I denne artikel har kristendom.dk spurgt bl.a. Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, om en reaktion på mine blogindlæg om Evangelisk Alliance.
Jeg har i tre indlæg gennemgået den lutherske lære om kirkefællesskab (se dem her, her og her) som baggrund for mit svar til kritikerne. Jeg vil derfor nu forholde mig til dem hver især. Men først Jens Ole Christensen (JOC), som giver udtryk for, at han ikke mener, vi står så langt fra hinanden, som jeg giver udtryk for.
JOC skriver: Magnus Sørensens indlæg afspejler, at der er forskellige vurderinger mellem os lutherske kristne, som ellers på alle væsentlige punkter ligner hinanden. Er der blot tale om forskellig vurdering af situationen, som JOC giver udtryk for her? For det er da rigtigt, at nogle situationer kan vurderes forskelligt.
Når det gælder Skriftens lære, er der derimod ikke tale om noget, der skal vurderes. Skriften er et klart lys, som oplyser vor forstand (Sl 119,103).
Det vil jeg vende tilbage til i forbindelse med hans øvrige kommentarer.
JOC skriver også, at vi er enige om alt væsentligt. Det er muligt, at vi er enige om alt, hvad JOC finder væsentligt, men man kan ikke derudfra slutte, at vi så også er enige om alt væsentligt.
Jeg finder faktisk læren om kirkefællesskab væsentlig. For læren om kirkefællesskab er blot den praktiske konsekvens af læren om Skriftens klarhed og Skriftens autoritet. Den, som mener at kunne praktisere kirkeligt fællesskab uden fuld læreenighed, gør det, fordi vedkommende benægter muligheden for sikkerhed om den rene lære og tilsidesætter Skriftens autoritet som eneste kilde og norm for kristen tro og lære.
JOC fortsætter: En del af os – blandt andre Luthersk Mission – lægger snittet anderledes end Magnus Sørensen: Vi tror at forskellene i forhold til ikke-lutherske kristne betyder, at det ikke er klogt, at vi har et egentligt menigheds- og forkynderfællesskab.
Her ser det igen ud som om, JOC vil gøre uenigheden mellem mig og LM mindre end den er. JOC indrømmer dog, at det ikke er klogt at have et egentlig menigheds- og forkynderfællesskab. Men så vidt jeg kan læse, foregår der rent faktisk forkyndelse ved Evangelisk Alliances møder.
JOC fortsætter: Men vi vil gerne lære af dem, og vi vil gerne bede sammen med dem. Naturligvis kan man som teolog rent fagligt lære noget af en f.eks. en reformert, selvom man også der skal være på vagt. Når man ser på de diskussioner, der er i LM i dag, har jeg dog svært ved at forestille mi, at det blot er sådanne faglige ting, der et tale om. Man inspireres jo af evangelikales missionsmetoder, som bygger på, at det ikke er Helligånden alene, der ved ordet skaber troen i menneskers hjerter.
JOC skriver, at de også gerne beder med ikke-lutherske kirker. Som jeg har vist ovenfor, er bønsfællesskab i sådanne officielle sammenhænge udtryk for kirkeligt fællesskab. Det kan ikke skilles fra forkyndelsesfællesskab, for bønnen er et svar på ordet. Man markerer et fællesskab om troen, når man beder sammen. Og beder man sammen med kirker, markerer man et fællesskab om troen med disse.
Det indrømmer JOC også i det næste, han skriver: Og dermed vil vi også markere, at vi trods vore forskelle påkalder den samme Herre og Frelser. Her er vi inde at røre ved noget af det, jeg berørte i mit første blogindlæg om kirkefællesskab.
For her viser JOC, hvor vi grundlæggende er uenige i vores lære om kirken. JOC mener at kunne sige, hvem der påkalder den samme frelser. JOC mener at kunne sige sikkert, hvem der er sande kristne. Han vil altså gøre det usynlige synligt og bygge kirkeligt fællesskab på det.
Det er en klassisk pietistisk fejl, at man mener at kunne sige, hvem der er sandt omvendte, men ikke mener at kunne sige med sikkerhed, hvad Skriften lærer.
