Der kører to voldsomme debatter i Kristeligt Dagblad for tiden. Den ene drejer sig om vielse af homofile og den anden om, hvorvidt der er andre veje til Gud end gennem Jesus Kristus. Kjeld Holm har gjort sig bemærket som den lutherske bekendelses hovedfjende indenfor den danske folkekirke i begge spørgsmål. Efter Jan Lindhardts pensionering, er der vist ikke andre, der kan måle sig med Kjeld Holm i udstilling af egen gudsfornægtelse indenfor den danske folke-”kirke”.
Men for en gangs skyld, tror jeg, jeg er enig med Kjeld Holm. Der er mange veje til Kjelds Holms “gud”. Den “gud”, som accepterer homoseksualitet og ikke stiller sig til dommer over menneskers liv; dén “gud”, som ikke kræver mennesker til regnskab for overholdelse af loven og som derfor heller ikke har brug for soning af synden, ham er der mange veje til.
Den gud, man finder vej til ved at være “spændende og sympatisk”, som Kjeld Holm udtrykte det i KD, da han ville begrunde, hvorfor han mente, der kunne være andre veje til ham; dén gud er der mange vej til. Det er farisæismens “gud”, som dyrkes af dem, der tror, at mennesker gennem deres gode liv kan finde vej til Gud og ikke alene gennem erkendelsen af synden og tillid til syndernes forladelse, som Jesus har vundet ved sin lidelse og død.
Kjeld Holms “gud” kender vi også fra Biblen. Her går han bl.a. under navnet “denne verdens fyrste”. Og ligesom Kjeld Holm, forkynder Biblen også, at der er mange veje til denne “gud”: Bred er den vej, der fører til fortabelse….
Man kan dog på den anden side spørge, om der egentlig er andre veje end Kjeld Holm, til Kjeld Holms “gud”. For flere steder, ser det ud som om, det er Kjeld Holm selv, der er Kjeld Holms “gud”. F.eks. når han udtaler ligheden mellem sit eget og Grosbøls synspunkt: “Hvad Grosbøl og jeg er enige om, er dette, at emnet for kristendom og kirke er, hvordan den enkelte tolker bibel og tradition med sin egen eksistens og dens uafrystelige spørgsmål om, hvad der er sandhed og mening.” (se her). Når Kjeld Holm igen og igen gør sig selv til dommer over Guds ord i stedet for at lade Guds ord dømme hans tanker, så kan det svært at se det anderledes end at Kjeld Holms “gud” er Kjeld Holm selv. For Kjeld Holm er tilsyneladende i egne øjne visere end Guds hellige profeter og apostle.
Men når alt kommer til alt, må vi jo lytte til Kjeld Holm selv og tage hans bekendelse alvorligt. Han bekender sig til den “gud”, der velsigner, hvad Biblens Gud fordømmer, og til hvem, der er mange veje, altså med andre ord: denne verdens fyrste: Satan.
Nogen vil beskylde Kjeld Holm for at være synkretist, men det tror jeg nu ikke, han er. For han anerkender jo kun den “gud”, som der er mange veje til, altså denne verdens fyrste. Biblens Gud angriber han derimod igen og igen, så der er næppe tale om religionsblanderi, selvom man måske kan få det indtryk, når biskoppen deltager i afsigelse af den apostolske trosbekendelse. Men det kunne Grosbøl jo også gøre. Og hvis Kjeld Holm læser trosbekendelsen, som Kjeld Holms “gud” læser Biblen, er der vel ingen modsætning. Sådan gjorde Grosbøl jo også.
I et svar til Langballe, vil Kjeld Holm fritages for at skulle have sine synspunkter læremæssigt bedømt. Hvis man som ansat i en privat virksomhed undsagde denne virksomheds værdigrundlag offentligt, som Kjeld Holm undsiger den lutherske bekendelse, ville man formodentlig kunne bortvises på stedet. Men kirkeministeren mener, at det kræver gudommelig visdom at bedømme Kjeld Holms soleklare udtalelser, selvom han har aflagt ed på den lutherske bekendelse.
Hvis Kjeld Holm trods sin afgudsdyrkelse var en ærlig mand, ville han naturligvis selv frasige sig sit præstløfte og finde et andet job. Men det er han tilsyneladende ikke. Måske han selv vil foreslå en velsignelseshandling af mened og løftebrud, som han har gjort det med velsignelse af homofile partnerskaber. Så kan han, Grosbøl, Anders Gadegaard og de andre jo med krydsede fingre afsige trosbekendelsen eller præsteløftet og modtage velsignelsen for det af Jan Lindhardt.
Men noget nyt ville der nok alligevel ikke være i dette. Det er vel nærmest dét, der foregår ved de fleste ordinationer i den danske folke-”kirke”.
Kjeld Holm kunne overveje en kirkelig markering af falske underskrifter, falskmønteri og lignende i samme omgang.
Der er heller ikke meget nyt i, at folkekirkens højrefløj freder folkekirken og igen “truer med at blive”. Det indebærer jo, at de er villige til at have gudstjenestefællesskab med Kjeld Holm og andre dyrkere af Kjeld Holms “gud”. Det er vel folkekirkens højrefløj, som er de egentlige synkretister her. For de mener at dyrke Biblens Gud, men accepterer alligevel at have gudstjenestefællesskab med tilhængere af Kjeld Holms religion. Måske er det på tide, at lægfolk på kirkens højrefløj gør op med de ledere, der igen og igen legitimerer folkekirkens afgudsdyrkelse ved deres forbliven og deres fortsatte gudstjenestefællesskab med afgudsdyrkerne.
Enhver kristen har ret og pligt til at bedømme læren – og pligt til at forlade vranglærere. Det gælder også de vranglærere, der legitimerer afgudsdyrkelse ved at hævde, at de selv er bibeltro, men forbliver i kirkeligt og gudstjenesteligt fællesskab med afgudsdyrkere og vranglærere. Hvis lederne ikke vil følge apostlen Paulus’ formaning (Rom 16,17), må fårene lyde overhyrdens røst og selv flygte fra ulvene.