Evangelisk Alliances Bedeuge 2012
Temaet på årets bedeuge er Guds kærlighed. Bedeugefolderen er et godt eksempel på, hvordan den evangelikale tværtkirkelighed ved at udlade væsentlige punkter får omdefineret evangeliet, får sammenblandet lov og evangelium, retfærdiggørelse og helliggørelse og bliver uforenelig med evangelisk-luthersk kristendom. Alligevel er såkaldte lutherske organisationer som Indre Mission og Luthersk Mission en del af dette projekt. For Indre Missions vedkommende er problemet nok også, at man der langt på vej allerede accepterer et evangelium, der ikke forudsætter lovens dom over synden, et evangelium om Guds kærlighed i almindelighed, hvorfra man hurtigt kommer videre til at tale om helliggørelsen – fordi man ikke har erkendt syndens dybde, Guds store vrede over synden og retfærdiggørelsens store gave.
Én del af teksterne indgår i Cape Town-erklæringen, som jeg ikke vil forholde mig til i sin helhed, men blot til de uddrag, der indgår i folderen.
Dag 1 ”Guds kærlighed er der først”
Det, der står til denne dag, ser umiddelbart tilforladeligt ud. Først nævnes Guds kærlighed, hvormed han elskede os først. Dernæst nævnes det dobbelte kærlighedsbud som en udfordring til kristne. Til sidst opssummeres, at Guds nåde er en gave, men at der følger en opgave med, som er at lade os forvandle af Guds kærlighed, så den præger os i al, hvad vi gør.
Isoleret set, er flere af disse ting ikke direkte forkerte. Det er symptomatisk, at synden stort set ikke nævnes, med undtagelse af en bemærkning om, at Jesus døde for vore synder. Teksten begynder med evangeliet og ender med helliggørelse. Selvom der står, at Jesus blev et sonoffer for vore synder, er det uklart, hvad Gud har frelst os fra. Når man begynder med Guds kærlighed og evangeliet uden den dystre baggrund i vores synd, så kommer man som regel hurtigt videre til helliggørelsen, for evangeliet bliver en selvfølgelighed – en rettighed, som man tager for givet, og dermed uinteressant. Ens taknemmelighed for helbredelse for en sygdom er afhængig af ens erkendelse af sygdommens art. Der er unægtelig en forskel på at være taknemmelig for at være kommet over en forkølelse og at være helbredt for dødelig kræft. Det naturlige menneske anser sig åndeligt set blot for at være forkølet. Hvis ikke man afslører, at tilstanden er værre end det, vil Jesu død for ens synder ikke være noget man erkender dybden af.
Det centrale bliver helliggørelsen, som i realiteten bliver det, der skal dulme den nagende tvivl om saligheden, der alligevel ligger i baghovedet. Når man ikke forkynder lovens dom over det syndige kød og ikke beskriver synden også i den kristne realistisk, så får det også konsekvenser for talen om helliggørelsen. Her tales blot uden videre om, at vi skal lade os forvandle af Guds kærlighed og at det er en udfordring, vi skal tage op. Den realitet, at helliggørelse er en daglig kamp, som består i dagligt at erkende sine synder og sætte sin lid til evangeliet, er fraværende. Det skyldes nok ikke mindst, at en del af de evangelikale, som er med i Evangelisk Alliance har et noget andet syn på både det ugenfødte mennneskes åndelige formåen og det genfødte menneskers kamp mod synden. Helliggørelsen bliver dybest set et selvhelliggørelsesprojekt, der handler om at lade sig udfordre og forvandle. Helliggørelsen bliver også primært fremstillet som menneskers gerning og opgave og ikke som Guds gerning i den kristne.
Den eneste måde at fremme sand kristne helliggørelse på, er dog at forkynde lovens dom over kødet og evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld. Det første er helt fraværende i teksten og det sidste er til stede, men i realiteten uforståeligt, fordi det første mangler. Gud kærlighed, hvormed han elskede os, mens vi endnu var fjender og ugudelige, bliver ikke forkyndt ordentligt. Helliggørelsen bliver fremstillet urealistisk positiv, uden daglig kamp mod synden.
Her er altså et godt eksempel på, at dét, der skiller kirker fra hinanden ikke blot er isolerede punkter, men en del af en helhed. Når noget udelades får det betydning for det andet. Det er sørgeligt, at såkaldte lutherske bevægelser tager del i alliance-bedeugen, men man kan frygte, at det for nogens vedkommende skyldes, at man i realiteten har et menneskesyn og frelsessyn, der ikke adskiller sig væsentligt fra de øvrige evangelikale.
du skriver: \Det skyldes nok ikke mindst, at en del af de evangelikale, som er med i Evangelisk Alliance har et noget andet syn på både det ugenfødte mennneskes åndelige formåen og det genfødte menneskers kamp mod synden\
Vil du ikke være sød at sætte nogle flere ord på netop denne forkskel mellem den lutherske krike og de evangelikale kirker?
Mvh SVS
Jeg skal præve
Mange evangelikale kirker (pinsekirker, baptiskirker, metodister etc.) mener, at mennesket grundlæggende har en fri vilje og kan vælge at gøre det gode. Når det gælder det ugenfødte, dvs. det ikke-kristne menneske giver det sig udslag i en positiv tilgang til dets formåen, når det gælder at tro evangeliet.
Det lutherske og bibelske billede heraf er, at det ugenfødte menneske er åndeligt blindt og åndeligt dødt og dybest set er en fjende af Gud, som intet formår at gøre til sin egen frelse.
Indre Mission har allerede i deres tidligste historie flirtet med de evangelikale og man kan genkende synet på det ugenfødte menneske i f.eks. talen om at være vakt – en art mellemtilstand mellem ugenfødt og genfødt, hvor man iflg. vækkelsesfolk skulle kunne beslutte sig for at følge Jesus og således blive frelst.
Når det gælder det omvendte eller genfødte menneske, har metodismen, som pinsekirken er rundet af, fra sin begyndelse ment, at det var muligt at blive syndfri. I det hele taget har man ment, at den kristne vil leve et sejrrigt og sorgløst liv, hvor synden næsten blot er en dårlig vane, der med lidt knofedt og god vilje kan overvindes. Det fører til glæden ved teknikker og metoder til at leve et mere helhjertet kristenliv, når man finder ud af, at det ikke er så nemt endda.
Det lutherske og bibelske syn herpå er mere realistisk og ligger i tråd med paulus oplevelse i Romerbrevet kapitel 7 af, at det jeg gør, det vil jeg ikke og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Kristenlivet er en daglig kamp med mange nederlag, hvor man hver dag må begynde forfra med at bekende sig som en arm synder og henfly til evangeliet om syndernes forladelse fro Kristi skyld.
Helliggørelse er i virkeligheden at vænne sig til retfærdiggørelsen, syndernes forladelse. Helliggørelse er ikke at have mindre og mindre brug for syndernes forladelse, men at opdage sin synd mere og mere og dermed Guds nåde og barmhjertighed mere og mere. De gode gerninger kommer som en frugt af, at syndsbevidstheden og erkendelsen af Guds nåde vokser og er ikke en følge af, at man har mindre og mindre brug for evangeliet, som det i realiteten bliver i mange evangelikale sammenhænge.