Bemærk også, at JOC blot kaldet læreuenigheder for ”vore forskelle”. Men læremæssige uenigheder er jo udtryk for, at man benægter Guds klare ord. Det er ikke blot menneskelige forskelle, som forskelle i ceremonier kan være det. At tillade falsk lære er at tillade åndelig gift.
JOC forsvarer sit syn: Det vil nogen tolke som inkonsekvens. I og for sig vil jeg sige, at jeg håber, det er inkonsekvens. For hvis det er konsekvent er det udtryk for et dybere problem omkring skriftsyn og kirkesyn. Men jeg er nok også tilbøjelig til at give JOC ret i, at der ikke er tale om inkonsekvens.
Det fremgår bl.a. af det følgende: I min optik er det bare at tage alvorligt, at vi lever i en kompliceret verden. Og en kompliceret kirkelig virkelighed. Her er vi tilbage ved spørgsmålet om skriftsynet vs. Vurderingen af den enkelte situation. JOC synes her at gøre situationen til normerende for handlemåden. Dermed tilsidesættes Skriften som eneste kilde og norm for kristen lære og praksis. Naturligvis skal man vurderer situationen – men det skal man gøre for at afklare, hvilke skriftsteder og lærepunkter, der taler til den pågældende situation. Man skal ikke lade ens vurdering af situationen overtrumfe Skriftens klare lære.
JOC fortsætter med at beskrive den kirkelige situation: Kristenheden er splittet på kryds og tværs. Blandt andet med det resultat, at nogle, som vi er i kirke med, på væsentlige områder lærer anderledes end vi. Her taler JOC selvfølgelig for sig selv og LM. Jeg er ikke i kirke med nogen, der lærer anderledes, så vidt jeg ved. Jeg har derimod forladt to kirker, fordi de lærte anderledes end Guds ord lærer.
JOC beskriver dette, at han er i kirke med nogen, der lærer anderledes end han som en følge af, at han lever i en ”kompliceret kirkelig virkelighed”. Men problemet er jo snarere, at han og LM pga. deres ulydighed mod Herrens ord om at vogte sig for falske profeter, fortsat har kirkeligt fællesskab med vranglærere. Det er JOC og LM, der gør den kirkelige virkelighed kompliceret ved deres tilstedeværelse i vranglærende kirker og den legitimering af disse, der er med til.
Det er derfor vildledende, når JOC kalder sit selvvalgte medlemskab af den danske folkekirke for en kompliceret kirkelig virkelighed. Det er derfor også vildledende, når JOC fortsætter: Denne forvirring skal vi manøvrere i. Igen fremstilles forvirringen som noget udefrakommende, som JOC skal manøvrere i. Men forvirringen skyldes jo netop JOC’s og LMs forbliven i kirkeligt fællesskab med folkekirken.
Hvis de, der forkastede folkekirkens falske lære, forlod den, ville der ikke være meget at blive forvirret over. Enhver ville kunne se, hvor langt Folkekirken er fra luthersk kristendom. Så at JOC bruger dette som argument for yderligere tværkirkelighed holder ikke.
JOC skriver videre: Og denne situation betyder også, at nogle, som vi ikke er i kirke med, deler betoningen af for eksempel bibeltroskab og vækkelse med os. Dét, der forbinder JOC/LM og de evangelikale i Evangelisk Alliance er altså et bibelsyn og så begrebet vækkelse. Men i sand bibeltroskab ligger ikke blot, at man mener, at Skriften er ufejlbarlig. heri ligger også, at man tror, at den alene skal være norm for læren. Tværkirkelighed er i virkeligheden et angreb på Skriftens klarhed og autoritet, så jeg vil betvivle, at man kan kalde det bibeltroskab, som JOC og de evangelikale er enige om. Man kan godt kæmpe med evangelikale for Skriftens ufejlbarhed, men at kalde dem bibeltro, er forkert.
Når det gælder vækkelse, er det jo et begreb, som fylder meget i både LM og i de evangelikale kirker. Begrebet er nok i virkeligheden en afsmitning fra evangelikale på missionsbevægelserne, som netop opstod i kølvandet på de store amerikanske og engelske evangelikale vækkelser. Begrebet dækker over enten en synergistisk eller calvinistisk teologi, hvor Ånden skilles fra ordet, så den ikke altid virker fuldt ud gennem ordet på tilhørernes frelse.
