Evangelisk-lutherske kommentarer

Der tales meget om relevans i kirkerne i dag.

Kirkerne skal ifølge mange være relevante – nok særligt for de unge og smarte. Det siges, at ingen mere leder efter en nådig Gud, men at Gud i stedet må lede efter nådige mennesker. Fra nogle kredse (emergent church) lyder det, at det er egoistisk og individualistisk at fokusere på den enkeltes frelse. i stedet skal man koncentrere sig om at fremme et dennesidigt gudsrige med fred og forsoning (eller noget i den retning).

Jeg stødte for nyligt på dette blogindlæg hos min gamle kirkehistorielærer, L. Rast, fra Concordia Theological Seminary Fort Wayne.  Her er pointen, at døden mange steder er et emne, man forsøger at undgå:

Many churches want to talk about and deal with anything but death. They market to healthy twenty and thirty year olds, many of whom have never attended a funeral or been to a graveyard. Super-happy music, parenting advice, biblical uplift, financial seminars, strategies to ease and improve life, physically and emotionally and spiritually, fill the time spent in church. But in seeking to make us happy and fulfilled at all cost, the churches ignore the gaping monster at the end of the road gobbling us all up, that tiny serpent balled up inside of us scaring us and making us nervous.

Dette rammer både den ældre kirkevækstbevægelse med dens felt-need-mission og nyere missionale trends (emergent church), hvor man forsøger at bilde sig ind, at døden og det evige liv ikke er store og vigtige spørgsmål.

For sagen er jo, at mennesker, der ikke lukker øjnene, må anse døden for det største problem overhovedet.

Andre tænker måske ikke over døden til daglig eller forsøger at glemme den virkelighed, at alle skal dø en dag.  Og for den, der for alvor ser døden i øjnene, blegner alle andre problemer. Ja, alle andre problemer peger tilbage på det ene problem, at vi skal dø.

For mange af os, er døden måske den skygge for enden af vejen, vi ikke kan tænke på. Og vi forsøger måske at fylde os med underholdning og andre tanker for ikke at komme til at tænke på den frygtelige sandhed, som døden er, og den uvished, der venter for enden af vejen.

Måske kan man som ung bilde sig ind, at man ikke skal dø eller at døden er et fjernt fremtidigt problem, som man ikke behøver beskæftige sig med endnu. Men døden kommer også til den unge en dag. Og til nogen kommer den ikke først, når de bliver gamle.

Moses sang i salme 90 er hamrende relevant for enhver, som er dødelig: Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, men al deres stolthed er elendighed og ulykke; hastigt går det, så flyver vi bort. (sl 90,10)

For mennesker, der tager livet alvorligt, må døden være det største problem.

Hvis en kirke virkelig vil være relevant, må den give svar til dem, der konfronteres med døden. Den må svar på, hvorfor døden rammer os alle. Og så må den svare på spørgsmålet, vi alle bør stille os: Hvad skal der blive af mig, når døden rammer mig?

Her er klassisk evangelisk-luthersk kristendom det bedste svar overhovedet. Klassisk luthersk kristendom svarer på Skriftens grund, at døden skyldes synden, som vi alle har del i. Guds lov må afslører det dybe problem, som har medført døden: At vi mennesker har gjort oprør mod vores skaber, som gav os livet.

Og så giver klassisk luthersk kristendom også svar på, hvordan dette problem løses og på, hvad der skal blive af os. For her fås sikker vished om syndernes forladelse hos Gud og dermed om evigt liv efter døden. Her kan mennesker forsikres om deres køds opstandelse ved troen på ham, som er gået forud og har overvundet dødens magt, fordi han har overvundet  dødens brod – synden. Jesus har med sin død sonet Guds dom og betalt for al vores synd.

Ved Jesu opstandelse har Gud er erklæret at alt er betalt. Ved Jesu opstandelse har vi beviset på, at døden er overvundet og at vi derfor selv skal opstå. Jesu legemlige opstandelse er dét eneste våben, vi for alvor kan møde dødsangsten med. Med Jesu lidelse, død og opstandelse og frugten heraf uddelt i ordet, dåben og nadveren, kan vi stå ansigt til ansigt med døden og vide, at Jesus har besejret den – for os.

