Det påstås ofte, at den lutherske kirke lægger for lidt vægt på Helligånden.
Det kan være fra pietistisk, evangelikal, karismatisk, og kontemplativ-romersk/østkirkelig-inspireret side. Uden videre går man ud fra, at Helligånden særligt har noget med oplevelser, spiritualitet og/eller nådegaver at gøre. Jeg har nogen gange hørt unge pietister sige, at deres tradition har lagt for lidt vægt på Helligånden. Det bruges så som undskyldning for at søge til karismatikere eller til kontemplativ mystik efter oplevelser af Helligånden.
I og for sig, er jeg ikke uenig med disse tidligere pietister i, at pietismen nok har lagt for lidt vægt på Helligånden og Helligåndens gerning. Men karismatik og kontemplativ kristendom er blot dårlige substitutter for Helligånden. Faktisk kan den manglende vægt på Helligåndens sande gerning i pietistiske og metodistiske kredse måske være noget af forklaringen på pinsevækkelsens og karismatikkens fremkomst. Tom Hardt skriver rammende i et foredrag oversat af Hans Olav Okkels:
Den typiske karismatiker lever i et reformert åndeligt miljø, hvor nådemidlerne i virkeligheden er degraderet til at være blot vejvisere for at nå et åndeligt liv – uden selv at have virkekraft. Frelsen opnåes jo der som regel gennem en bønskamp, ikke gennem troen på syndsforladelsens bad og på absolutionens magt og på forsoningsofferet i præstens hånd. Det er under afsavn af disse sikre garantier på frelsens nærvær, at karismatikeren søger frem til, hvad han opfatter som sin åndsdåb. (”Dåben i dagens diskussion” Hellberg og Elmquist 1974)
Jeg er altså tilbøjelig til at give nogle af dem, der flygter fra pietistiske bevægelser til karismatikere ret i, at der kan have manglet noget i de pietistiske vækkelsesbevægelser, når det gælder Helligånden. I pietismen har man netop ofte adskilt Helligånden og nådemidlerne og man har af frygt for misbrug af nådemidlerne gjort disse usikre og henvist mennesker til deres egne bønner i stedet. Mange vil sikkert genkende bede-til-frelse-bønner, hvor man har skullet bede Jesus ind i sit hjerte eller lave lignende øvelse, der skal overbevise en om, at man i sandhed er kommet til tro.
Og denne udeladelse eller underbetoning af Helligåndens sande gerning, har helt sikkert betydet noget for karismatikkens udbredelse og popularitet. Den karismatiske helligåndsteologi er altså blot et substitut for den bibelske og lutherske helligåndsteologi.
Men det er altså ikke sandt, at den lutherske kirke, for så vidt som den er luthersk, har lagt for lidt vægt på Helligånden. Det er snarere sådan, at den lutherske kirkes store vægt på Helligånden er forsvundet mange steder til fordel for pietismen, som så igen har givet grobund for den falske karismatiske helligåndsteologi.
Faktum er, at den lutherske kirke måske er den kirke, der lægger mest vægt på Helligånden.
Hvis man f.eks. tager Luthers Store katekismus og sammenligner længden af forklaringerne på 1., 2. og 3. trosartikel, vil man se, at 3. trosartikel faktisk er længere end de første 2 tilsammen. I salmebogen (den gamle i hvert tilfælde) har Luther også flere Helligåndssalmer end han har salmer om f.eks. korset.
Men hvad er så Helligåndens gerning? Det er her vandene skilles.
Ifølge Biblen er Helligåndens gerning at skabe troen i mennesker gennem evangeliets ord. Og garantien for, at Bibelens ord er Guds ord, er netop Helligåndens udgydelse over apostlene og gennem dem over andre. Når karismatikerne vil have tungetale, tegn og undere i dag på samme måde som hos apostlene, angriber de i virkeligheden Biblen som Guds unikke åbenbaring. Når forskellen mellem apostlene og deres medhjælpere udviskes, medfører det nødvendigvis en tro på nutidige åbenbaringer, hvis autoritet kan sidestilles med apostlene.
Men når Jesus før sin himmelfart lover helligåndens komme på pinsedag er det netop til apostlene som vidner om Jesu opstandelse (ApG 1). Og når han før sin lidelse og død forudsiger talsmandens komme, er det netop for at talsmanden skal lære apostlene alt, hele sandheden og minde dem om alt, hvad han har sagt (Joh 14). Man kan ikke minde nogen om noget, de ikke har hørt. Apostlenes gerning som vidner om Jesu liv, lidelse, død og opstandelse er altså unik.
Men apostlenes vidnesbyrd er til gengæld garanteret Helligåndens virke, så deres ord og de ord, der stemmer med dem, bærer Helligånden i sig. Derfor kan man være sikker på helligåndens gerning i ordet og sakramenterne. Og derfor kan man forlade sig på Helligåndens virke i ordet og sakramenterne i stedet for enten at søge vished om Helligåndens nærvær i sine bønner eller i oplevelser af tegn og undere.
