Evangelisk-lutherske kommentarer

I dag er det dagen for den danske reformation, som blev gennemført ved lov 30. oktober 1536. Imorgen er det den internationale reformations dag, årsdagen for reformationens begyndelse ved Martin Luthers 95 teser, som blev slået op på slotskirkedøren i Wittenberg.

Men hvad handlede reformationen egentlig om?

Luther slog sine teser op på slotskirkedøren i Wittenberg dagen før allehelgen. Teserne handlede om, hvordan et menneske bliver salig overfor Gud. Ifølge den romersk-katolske lære, blev man delvis salig ved Kristi fortjeneste og delvis ved sin egen samt ved helgenernes overskydende gode gerninger.

Man havde altså behov for helgenernes overskydende gode gerninger, fordi man ikke mente, at Kristi gerning ikke var nok. Derfor bad man til helgenerne.

Den romersk-katolske kirke fordømmer stadigvæk den lære, at mennesker retfærdiggøres og bliver salige pga. Jesu stedfortrædende frelsergerning alene uden menneskers gerninger. Og derfor tror de også stadig, at helgenerne kan hjælpe dem.

Reformationen handlede altså om, hvordan et menneske bliver salig. Reformationen handler om, hvordan du og jeg bliver salige – eller sagt med et andet ord – hvordan vi bliver helgener. Og det er også, hvad indledningen til Jesu bjergprædiken handler om, som er prædiketeksten til allehelgen.

Og det er også, hvad allehelgen handler om. På denne dag har det været tradition at mindes årets døde og særligt at tænke på dem, som er sovet hen i den kristne menighed. Og at dø en salig død er målet for ethvert kristenliv og det er dét, Jesus vil lære os at gøre i søndagens tekst.

Den evangelisk-lutherske lære om, hvordan vi bliver salige, handler om, at Gud har gjort og gør alt, hvad der skal til, for at mennesker kan blive salige. Den mørke baggrund herfor er, at mennesker både er skyldige til straf og ikke formår selv at gøre noget ved dette. Derfor har Gud af kærlighed sendt sin Søn, som har båret skylden og straffen på korset. Så langt vil mange romersk-katolske være enige med den lutherske kirke.

Spørgsmålet er dog så, hvordan vi får del i, hvad Kristus har gjort.

Her hævder den romersk-katolske kirke, at menneskers tilegnelse af frelsen delvis beror på Guds nåde og delvis på, hvad der sker i dem. Den romersk-katolske kirke hævder, at mennesket har en fri vilje og selv kan hjælpe til med sin frelse.

Herimod hævder den evangelisk-lutherske kirke, at mennesket er en synder, som ikke kan yde noget til sin egen frelse og derfor frelses ved Guds nåde alene. Nu kan den romersk-katolske kirke også tale om frelse af nåden alene. Men da mener den ikke blot Guds tilgivelse og nådige sindelag mod mennesker, men også de kræfter, som Gud indgyder i mennesker, så de bliver i stand til at gøre sig fortjent til frelsen.

Evangelisk-luthersk kristendom hævder, at det også er Gud alene, der skaber troen i mennesker, så de modtager, hvad Kristus vandt på korset. Og det er ved denne tro alene, troen, som stoler på, at synderne tilgives for Kristi skyld, mennesker bliver frelst. Selvom denne tro også er virksom i kærlighed, er det alene dét, at den modtager Guds tilgivelse for Kristi skyld og fortrøster sig til den, der frelser.

Dén tro, som frelse ifølge den romersk-katolske kirke, er den tro, som frelser, er den tro, som trofast overholder Guds bud i kærlighed til Guds og næsten. Troen er altså ifølge den romersk-katolske kirke en gerning, der frelser pga. de kvaliteter, der er i troen, mens troen ifølge evangelisk-luthersk kristendom er en tom hånd, der modtager Guds gave.