Det er i sandhed relevant kristendom. Den ualvorlige dennesidige kristendom, som går for at være relevant i dag, er dybest set irrelevant for seriøse mennesker. Dens gudstjenester, der søger at tilfredsstille menneskers ønske om underholdning og tilfredsstillelse er ligegyldige for den, der spørger efter svar på livets grundlæggende problem: døden.

Anders Gadegaard, domprovst i folkekirken i København, forsvarer i en kronik påstanden om, at der er flere veje til Gud. Nu må folkekirken jo selv finde ud af, hvad den vil acceptere af læreafvigelser. Det er dog svært at forestille sig, at folkekirken skulle begynde at sætte grænser for, hvad man som præst kan hævde.

Men når Anders Gadegaard fremturer med absurde påstande om, at det skulle være førreformatorisk og uluthersk at hævde frelse alene ved troen på Kristus, må jeg reagere. Det åbenbarer en uvidenhed om basale kirkehistoriske fakta, som man rystes over at høre fra en med en kandidateksamen i teologi og et embede som domprovst.

Anders Gadegaard skriver:

Det er et gammelt spørgsmål i kirken, om der ”gives frelse uden for kirken”, og selv den katolske kirke, som hævder at sidde inde med nådemidlerne, har siden Andet Vatikanerkoncil (1962-1965) blødt op på den position, at man skal tilhøre kirken for at kunne blive frelst. Vi forlod synspunktet her i landet i 1536 med indførelsen af den lutherske reformation.

Nu er det vel snarere en gammel læresætning fra Cyprian end et gammelt spørgsmål.

Jeg ved ikke, hvor Anders Gadegaard har det fra, at vi forlod synspunktet “her i landet” ved reformationen. Det centrale opgør med den romersk-katolske kirke i reformationen var, om man frelses ved troen på Kristus alene eller ved tro og gerninger. Spørgsmålet om frelse uden tro på Kristus lå, så vidt jeg ved, helt udenfor horisonten, selvom den romersk-katolske kirkes limbo vel var noget af det, der kom tættest på, dengang.

For de romersk-katolske var – og er – troen en moralsk habitus, som frelser i kraft af sine kvaliteter og ikke i kraft af sit objekt.

Men, som man kan læse i Den Augsburgske Bekendelses artikel 4, så er den retfærdiggørende tro, tro på, at synden forlades for Kristi skyld. Troen er altså ikke noget i sig selv, men et middel til at gribe syndernes forladelse, der rækkes frem i evangeliet. Troens frelsende kraft kommer altså fra objektet for troen og ikke fra troen selv.

Gadegaard kunne med fordel have konsulteret den lutherske bekendelse eller andre værker om reformationen, før han fremførte sine påstande om, hvad vi forlod ved reformationen.

Retfærdiggørelsen ved tro på evangeliet er kernen i evangelisk-luthersk kristendom. Og det er netop denne kerne, der benægtes af Gadegaard og andre statskirkepræster, der tror på en anden vej til Gud end gennem troen på Jesus Kristus.

Sammenholder man artikel 4 og artikel 7 i Den Augsburgske Bekendelse, vil man se, at denne bekendelse faktisk fastholder tanken om, atder ikke er frelse udenfor kirken. For kirken defineres netop som de sandt troendes forsamling – altså forsamlingen af dem, der frelses ifølge artikel 4.

Og kendetegnet på, at denne kirke er et givent sted, er ifølge den Augsburgske Bekendelse den rene forkyndelse af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne efter Kristi indstiftelse.

Spørgsmålet er altså ikke blot, om der er frelse i andre religioner, men også, om der f.eks. er frelse under Anders Gadegaards prædikestol, når han tilsyneladende ikke prædiker evangeliet. For Anders Gadegaard benægter jo selve evangeliet om retfærdiggørelsen ved tro, for Kristi skyld.

