I disse dage er der klimatopmøde. En del religiøse ledere har også meldt sig som forkæmpere for klimaet.
Jeg vil begynde med at skrive, at jeg bestemt ikke er imod at arbejde til gavn for klimaet og heller ikke mener, at mennesker ikke har et forvalteransvar (eller i hvert tilfælde et have-dyrker-ansvar). Vi skal passe på miljøet. Ingen tvivl om det. Dette skal i og for sig heller ikke betragtes som en reaktion på klimatopmødet eller klimaaftaler.
Uden at jeg kan sige, at jeg har fulgt utroligt meget med i klimadebatten, har jeg en fornemmelse af, at nogle mener, at jorden nærmest går helt i stykker, hvis ikke der gøres noget nu. Jeg læste et eller andet sted, at demonstranter havde haft et ur, der viste få minutter i tolv, for at symbolisere, hvor vigtigt, det er at gøre noget nu. Selvom det måske ikke bliver sagt, så er der en art katastrofe-stemning omkring klimaet.
Man kan få det indtryk, at nogen forestiller sig jorden som et skrøbeligt korthus, der falder sammen, hvis vi kommer til at puste lidt på det.
Og jeg spekulerer på, om ikke det er dybest set er vantroen, der ligger bag. Det er klart, at hvis man tror, at mennesket er opstået ved en tilfældig udvikling og universet ved et tilfældigt Big bang, så skal der nok heller ikke så meget til at ødelægge det hele igen. Eller hvis man har et deistisk billede af Gud som en, der har sat det hele i gang, men ellers ikke blander sig (og hvis han i øvrigt ikke har gjort sit håndværk ordentligt, så det kan holde til lidt slitage).
Da vil man tro, at det i virkeligheden er op til mennesker at frelse kloden. Og da gør man mennesket til Gud og ikke blot til forvaltere af Guds skaberværk. Martin Luther skriver i sin store katekismus, at ens Gud er den, man stoler på og venter sig alt godt af. Sådan vender den klima-religiøse sig til sig selv og til den verdslige stat efter vished om fremtiden. Men det er at vende sig til skabningen frem for skaberen. Det er afgudsdyrkelse og udtryk for, at man forkaster den eneste sande Gud, som alene kan opretholde jorden – og også gør det.
Men tror man på en skabende og opretholdende Gud, så tror man også, at dommedag først kommer, når Gud vil, det være sig idag eller om tusind år. Og mennesker kan hverken gøre til eller fra, men må blot holde sig årvågne, så vi lever i erkendelse af synden og henflyer til nåden i Jesus Kristus, Guds Søn som blev menneske for at frelse os arme syndere. Jesus er den Gud, mennesker har forkastet for at sætte liden til sig selv og hinanden.
Men Jesus kom ikke til jorden for at dømme den, da han blev menneske, som vi fejrer i julen. Han kom for at forsone mennesker med Gud. Han kom for at betale til Gud, hvad du og jeg skylder Gud. Og Jesus betalte fuldt ud ved at opfylde Guds lov fra undfangelsen og sætte sin lid til Gud alene (som det også blev profeteret om ham i Salme 22,11) og ved at bære straffen for vores ulydighed og mistillid til Gud, da han døde under Guds dom og forkastelse på korset. Gud holdt dommedag over verden, som var repræsenteret ved stedfortræderen, Jesus Kristus. Og derfor behøver den, som Gud har kaldet til tro på Jesus Kristus, heller ikke fortvivle ved udsigten til dommedag, men kan se frem mod den med glæde.
Anden gang, Jesus kommer, kommer han dog på himlens skyer for at dømme verden. Da er den syndige jords undergang kommet og ingen gode klimaforsætter kan redde et menneske, som ikke tror på Jesus Kristus. Det er derfor langt vigtigere at sætte sin lid til Jesus Kristus end at stole på og vente sig alt godt af klima-aftaler. For når dommedag kommer – og dommedag vil komme den dag, Gud har fastsat – så er dét, der er afgørende, at du har sat din lid til Jesus Kristus.