller dog beklaget, det udraabtes nu som et Majestæts- og Frihedsbrev, hvorved enhver, ogsaa den meest afvigende Retning fra Kirken, kunde vinde Hævd” (s. 251)
Det ser ud som om, historien gentager sig. I stedet for alene at kræve troskab mod bekendelsen, kan BHA “leve” med lærefrihed.
Det kan også undre, at BHA skriver, at biskopperne tvinger præsterne til gudstjenestligt samarbejde med vranglærende præster.
Vi har religionsfrihed i Danmark, og disse præster vælger selv at lade sig ordinere af vranglærende biskopper ved en gudstjeneste i Folkekirken. De har jo dermed allerede frivilligt indgået i gudstjenestligt fællesskab med stiftets biskopper og præster! De har valgt at indgå i kirkeligt fællesskab med disse! De har valgt at dele prædikestol og nadverbord med dem!
Der er ingen, der tvinger nogen til noget; det skulle da lige være de “evangelisk-lutherske” kristne, der stiller som krav til kommende præster, at de skal lade sig ordinere i en vranglærende folkekirke for at de vil kalde dem til prædikeembedet. Men her er der heller ikke tale om ydre tvang.
Hvis BHA, DBI og Evangelisk Luthersk Netværk ønskede at være evangelisk-lutherske, ville man ikke appellere til frisind, men kræve biskopper, der fastholdt bibel- og bekendelse og afsættelse af dem, der ikke gør. Når det ikke kan lade sig gøre, må man i overensstemmelse med Skrift (f.eks. Rom 16,17) og Bekendelse (artikel 7) afbryde ethvert kirkeligt fællesskab med vranglærerne og hverken dele alterbord eller prædikestol med dem.
Når BHA i stedet appellerer til frisind, lyder han mere som en grundtvigianer end en lutheraner.