Anders Gadegaard demonstrerer yderligere uvidenhed om luthersk kristendom, når han fortsætter:

BIBELEN INDEHOLDER mange eksempler på, at Gud skaber vej til mennesker, uden at det direkte fremgår, at det er Kristusvejen. Gud viser sig for eksempel i en brændende tornebusk, en skysøjle eller en ildsøjle. Hvis vejen til Gud var begrænset af at kende Kristusåbenbaringen, hvordan kan Gud så have vist sig for mennesker før Kristi fødsel?

Ifølge  de lutherske fædre havde Kristus netop åbenbaret sig før Kristi fødsel. Allerede til Adam og Eva lød proto-evangeliet om, at kvindens afkom skulle knuse slangens hoved. Reformerte samt senere rationalister og bibelkritikere overtog en jødisk omtolkning af messiasprofetierne, så evangeliet netop blev fjernet fra det gamle testamente. Og de af gadegaard nævnte eksempler er netop den treenige Guds selvåbenbaring.

Således angreb den tidlige lutherske teolog Ægidius Hunnius i et skrift netop Calvin for at være judaiserende. For lutheranerne var messiasprofetierne netop direkte profetier om frelseren, som var forståelige som sådan for deres samtid. For retfærdiggørelsen skete ved tro på evangeliet om Jesus Kristus – også før Kristi komme.

Det er naturligvis svært for teologer, der er opflasket med bibelkritik og rationalisme at forestille sig, at nogen har taget messiasprofetierne så alvorligt. Men det viser jo blot, hvor skadelig den historisk-kritiske metode har været resten af den kristne tro – og særligt for retfærdiggørelseslæren. Og hvis man vil komme med udtalelser om, hvad evangelisk-luthersk kristendom er, bør man have sat sig ind i tingene først.

For både de reformerte og for de romersk-katolske, der i dag tror på frelse udenfor kirken, betyder det, at de får et lovisk syn på troen.

Når troen ikke længere frelser alene i kraft af sit objekt – evangeliet, så kommer den frelsende kraft til at ligge i troen selv. Det bliver altså en kvalitet i troen, man anser som frelsende. Sådan kunne man også læse Kjeld Holm forsvare det samme synspunkt som Gadegaard med, at han havde mødt mange spændende og sympatiske mennesker fra andre religioner.

Den romersk-katolske kirkes åbning for frelse i andre religioner skyldes altså snarere dét, reformationen gjorde op med: retfærdiggørelsen ved gerninger.

Selvom de altså gerne vil have det til at se modsat ud, er det tilhængerne af flere veje til Gud, der gør troen lovisk og angriber den lutherske reformations kerne. Gadegaard, Kjeld Holm og andre fra samme lejr kunne måske overveje at konvertere til katolicismen, hvor man prædiker samme lovreligion som Holm og Gadegaard.

Spørgsmålet om samfundets forhold til religion er brændvarmt for tiden og har været det en del de senere år. Det skyldes nok særligt militant Islam, som med rette fordømmes af såvel sækularister som kristne. Her er problemet ikke så meget, at de sætter religion over demokrati, men at den religion, de sætter over demokratiet, har en politisk agenda, som tilsidesætter demokratiet.

Men ind imellem er spørgsmålet om religion i det offentlige rum i det hele taget blevet rejst. Og man føler sig som kristen mistænkeliggjort, fordi man faktisk sætter sin tro over f.eks. politikeres modeluner eller fordi man tror fuldt og fast på Biblens beretninger. At blive beskyldt for “fundamentalisme” giver straks associationer til voldelige og militante bevægelser.

Ateismen har også fået ny vind i sejlene eller også er man blot kommet mere på barrikaderne. Humanistisk Samfund har således været en del fremme i medierne. Det samme har Richard Dawkins og andre religionskritikere.

Men er det nu sådan, at f.eks. evangelisk-lutherske kristne, som holder sig til den bibelske og lutherske lære, kan udgøre en fare for samfundet, hvis de f.eks. sætter Gud over demokratiet?

Hvis man læser, hvordan evangelisk-lutherske kristne forholder sig til øvrigheden ifølge den Augsburgske Bekendelse, vil man se, at vi rent faktisk respekterer den øvrighed, der er sat over os, fordi den er indsat af Gud, selvom den ikke er specielt kristen. Det er altså med andre ord vores religion, der står som garant for, at vi underordner os øvrigheden, hvilket vil sige demokratiet i Danmark, for så vidt den ikke påbyder os at handle imod Guds ord.

