Evangelisk-lutherske kommentarer

På Folkekirkens højrefløj har man på de seneste kritiseret de bispekandidater i København, som forudsætter, at præster på folkekirkens højrefløj har gudstjenestefællesskab med kvindelige præster.

Nu er jeg  enig med højrefløjen i, at en luthersk præst ikke kan have gudstjenestefælleskab med en kvindelig præst, da kvindepræsteordningen strider mod Guds ord.

Det, der undrer mig, er den dobbeltmoral, man lægger for dagen. For man støtter jo en biskop (Kaj Bollmann), som ikke vil genindføre særordinationer. Dermed støtter man jo alligevel gudstjenestefællesskab med kvindelige præster som en forudsætning for at blive præst i Københavns stift.

Kan nogen fra folkekirkens højrefløj forklare, hvordan det gudstjenestefællesskabet ved ordinationen skulle adskille sig fra gudstjenestefællesskab ved andre lejligheder?

Hvad jeg heller ikke forstår er, at man fortsat kan have gudstjenestefællesskab med mandlige biskopper, som ordinerer kvindelige præster eller blot mandlige præster, som forsvarer ordningen med kvindelige præster.

Mens det naturligvis ikke er mandschauvinisme at forsvare Guds skaberordning og dens konsekvenser for præsteembedet, kan jeg ikke forstå denne skelnen mellem mandlige og kvindelige tilhængere af kvindelige præster som andet end diskrimination og mandschauvinisme.

Udover at det er dobbeltmoralsk og diskriminerende, er højrefløjens praksis også i strid med den Augsburgske Bekendelses artikel 7, som klart siger, at det er uenighed om læren og sakramenternes forvaltning, der er kirkesplittende.

Spørgsmålet om kvindelige præster kan altså ifølge den lutherske bekendelse, som højrefløjen hævder at forsvare, ikke isoleres fra andre lærespørgsmål som det eneste spørgsmål, der reelt ophæver det kirkelige fællesskab. I det Nye Testamente lyder der heller ikke en særlig formaning om kun at holde sig fra kvindelige præster, men derimod en generel formaning til at holde sig fra vranglærere (Rom 16,17).

I denne artikel kan man læse, hvordan statskirkens højrefløj i Københavns stift satser på at stemme på én bispekandidat og ikke opstille deres egen.

Margrethe Winther-Nielsen udtaler:

- Vi er gået efter den realpolitiske linje. Så vi er blevet enige om ikke at satse på en kandidat fra egne rækker …

Begrundelsen er ifølge sognepræst Peter Sode Jensen:

- Vi valgte Kaj Bollmann, fordi han i høj grad gav udtryk for, at højrefløjen ikke blot skal tåles i folkekirken, men at den faktisk også er et vigtigt bidrag til folkekirken, siger han.

Det suppleres af sognepræst Peter Søes:

… at de vigtigste kodeord for gruppen har været holdningen til mission og tanker om rummelighed – ikke mindst selvfølgelig for præster fra den kirkelige højrefløj.

Den kirkelige højrefløj hævder at være en bevægelse, som står fast på Bibel og bekendelse.  Men man må spørge sig selv, om det egentlig er bibelen, de er tro mod, eller om det snarere er deres egne muligheder for at blive i folkekirken og bevare deres magtposition.

Dét, der kaldes realpolitik, kunne man vel lige så vel kalde kirkepolitisk kamp om magt og indflydelse. Men kan man virkelig føre realpolitik om Guds ord? Er det ikke i sig selv at benægte Guds ord som højeste autoritet i kirken? Er det ikke at sætte det mulige over kirkens Herre?

I stedet for at bekende Guds ord og lære klart og tage den konsekvens, det måtte få, kæmper man for sin ret til at være der – for folkekirkens rummelighed.

I stedet for at opstille en kandidat, som klart bekender Guds ords lære og vil gå til kamp mod vranglæren, støtter man en, der blot ikke vil marginalisere højrefløjen. 

I stedet for at flygte for ulvene, eller i det mindste bekæmpe dem, kaster man sig i armene på den ulv, der ser mest venlig ud og ikke vil smide fårene ud (læs mere om får og ulve her ).

Det er ærgeligt, at de, der hævder at være bibel- og bekendelsestro, er blevet fortalerne for den rummelige kirke. For det betyder, at de selv er på den forkerte side af den kirkekamp, de hævder at føre. Guds ord og lære, åbenbaret i Biblen og bevidnet i bekendelserne, er ikke rummeligt.

Desværre illustrerer den kirkelige højrefløjs politisering alt for godt problemet ved at blive i en vranglærende kirke. Man kommer til at drive realpolitik i stedet for at være tro mod skrift og bekendelse. Spørgsmålet om, hvad der er muligt i statskirken bliver vigtigere end spørgsmålet om, hvad der er rigtigt ifølge Guds ord. og da er der kun en gradsforskel mellem højrefløjens ulve og statskirkens øvrige ulve.