Den, der tror på den romersk-katolske kirkes lære, kan aldrig vide sig sikker på frelsen, men må svæve i uvished. Ja, den romersk-katolske kirke fordømmer ligefrem, at man ved sig sikker på sin frelse i kraft af evangeliet om syndernes forladelse for kristis skyld.

Den, som derimod forlader sig på, hvad Kristus har gjort og hvad han lover og giver i evangeliet i ordet og sakramenterne, kan vide sig sikker på sin frelse.

For at kunne bilde mennesker ind, at de frelses delvis ved deres egne gerninger, har den romersk-katolske kirke tilsidesat Guds ord og erklæret det for uklart og utilstrækkeligt til at kende den kristne sandhed. Her behøves både reformationen og paveembedet til at oplyse Skriften, hævdes det. også dette er med til at skabe uvished om menneskers frelse.

Reformationen var, som den kaldtes “evangeliets lyse dag”. Gud brugte Martin Luther og andre til at afsløre antikristens bedrag som i århundreder havde forført mennesker væk fra den barnlige tillid til evangeliet.  Og reformatorerne genfandt tilliden til Skriften alene som dommer i lærespørgsmål, fordi de erkendte, at Skriften både er et klart lys og tilstrækkelig til sand erkendelse i alle lærespørgsmål. Og med disse to våben – den barnlige tillid til evangeliet og den barnlige tillid til Skriften som eneste kilde og norm for kristen tro og lære – befriede reformatorerne store dele af kristenheden fra antikristens herredømme.

Desværre krøb falsk lære igen ind i lutherske kirke, og igen var det evangeliet om frelsen af nåde alene for Kristi skyld og læren om Skriften, der blev angrebet. Med pietismen, rationalismen, liberalteologien, vækkelseskristendom osv. blev disse to undermineret og dermed resten af den kristne lære.

Men den reformatoriske kamp mod evngeliets og Skriftens fjender fortsætter også i dag.

Her er en reformationssang skrevet af en tysk krydderihandler, som jeg oversatte for nogle år siden:

1. Gud ske lov, at jeg luthersk er,

at Guds det rene ord,

som Luther barnligt havde kær,

det i mit hjerte bor.

2. Gud ske lov, at den moderarm,

den sande kirkes hånd

mig holder i sin favn så varm

og giver nådens ånd.

3. Gud ske lov, at frem rinder ren

den livets kilde klar,

ja, trøstet hjertesorgen den

og tørsten stillet har.

4. Gud ske lov, at den lære ren

i katekismen helt

mig dagligt giver sandheden

så ligefrem meddelt.

5. Gud ske lov, at jeg ved hvad jeg

i sakramentet får,

at Gud her fuldt tilgiver mig

mens jeg på jorden går.

6. Gud ske lov, at af nåden sød

alene frelses jeg,

at Jesu blod og pinedød

er salighedens vej.

7. Gud ske lov, at intet påfund,

som af mænd udtænkt var,

med falsk skin mig fra sandheds grund

berøvet freden har.

8. Gud ske lov, for at jeg er fri

fra pavens falske pragt,

fra antikristens tyranni

og fra hans list og magt.

9. Gud ske lov, fanget sværmeri

i nettet mig ej har,

og hver et stoltheds kætteri

forgæves på mig var.

10. Gud ske lov, at jeg troen har

med glædens vidnehær.

Bekendelsen så ren og klar

oplyser livet her.

11. Gud ske lov, at under Guds ord

min sjæl den bøjer sig,

og mod hver helvedsport jeg tror,

frimodigt vidner jeg.

12. Gud ske lov, kirken, Jesu brud

mig plejer med sin hånd

og deler af sin balsam ud

bevæger sin livsånd.

13. Gud ske lov, at jeg luthersk er

-min ros til alt er endt

mit smykke og min vinding kær

i ord og sakrament .

Friedrich Weyermüller (1810-1877)

Krydderihandler i Niederbronn

Dansk 2006 Magnus Sørensen

Mel. Op alle som på jorden bor

Det er nyligt blevet bekendtgjort, at anglikanere nu har mulighed for at konvertere til Romerkirken og samtidig beholde deres anglikanske traditioner.De konservative anglo-katolikker har vist interesse for dette – særligt efter de mange teologiske skred i det anglikanske fællesskab.