Enhver kan slå op og læse i de lutherske bekendelsesskrifter, hvordan en evangelisk-luthersk kristen mener, at kristendommen skal forstås. Det er altså muligt for samfundet at kontrollere, at vi ikke tilskynder til oprør eller samfundsskadelig virksomhed – og at vi heller ikke vil gøre, netop fordi vi tror, som vi gør.

Men hvad med ateisterne? Jeg læste for nyligt, at nogle lutheranere i USA i 1800-tallet skulle mene, at deciderede ateister ikke burde kunne blive statsborgere i USA. Uden at jeg nødvendighvis er enig i denne praktiske konsekvens, fandt jeg begrundelsen interessant.

Samfundet skal ikke bygges på den åbenbarede religion, dvs. på kristendommen. Det skal styres efter fornuften og efter den naturlige lov og naturlige religion. Men selvom samfundet ikke skal bygges på én bestemt religion, så bygger det på moral, som bygger på tilliden til, at der er en Gud, som skal dømme mennesker. Den, som benægter, at der findes et guddommeligt væsen(eller flere), som skal dømme mennesker, benægter derfor også grundlaget for enhver moral. Dette var begrundelsen.

Nu er der ikke noget åndeligt positivt at sige om afgudsdyrkelse. Men det er dog en forvrængning af dyrkelsen af den sande Gud og bygger derfor delvis på Guds naturlige åbenbaring, som så er forvrænget af djævlen til loviskhed. Men når denne rent ud benægtes, da er man nået bunden. Da er man blevet sin egen (af-)gud. Borgerligt set er ateismen altså værre en afgudsdyrkelsen, som dog forudsætter den naturlige åbenbaring og lov.

Jeg tror dog, at mange ateister alligevel har en vis moral, fordi de på trods af deres fornægtelse, alligevel ved, at de skal stå til regnskab for deres gerninger, som deres samvittighed fortæller dem.

Men ikke desto mindre, så er ateismen principielt en benægtelse af moralens grundlag og derfor også noget, som kan få mennesker til at forkaste enhver form for moral.

Det blev jeg mindet om for nylig, da jeg var i Cambodia og så Pol Pots koncentrationslejre og massehenrettelsessteder. Det var en stærk oplevelse og jeg kunne ikke helt forstå, hvordan mennesker kan bære sig sådan ad. Men da kom jeg til at tænke på, at det muligvis kunne lade sig gøre, fordi Pol Pots røde khmerer netop var kommunister og derfor ateister, som ikke havde noget principielt grundlag for moralen. Deres politiske ideologi kunne derfor tilsidesætte enhver moral.

At ateister her og nu har lært sig at handle efter en almindelig borgerlig moral, er glædeligt. Men principielt ved man aldrig, hvornår denne moral kan tilsidesættes enten for politisk ideologi eller simpelthen deres egen egoisme. For dybest set skal ateisten ikke stå til ansvar overfor nogen. Så kan ateisterne sige, at de da ikke mener, at man må skade andre, men at der ellers er moralsk frihed. Men kan man stole på det. Hvad forhindrer ateisterne i at lyve? og hvem ved, om det også er det, de mener i morgen?

Ateister er – forhåbentlig ikke i realiteten – men i hvert tilfælde principielt utilregnelige. Man kan glæde sig over, at ateisterne ikke altid holder sig til principperne og alligevel mærker samvittighedens stemme og Guds naturlige lov, så de i stor udstrækning lever moralsk forsvarligt. Men det er dem, og ikke de kristne, demokratiet bør frygte.