Vækkelsesbegrebet hører sammen med den evangelikale kristendoms betoning af, at man kan vide, hvem der er sande genfødte kristne. OG det er jo netop – sammen med bibelsynet – det, som gør tværtkirkeligheden mulig.
At JOC betoner dette sammen med de evangelikale, er jeg derfor ikke så positiv overfor. Det er et yderligere tegn på, at han og jeg ikke er “enige om alt væsentligt”.
JOC slutter af med at opstille to valgmuligheder: De konsekvente linier – enten den konsekvente tværkirkelighed eller den konsekvente isolation – afskærer os fra en del af denne virkelighed. Derfor vælger vi det, der kan tolkes som inkonsekvens. Men så vidt jeg kan se, har han ikke andet argument for sit valg end den situation, han betegner som forvirrende og kompliceret. Det bliver dermed en cirkelslutning. Det er JOC’s beslutning om at blive i kirkeligt fællesskab med vranglærere i folkekirken, der skal legitimere hans kirkefællesskab med vranglærere, der ikke kalder sig lutherske.
Det er i og for sig konsekvent nok, men det er ikke et argument for en, der vil være tro mod Skriften og den lutherske bekendelse.
Hvor har du din bibelfundamentalisme fra, det er ikke noget du læser i bibelen?
Jeg betragter mig nu ikke som fundamentalist, men som ortodoks lutheraner. Dette finder jeg dog i Biblen.
Magnus Sørensens (MS) verden er ikke kompliceret. Hertil er vel kun at sige, at det er helt forståeligt, når man vælger kun at ville have fællesskab med dem, som forstår alt i Skriften på samme måde som én selv. Jeg må for egen del sige, at jeg synes, det er udfordrende, når man møder kristne, med hvem man er enig i bibelsyn og i forståelsen af retfærdiggørelsen af tro som det grundlæggende for kristenstanden, men hvor man samtidig kan registrere, at der er andre spørgsmål, som man enten ser forskelligt på eller hvor man må nuancere sig.
Det vil MS sikkert sige er en umulig situation, fordi Skriften er klar. Men hvis det er begrundelsen, så er min vurdering, at MS udelukker, at han selv skulle kunne være uklar. Og så kan man i givet fald også bekvemt komme udenom, at det er sammen med alle de hellige man får styrke til at fatte .. (Ef 3,18). Men for Paulus er “alle de hellige” måske kun ortodokse lutheranere?
MS mener tilsyneladende, at det er meget alvorligt, når Jens Ole Christensen (JOC) vil vurdere noget, som står i Skriften. Jeg mener ikke, at MS er fritaget for at vurdere, når han vil være med til at opstille læresætninger.
En sidste ting. MS beskylder JOC for at tro, at han mener at kunne sige, hvem der er sandt omvendt (som om JOC skulle mene, at det tilkommer ham at vide det). Men jeg fortælle MS, at jeg kender nogle i MSs teologiske familieskab, som alvorligt mener, at de kan vurdere, at nogle er usandt omvendt, fordi de fx er omvendt i et OASE-fællesskab.
Ja, sådan kan tilværelsen se forskelligt ud.
Samuel Roswall
Hej Samuel Roswall
Du skriver, at jeg vælger kun at have fællesskab med “dem, som forstår alt i Skriften på samme måde som mig selv”. Nu er det for det første ikke sandt, at det er noget, jeg vælger. For det andet har jeg vist ikke skrevet, at alt skal forstås på samme måde. Jeg har forholdt mig til læren og krævet læremæssige enighed som forudsætning for kirkefællesskab. Dette har jeg begrundet med en række bibelcitater i tre indlæg, hvor jeg grundigt behandler spørgsmålet. Disse principielle indlæg har du ikke forholdt dig til, selvom jeg henviser til dem.
Dernæst skriver du, at jeg mener, det er en umulig situation at møde kristne, som er enige med mig i bibelsyn og forståelsen af retfærdiggørelsen af tro, som jeg er uenig med om noget andet. Det har jeg vist ikke skrevet.
Jeg møder ofte den påstand, at dét, at mennesker, der tror på Biblens autoritet når frem til et andet resultat, skulle være bevis på Skriftens uklarhed. Nu lægge du så dette argument omvendt i munden på mig, så du mener, jeg må slutte fra, at Skriften er klar til, at der ikke er kristne, der lærer anderledes. Men selve argumentet er meningløst og forudsætter, hvad det vil bevise: At Skriften ikke er klar nok til at blive brugt som rettesnor for, om folk har ret eller tager fejl.