Konservative kristne i Danmark fristes også af romerkirken med dens vægt på traditionen og dens lærerembede, som i manges øjne bedre sikrer kirken mod åndeligt forfald.

Men det er yderst farligt at flirte med pavedømmet. At flirte med pavekirken er at flirte med antikrist. 

På kristendom.dk kan man læse en artikel om en pinsepræst, der mener, at antikrist er en fremtidig skikkelse. Det er en udbredt opfattelse, at antikrist blot er en verdenshersker i den sidste tid og ikke en åndelig magt i kirkens tid.

De lutherske reformatorer så anderledes på det. I de Schmalkaldiske Artikler blev det bekendt som evangelisk-luthersk lær,e at paven er antikrist. For en sand lutheraner er det altså et bekendelsesspørgsmål, at den sande antikrist er paven.

For at afgøre dette spørgsmål, må vi gå til Den Hellige Skrift. Læren om antikrist bygger først og fremmest på flere tekster i 1. Johannesbrev, herunder 1. Joh. 2,18 samt 2. Thess. 2,3-12.

Mange bygger primært deres forståelse af antikrist på Johannes Åbenbaring, hvori han mener at kunne identificere nogle af billederne med antikristen. Jeg mener ikke, at læren om antikrist kan bygges på Åbenbaringens billedtale, dels fordi det er billedtale og derfor må forstås i lyset af Skriftens klare udsagn og dels fordi Johannes Åbenbaring er et af de modsagte skrifter, hvis kanonicitet og apostolske oprindelse var betvivlet i oldkirken, hvorfor man ikke bør bygge dogmer alene på udsagn heri.

Johannes Åbenbaring kan altså bruges til at illustrere det, der læres klart i de uimodsagte Skrifter i det nye testamente.

Imod den evangelisk-lutherske forståelse af paven som antikrist har nogle peget på, at teksterne om antikrist handler om en bestemt person og ikke kan handle om et embede.

Der er dog intet i 2. Thess. 2,3-12 eller de andre tekster, der modsiger, at der kan være tale om et embede, inklusiv embedsindehaverne. I 2. Thess. 2,3-12 fremgår det endda, at allerede på apostelens tid virkede ‘lovløshedens hemmelighed’ i forbindelse med at ‘lovløshedens menneske’ skal åbenbares. Der er tale om en kraft, der allerede eksisterer, men som skal blive åbenbaret.

En del hævder, at Antikrist primært skal være en verdenshersker og ikke en religiøs leder.

I 2. Thess. 2,3-12 står der dog, at han skal sidde i ‘Guds tempel’, dvs. den kristne kirke, for det jødiske tempel er ikke mere Guds tempel. Guds tempel bruges af Paulus i både 1. Kor 3,16-17 og 2. Kor 6,16 om den kristne kirke.

I 1. Joh. 2,18-26 fremgår det også klart, at antikristen er kulminationen på mange antikrister, som alle er udgået af den den kristen kirke, men ikke er af den. Det er dem, der fornægter Jesus Kristus. Af 1. Joh 4,1-3 fremgår det også, at antikristerne er falske profeter og ikke i første omgang verdslige herskere. At antikristen så også i anden omgang er en verdslig fyrste, er en anden sag. Men vi har ikke fået klart åbenbaret, at han vil blive en verdenshersker.

Både antikristerne og Antikrist er altså en vranglærer, som udøver deres gerning i den kristne kirke, hvor de leder mennesker vild fra den retfærdiggørende tro på Jesus Kristus. Kender man evangeliet om syndernes forladelse i Jesus Kristus og den romersk-katolske fornægtelse heraf, er det indlysende, hvem antikristen er.