Uden at jeg altså går ind for at fratage ateister borgerrettigheder, mener jeg altså, at de udgør en reel fare for samfundet, fordi de ikke tror på en Gud og dermed heller ikke på en absolut moral. Hvis vi skal være bange for nogen, er det altså ikke kristne, der sætter deres Gud over samfundsordningerne. netop fordi de gør det, vil de undeordne sig øvrigheden. nej, vi bør snarere frygte dem, der ikke sætter Gud over samfundsordningerne. For i sidste ende, er der ikke noget, der garanterer, at de ikke vil gøre oprør eller krænke andre borgeres rettigheder, hvis det tjener dem bedst. I hvert tilfælde i princippet. Og i praksis har historien vist, at princippet også får de frygtede praktiske konsekvenser i ny og næ.

I disse dage er der klimatopmøde. En del religiøse ledere har også meldt sig som forkæmpere for klimaet.

Jeg vil begynde med at skrive, at jeg bestemt ikke er imod at arbejde til gavn for klimaet og heller ikke mener, at mennesker ikke har et forvalteransvar (eller i hvert tilfælde et have-dyrker-ansvar). Vi skal passe på miljøet. Ingen tvivl om det. Dette skal i og for sig heller ikke betragtes som en reaktion på klimatopmødet eller klimaaftaler.

Uden at jeg kan sige, at jeg har fulgt utroligt meget med i klimadebatten, har jeg en fornemmelse af, at nogle mener, at jorden nærmest går helt i stykker, hvis ikke der gøres noget nu.  Jeg læste et eller andet sted, at demonstranter havde haft et ur, der viste få minutter i tolv, for at symbolisere, hvor vigtigt, det er at gøre noget nu. Selvom det måske ikke bliver sagt, så er der en art katastrofe-stemning  omkring klimaet.

Man kan få det indtryk, at nogen forestiller sig jorden som et skrøbeligt korthus, der falder sammen, hvis vi kommer til at puste lidt på det.

Og jeg spekulerer på, om ikke det er dybest set er vantroen, der ligger bag. Det er klart, at hvis man tror, at mennesket er opstået ved en tilfældig udvikling og universet ved et tilfældigt Big bang, så skal der nok heller ikke så meget til at ødelægge det hele igen. Eller hvis man har et deistisk billede af Gud som en, der har sat det hele i gang, men ellers ikke blander sig (og hvis han i øvrigt ikke har gjort sit håndværk ordentligt, så det kan holde til lidt slitage).

Da vil man tro, at det i virkeligheden er op til mennesker at frelse kloden. Og da gør man mennesket til Gud og ikke blot til forvaltere af Guds skaberværk. Martin Luther skriver i sin store katekismus, at ens Gud er den, man stoler på og venter sig alt godt af. Sådan vender den klima-religiøse sig til sig selv og til den verdslige stat efter vished om fremtiden. Men det er at vende sig til skabningen frem for skaberen. Det er afgudsdyrkelse og udtryk for, at man forkaster den eneste sande Gud, som alene kan opretholde jorden – og også gør det.

Men tror man på en skabende og opretholdende Gud, så tror man også, at dommedag først kommer, når Gud vil, det være sig idag eller om tusind år. Og mennesker kan hverken gøre til eller fra, men må blot holde sig årvågne, så vi lever i erkendelse af synden og henflyer til nåden i Jesus Kristus, Guds Søn som blev menneske for at frelse os arme syndere. Jesus er den Gud, mennesker har forkastet for at sætte liden til sig selv og hinanden.

Men Jesus kom ikke til jorden for at dømme den, da han blev menneske, som vi fejrer i julen. Han kom for at forsone mennesker med Gud. Han kom for at betale til Gud, hvad du og jeg skylder Gud. Og Jesus betalte fuldt ud ved at opfylde Guds lov fra undfangelsen og sætte sin lid til Gud alene (som det også blev profeteret om ham i Salme 22,11) og ved at bære straffen for vores ulydighed og mistillid til Gud, da han døde under Guds dom og forkastelse på korset. Gud holdt dommedag over verden, som var repræsenteret ved stedfortræderen, Jesus Kristus. Og derfor behøver den, som Gud har kaldet til tro på Jesus Kristus, heller ikke fortvivle ved udsigten til dommedag, men kan se frem mod den med glæde.