Den bibelske og lutherske helligåndslære fritager netop den kristne fra at søge efter tegn på Helligåndesn nærvær i sit eget indre ved i stedet at pege på det ydre ord, som er givet gennem apostle og profeter, som det, der sikre syndernes forladelse, barnekår hos Gud og Helligåndens nærvær. Det fritager også kristen fra krampagtige forsøg på at ville gøre andre kristne ved hjælp af managementmetoder og stadigt nye forsøg tilpasse budskabet til det moderne menneske. For Helligånden virker gennem lov og evangelium, og skaber troen i mennesker.
Fordi den lutherske kirke fastholder Skriftens tale om nådemidlerne som Helligåndens redskaber, hvorved han både skaber troen og uddeler og forsikrer om syndernes forladelse, kan den lutherske kirke tilbyde et reelt alternativ til den karismatiske jagt efter nye oplevelser og metoder, som skal sikre Helligåndens nærvær og virkning. For den lutherske kirke lægger netop vægt på Helligåndens virke – og ved, hvor det findes.
Hmm… på en måde har du ret. Men ligesom vi i frikirkeregi kan fravælge alle de skriftsteder, som du nu har brugt, har du valgt at fravælge de skriftsteder, som netop forklarer den anden del af Helligånden gerning. NEmlig kraften, tegnene og nærværet.
Guds fred
JEg mener du har ret i, at vi “hos os” hurtig kan få en jagt på det overfladiske, på oplevelserne frem for det at KENDE Jesus som frelser… men samtidig må jeg efter at være vokset op i RIGTIG GODE LUTHERSKE SAMMENHÆNGE beklage at den anden side af sagen mangler der.
Men sådan vil det jo nok være så længe vi er her på jorden. Det er svært som mennesker (UMULIGT er nok mere rigtigt) at rumme Guds fulde sandhed, så i forskellige kirker vil vi lægge vægt på forskellige sider af Guds natur.
Må Han give at vi hver især ved Helligåndens hjælp, vokser i kendskab, kærlighed og kraft.
Hej Evamaria
Jeg mener ikke, at jeg har valgt at fravælge de øvrige skriftsteder. Tværtimod, så har jeg faktisk netop behandlet og forklaret dem. Når man vil sidestille os i dag med apostlene, er det et angreb på Helligåndens unikke tale gennem apostle og profeter og dermed på Skriftens ene-autoritet.
Apostlenes tegn og undere var netop tegn på, at de var apostle og talte i Guds sted. Pinsedag er Guds garanti for, at apostlenes ord, dvs. Biblen, er Guds ord. Jeg lægger netop meget vægt på tegnene og underne ved apostlene, men jeg forstår dem i den sammenhæng, de står i Biblen og ikke som noget, der umiddelbart kan overføres til alle kristne til alle tider.
Jeg mener ikke, at det er umuligt at rumme Guds fulde sandhed. Jesus har befalet, at vi skal lære mennesker alt, hvad han har lært os (Matt 28,18-20). Dette er for mig ikke et spørgsmål om forskellig vægtlægtning, men om to standpunkter, der gensidigt udelukker hinanden.
Det glæder mig, hvis du er vokset op i gode lutherske sammenhænge, Desværre frygter jeg, at dét, du kalder lutherske sammenhænge, har været pietistiske sammenhænge, hvor man ikke har lagt vægt på den vished, vi kan have om nåden i kraft af ordet og sakramenterne. Pietismen anses i pietistisk sammenhæng ofte for at være luthersk, men den mangler netop Helligåndens gerning gennem nådemidlerne, så man i stedet må søge vished i sine egne anstrengelser eller oplevelser.
Og så er det, man risikerer, at blive fristet af karismatisk kristendom, som tilbyder oplevelser, der tilsyneladende kan forsikre en om nåden og Guds venskab. Men hvis man havde søgt visheden i nådemidlerne i første omgang, ville man formodentlig ikke blive fristet.
bare rolig. jeg er vokset op i lige præcis de gode lutherske sammenhænge.
Men er nu stadig ikke enig med dig. Guds fred!
Tilbage står så, at du ikke har begrundet dit synspunkt i Den hellige Skrift, mens jeg har
[...] skrev i sidste uge et indlæg om den pietistisk-karismatiske myte om, at især luthersk teologi ikke beskæftiger sig nok med [...]
[...] Bjørsteds teologiske ståsted kommer også frem, når han skriver om Helligånden. Jeg er enig i, at “[m]enighederne er til i kraft af Helligånden” (s. 113). Men ifølge Bibelen virker Helligånden gennem nådemidlerne. Gud skænker tro og frelser med ordet og sakramenterne som redskaber, sådan som luthersk teologi lærer os det. Jeg ville derfor aldrig kunne skrive, at “Vi har alle fri adgang til Helligåndens strøm. Vi har alle mulighed for at at være transformatorer for Åndens kraft” (s. 114). Der siges for lidt om Helligånden og hans gerning (se mere i denne pinse-mythbuster). [...]