Pavedømmet har direkte fordømt og fordømmer stadig det eneste budskab, som mennesker kan blive salige ved. For at kunne forføre kristne må det stadig i mange læremæssige og moralske spørgsmål bekende den kristne tro. Men i det afgørende fordømmer og forkaster pavedømmet frelsens grundlag. Dermed fornægter pavedømmet Kristus som Guds Søn kommet i kød (1 Joh 2,22; 4,1-3).

Og for at sikre sig mod modsigelse underkender pavedømmet Skriftens klarhed og tilstrækkelighed i lærespørgsmål, så den mundtlige tradition og paveembedet bliver nødvendigt til at sikre den rette lære. Dermed har pavedømmet sat sig i Guds sted og ophøjet sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom (2. Thess 2,4).

Pavedømmet er en langt større fare end verdslige magthavere, for det bedrager kristne til at stole på deres egne kræfter og deres egen gerninger i stedet for Jesu tilregnede retfærdighed alene.

Pavedømmet opfylder alle Skriftens beskrivelse af antikristen de steder, so  læren om antikristen bygger på.

Ens billede af antikristen modsvarer ens billede af Kristus, og dermed af frelsen. Ser man frelsen som bestående i dennesidig herlighed, synlig kraft og hellighed, så vil man også se antikristen som en verdslig magt og fordreje Skriften til at sige det samme.

Men ser man frelsen som Jesu tilregnede retfærdighed, at Gud tilregner os Jesu Kristi fortjeneste ved hans stedfortrædende lydighed og straflidelse, da må antikristen også være én, der vil berøve kristne trøsten heri.

Og det er, hvad Pavedømmet gør. Det er også, hvad andre vranglærere gør, f. eks. når de ligesom pavedømmet tiltror mennesket en fri vilje til at nærme sig Gud og hjælpe til ved sin egen omvendelse, eller når de sammenblander helliggørelse og retfærdiggørelse på anden vis. Derfor er vranglærere i øvrigt også antikrister, selvom det er pavedømmet, der er den store antikrist.

I dag blev jeg spurgt om mit syn på de kirker, der vil lade kirkeklokkerne ringe for klimaet i forbindelse med klimatopmødet.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at kommentere offentligt på dette emne, da jeg mest af alt fandt det lidt komisk. Men det illustrerer meget godt Folkekirkens og andre kirkers problem i dag, så jeg vil alligevel kommentere det her på bloggen.

I mangel af solid bibelbaseret teologi, griber folkekirken fat i alt, hvad den kan få fat i, for at putte lidt mening ind i kirken. Når man ikke længere vil fastholde evangeliet og Skriftens lære, så fylder man kirken med andre mere eller mindre meningsløse aktiviteter og mere eller mindre politiske projekter.

I dette tilfælde er det så et politisk projekt, man vil kirkeliggøre. Jeg får et billede af et barn, der løber efter de voksne og råber “også mig”. Sådan ser teologiløse kirker som folkekirken ud til at løbe efter verdens nyeste trends og forsøge at kopiere dem.

Nu har jeg ikke nogen særlige holdninger til klimadebatten, udover at man både skal behandle Guds skaberværk ordentligt og samtidig huske, at det er Gud, der i sidste ende passer på sit skaberværk. Men det er under alle omstændigheder ikke kirkens opgave at blande sig i den politiske eller naturvidenskabelige debat herom.

Når vi så samtidig har at gøre med en kirke, som kan tillade åbenbare ateister og andre fornægtere af centrale kristne sandheder at stå på dens prædikestole, virker en klokkeringning for klimaet mest af alt som et sørgeligt forsøg på at give et afteologiseret synkretistisk trossamfund en form for legitimitet ved at stjæle denne fra andre.

Man må spørge sig selv, hvem klimaklokkerne egentlig ringer for. Er det for klimaet eller er det begravelsesklokker for folkekirken som kristen kirke. Folkekirkens krise er jo i virkeligheden langt dybere end både klimakrise og finanskrise. For den har mistet det evangelisk-lutherske budskab om syndernes forladelse og evigt liv ved Jesus Kristus.