Anden gang, Jesus kommer, kommer han dog på himlens skyer for at dømme verden. Da er den syndige jords undergang kommet og ingen gode klimaforsætter kan redde et menneske, som ikke tror på Jesus Kristus. Det er derfor langt vigtigere at sætte sin lid til Jesus Kristus end at stole på og vente sig alt godt af klima-aftaler. For når dommedag kommer – og dommedag vil komme den dag, Gud har fastsat – så er dét, der er afgørende, at du har sat din lid til Jesus Kristus.

Professor Niels Henrik Gregersen svarer her en læser på Kristendom.dk på et spørgsmål om, hvorvidt kristendom og evolutionslære harmonerer.

Svaret er nærmest et skoleeksempel på den form for vildledende argumentation og substansløse teologi i akademiske klæder, som er så udbredt blandt post-/moderne teologer. Det er denne form for det-er-jo-bare-noget-vi-leger-kristendom, man også kan høre, hvis man engang imellem forvilder sig ind i en tilfældig folkekirke og hører universitetsuddannede teologer i floromvundne termer udbrede sig om tilværelsen i almindelighed og gøre Gud og kristendom til et symbol på deres egne lommefilosofiske betragtninger og “livstolkninger” (hvad det så end er for noget).

Det er interessant, at Gregersen i svaret stort set ikke behandler forholdet mellem skabelse og evolution i sig selv. Han fremfører blot nogle eksistentielle tilværelsesbetragtninger og viger udenom at forholde sig til selve sagen. Altså bortset fra noget statistik om, hvem der tror på evolution i forhold til, hvem, der er medlem af folkekirken. Interessant nok berører han dog ikke i den sammenhæng, hvor mange procent, der faktisk sætter deres ben i kirken.

Prof. Gregersen mener, at kirkens modstand mod Darwin skyldtes det tidspunkt, hvor han kom frem med sine tanker. På den ene side skyldtes det den viktorianske tidsalder, hvor mennesket blev set som civilisationens krone og på den anden side skyldtes det vækkelserne, som prædikede den evige fortabelse. I modsætning til disse “opdagede” Darwin iflg. Gregersen, at mennesket ikke blot er rationelt. Gregersen skriver:  “Efter Darwin er det ikke længere så let at slå fast, hvad et menneske er. For menneskets liv ligger ikke fast på forhånd. Tværtimod er vi selv med i skabelsens proces. Vi er undervejs, ikke færdige.”

Bemærk, hvordan Gregersen her dikterer, hvad man kan og ikke kan slå fast i dag. Det er altid morsomt at høre liberalteologer, afmytologikere og eksistensteologer fortælle, hvad vi moderne mennesker kan og ikke kan tro på. Desværre er det som at forsøge at fortælle humlebien at den ikke kan flyve – den gør det alligevel. Hvis Gregersen vil overbevise nogen om, at Darwinismen ikke kan anfægtes, ville det klæde ham at argumentere for dette i stedet for at forlade sig på, at man ukritisk bøjer sig for universitets “teo”logers overformynderi.

Jeg er ikke tilhænger af et viktoriansk menneskesyn, men mener ikke desto mindre at kunne sige ud fra Biblen, hvad et menneske er. Et menneske er skabt af Gud som kronen på skaberværket for cirka 6.000 år siden, men er efter syndefaldet på mange måder værre end et dyr.  At mennesket styres af sine følelser, er der ikke noget nyt i. Det vidste man lang tid før Darwin. Det har blot ikke så meget med spørgsmålet om evolution kontra skabelse at gøre. Det kan muligvis have noget at gøre med Darwins forhold til sin viktorianske samtid, men der er næppe mange kristne antidarwinister, der i dag deler dette livssyn.

Gregersen fortsætter i samme formynderiske spor: Om ikke før, så gælder det efter Darwin, at Bibelen ikke længere kan benyttes som en håndbog i naturhistorie, geologi og biologi. Men, må man spørge, har det egentlig nogensinde været meningen?

