I mit sidste blogindlæg forholdt jeg mig til generalsekretæren i Luthersk Mission, som havde reageret på mine blogindlæg om allianceugen. Nu er turen så kommet til den næste af kritikerne, Thomas Bjerg Mikkelsen (TBM), generalsekretær i Indre Mission. Artiklen, hvor kristendom.dk spørger generalsekretærerne kan findes her.
Jeg har i tre indlæg gennemgået den lutherske lære om kirkefællesskab (se dem her, her og her) som baggrund for mit svar til kritikerne.
TBM’s kommentar er ikke ret lang. TBM henviser til min kritik af, at alliancematerialet henviser til menneskers trosoplevelse i stedet for til, hvad Kristus har gjort for os. Til dette siger TBM: Kritikken er efter min mening både forfejlet og teoretisk. Jeg forstår begrebet “forfejlet” i denne sammenhæng, selvom jeg mangler beviser for, at min kritik skulle være forfejlet.
Men jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad begrebet “teoretisk” dækker over i denne sammenhæng. Uden at jeg er sikker, synes jeg mest det lyder som en pietistisk kliché, hvor man kalder læremæssig kritik for “teorietisk”. I så fald kunne de måske oversættes med: teologisk. Men det ville nok ikke lyde så godt, hvis IM’s generalsekretær kritiserede noget for at være teologisk.
Hvad generalsekretæren end mener med “teoretisk”, så er hans forsvar i alt fald alt andet end teologisk: Folderen er blevet til i Evangelisk Alliances bestyrelse, som er sammensat af både lutheranere og frikirkefolk. Jeg tror da ikke, der er nogen, der er i tvivl om, at folderen er skrevet af både lutheranere og frikirkefolk. Der er netop en stor del af problemet.Jeg kan ikke se, at det på nogen måde kan være et forsvar at konstatere dét, der kritiseres.
TBM fortsætter: Vi har tilstræbt at skrive en Kristusfokuseret og livsnær tekst, som alle kan benytte med god samvittighed. Uden at forholde sig til min konkrete kritik skriver TBM blot, at de har tilstræbt at lave teksten Kristusfokuseret. Dette begreb, Kristusfokuseret, oplever man desværre ofte brugt til at betegne det modsatte: mig-fokuseret.
Jeg har til hver dag i allianceugen påpeget, hvordan teksterne er moralistiske og stort set ingenting siger om Kristi gerning, ordets kraft eller Guds handlinger, men i stedet igen og igen fokuserer på menneskers oplevelser og gode gerninger, som gøres til nådemidler, der skal bringe andre til tro.
At TBM blot afviser dette uden den mindste argumentation, synes jeg ikke fortjener mange roser. Tværtimod. Wittgenstein har vist sagt eller skrevet et sted, at “om det, man ikke kan tale, om det må man tie”. Når TBM faktisk ikke har andet end en benægtelse af dokumenterede fakta at byde ind med, burde han efter min mening have tiet.