Så skriver du, at jeg dermed må udelukke, at jeg kan være uklar. Det har jeg i og for sig ikke benægtet muligheden af. Jeg har benægtet umuligheden af, at det kan undersøges ved at læse, hvad Skriften lærer. Jeg har henvist til et Skriftsted, som siger, at Biblen er et klar lys, som oplyser vores vej. Den Skriftens klarhed, du tilsyneladende er fortaler for, må være en rent passiv klarhed, hvor du ikke ser Skriften som et lys, der oplyser vor forstand. Dette har jeg modbevis med en henvisning til et klart skriftsted. Du har derimod ikke anført skriftsteder til støtte for din implicitte påstand om, at det ikke lader sig undersøge, hvem der måtte have ret i et givent lærespørgsmål. I stedet har du henvist til nogle fornufstargumenter herfor. Selve forskellen på vores argumentation viser jo, at påstået bibeltroskab ikke er ensbetydende med, at man bruger Biblen som højeste autoritet.
Din henvisning til Efeserbrevet 3,18 forstår jeg ganske simpelt ikke. Du må forklare, hvordan du mener, at den skulle være et argument mod den lutherske lære om kirkefællesskab og de klare skriftsteder om emnet, jeg har fremstillet i de forgående indlæg. I øvrigt bør du læse resten verset også, som fortæller, hvad det er, de hellige skal erkende.
Mener du at kunne vurdere, hvem de hellige er, bedre end du kan vurdere, hvad Guds ords rene lære er? Som vist i mine tidligere indlæg om læren om kirkefællesskab, er troen usynlig. Kirkens kendetagen derimod er den rene lære, som er synlig og dét, vi må holde os til.
Så skriver du: “Jeg mener ikke, at MS er fritaget for at vurdere, når han vil være med til at opstille læresætninger.” Og hvorfor mener du ikke det? Er det fordi du har lagt dig fast på en post-/moderne erkendelsesteori? Så er du på trods af påstanden om det modsatte, en bibelkritiker. Grunden til, at du og andre evangelikale når frem til forskellige ting, kunne jo også være, at I benægter Skriftens klarhed med jeres pietistisk-postmoderne bibelkritik.
Så benægter du, at JOC skulle mener at kunne sige noget om, hvem der er sandt omvendt. Det er muligt, at jeg har misforstået JOC’s påstand om, at han og de evangelikale påkalder den samme Herre, som han brugte som argument for at praktisere kirkefællesskab. Men hvordan skal det så forstås, når du også selv bruger en lignende argumentation – når du implicit hævder, at jeg burde praktisere kirkefællesskab med vranglærere, fordi de også er blandt “de hellige”? Her påstår du jo, at det er mere sikkert, hvem der er de hellige, end hvad Guds hellige ord siger.
Så henviser du til en, der efter sigende skulle være i mit teologiske familieskab. Nu vil jeg godt se det præcise citat for at tage stilling til det. Men også i Biblen er det sådan, at troen er usynlig, mens vantroen i nogle tilfælde er åbenbar.
Jeg kan godt forestille mig en situation, hvor jeg også ville kunne sige med sikkerhed, at en omvendelse var usand, uden at det ville stride mod Biblen. Men jeg har svært ved at forestille mig, at en i mit teologiske familieskab ville sige, at alle, der tilhører oasebevægelsen er vantro. Selv vil jeg sige, at det skyldes en lykkelig inkonsekvens, hvis nogen frelses dér, for vranglæren er en surdej, der gennemsyrer hele dejen (Gal 5,9).
Det kan jeg så konstatere, at du ikke mener, den gør. Men igen har jeg apostlene på min side. Sådan kan tilværelsen jo se forskellig ud.
Jeg synes du skal prøve at læse de blogindlæg igennem, jeg henviser til i begyndelsen af ovenstående blogindlæg. Her gennemgår jeg systematisk de relevante skriftsteder. Hvis ikke du forholder dig til Biblens tale, bliver det svært at overbevise mig om, at du og jeg måtte have samme bibelsyn.