Jeg bryder mig ikke meget om salmen “Hil dig frelser og forsoner”, som er rigtig mange menneskers yndlingssalme.
Bliver jeg ikke rørt af den? Jo, det gør jeg måske nok. Både tekst og melodi er smuk. Men en formålet med en salme er at indprente Guds ord (Kol 3,16) og ikke blot at røre eller udtrykke mine subjektive følelser.
Hvis man ikke nærlæser salmen, virker den til at handle en hel del om korset, ligesom Amazing Grace virker til at handle en del om nåden, men dybest set handler mest om subjektive følelser og en evangelikal omvendelsesoplevelse.
Salmen er ligesom “O hoved højt forhånet” en gendigtning af Arnoulf af Louvains korsfæstelses-digt, men hvor “O hoved højt forhånet” er gendigtet af en lutheraner (og er en fantastisk salme – efter min mening), er “Hil dig frelser og forsoner” gendigtet af Grundtvig. og det bærer den desværre præg af.
“Hil dig frelser og forsoner” taler næsten ikke om Jesu stedfortrædende straflidelse eller syndernes forladelse, men primært om Jesu store kærlighed, som skal indgydes i os. Billedet af Jesu gernig og vores modtagelse af den bliver altså snarere den subjektive forsoningslære, hvor vi forsones med Gud ved at se Guds store kærlighed til os. Og retfærdiggørelseslæren i salmen ligner snarere en romersk-mystisk forståelse, hvor retfærdigheden indgydes i os.
Mens salmen måske ikke direkte fremfører noget kætteri, er det billede, den lader tilbage, ikke evangeliet om korset, hvor Jesus bar Guds vrede og vandt en retfærdighed, der tilregnes os. Er man grundfæstet i luthersk teologi kan man måske tolke den sådan, men faren er, at man lader sig farve af salmens tekst. Salmer, sange og liturgi er en væsentlig del af kirkens forkyndelse, hvor budskabet virkelig indprentes. Hvis indholdet her ikke underbygger og indprenter det rette evangelium, kan det ødelægge meget af det, der siges fra prædikestolen.
Selvom jeg måske synes, at melodien til “Hil dig frelser og forsoner” virker lidt sentimental, kan jeg bedre leve med den end med teksten.
Men for ikke blot at være en mavesur nej-siger, har jeg – inspireret af en amerikansk luthersk omskrivning af Amazing Grace – taget skeen i egen hånd og forsøgt mig med en omskrivning, der lægger vægt på Jesu stedfortrædende fyldestgørelse og i det hele taget flytter vægten fra vores subjektive følelser til Guds objektive frelsergerning.
Her er den:
1 Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med torne kroner,
men jeg ser, du har i sinde
sagen mod dig selv at vinde,
Dommeren har ført min sag!
2 Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet.
Barnekår har du opgivet
for til mig at vinde livet.
Du fornedred’ dig for mig
3 Vredens bæger har du drukket.
Under korset har du sukket
Du betalte, hvad jeg skulle.
Straffen sonet er til fulde
på dit kors i vores sted.
4 Kærligheden, hjertegløden
drog dig for mig ind i døden.
Derfor har du Gud behaget,
og fra døden har han draget
dig til min retfærdighed.
5 Ak! nu ser jeg det til fulde:
syndens gift og hjertets kulde.
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værd, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?
6 Dog jeg tror, trods mine synder,
du i hjertet mit begynder
ved din Ånd og ord at gøre
mig i stand til nu at høre:
Jeg retfærdig er for Gud.
7 Derfor beder jeg med tårer:
Du, som for mig lod dig såre.
Giv din ånd og lad mig stole
på dit ord, og lad mig sole
mig i nåden, som du gav.
8 Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg ved, vil det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens løn.
9 Ja, jeg tror på korsets gåde:
Gud har set til mig i nåde.
Han står bi, når fjenden frister;
rækker hånd, når øjet brister;
fører mig til Paradis!
Arnulf af Louvain før 1250.
N.F.S. Grundtvig 1837.
Omskrevet til at afspejle evangelisk-luthersk kristendom af pastor Magnus N. Sørensen 2010