Det er de færreste, der med almindelig sund fornuft kan læse 1. Mosebog og sige, at forfatterne ikke mente at fortælle, hvad der rent faktisk skete. At Gregersen så ikke tror på det, står for Gregersens egen regning.  Der er adskillige normaltbegavede mennesker, som stadig tror på Biblens historiske beretninger. Gregersens kommentar er dybt arrogant, når han blot affejer denne forståelse med en henvisning til Darwin uden at begrunde sin påstand yderligere. Man må også spørge, om Gregersen aldrig er blevet undervist i videnskabsteori? Ved han ikke, at empiriske videnskabers teorier aldrig er helt sikre, men netop er teorier?

Gregersen fortsætter med at forklare sin darwinistiske religion: Religiøst set betyder det, at hvert eneste øjeblik, vi oplever, er aldeles unikt, og alt andet end noget selvfølgeligt. For selvom livets udvikling som sagt er prosaisk og hård, så er resultatet poetisk, både dér hvor det gør ondt og dér hvor det gør godt. “Sorrig og glæde, de vandre til hobe”, som vi synger med salmedigteren Kingo, der levede lang tid før Darwin.

Her forsøger Gregersen, ved at omtolke Kingos kristendom til også blot at være generel Gud-løs tilværelsestolkning, at skabe en sammenhæng mellem Darwin og Kingo.

Gregersen fremstiller tilværelsens modgang og sorg som noget positivt – eller som han skriver “poetisk”.

Desværre for Gregersen siger Kingos salmer sådan cirka det modsatte af , hvad Gregesern vil have den til at sige – altså hvis man læser videre i salmen. Kingo har ikke en masochistisk forestilling om denne verdens lidelser som “poetiske”.   Tværtimod er omkvædet og pointen i Kingos salme, at kun himmeriget er uden lidelser og slutter med ordene “Sorrig skal dø, / saligheds frø / blomstre på himmerigs dejlige ø”. Jeg tror i øvrigt næppe, at der er mange døende eller sørgende mennesker, der finder døden særlig “poetisk”. Men det kan være, de blot mangler at blive undervist af professor Gregersen om det poetiske i deres smerter og rædsler.

Det er svært at få sig til at tro, at en teologisk professor ikke godt ved, at Kingos kristendom var en realistisk kristendom med en virkelig Gud, en virkelig himmel og et virkeligt helvede, en virkelig skabelse og et virkeligt syndefald med død og lidelser til følge. Ellers burde Københavns Universitet alvorligt overveje noget efteruddannelse i basal teologihistorie til sine ansatte.

Gregersen fortsætter dog i samme spor: Som jeg ser det, har der fra begyndelsen været en slags næsten naturlig resonans mellem Darwins evolutionslære og en gammeldags rå kristendom a la Kingos – før en mere harmoniserende kristendom gik hen og blev moderne. Sikke dog en påstand. Ved Gregersen ikke, at Kingo levede i den lutherske ortodoksis tid, hvor man i Luthers fodspor holdt fast ved en historisk og bogstavelig fortolkning af 1. Mosebog kap 1 – også overfor Augustins og Hilarius fromme omtolkninger.

Man kan næppe forestille sig større dissonans end mellem Darwin og den lutherske ortodoksi. At Gregersen forestiller sig en resonans mellem Darwin og Kingos tids kristendom, er nærmest tragisk. Har professoren ikke adgang til teologihistorisk litteratur, hvor han kan undersøge sine uhyrlige påstande?

At forene kristendom med darwinisme blev netop først muligt, da man begyndte at adskille troen fra virkeligheden og degraderede den til lommefilosofiske tilværelsestolkninger. Dette er en gradvis udvikling, som begyndte med pietismens sukbjektivisme og førte til rationalisme og liberalteologi. Men den ligger milevidt fra Kingos og  dennes samtids kristendom.

Gregersen slutter af: Men uden selv at vide det, kom Darwin til at åbne sluserne for en helt anderledes storladen tanke om, at Gud har skabt os til at leve, opleve og udvikle os. I begyndelsen sagde Gud: “Let it Be”! Lad verden blive til – og lad den få tid til at udvikle sig. At Gud skulle have skabt verden med det formål, at den skal udvikle sig gennem milliarder års lidelser, kamp og død, er at fremstille Gud som en sindsyg sadist. At Gregersen så finder denne guds sadisme “poetisk” gør vel kun sagen endnu værre.

Men man kan undrer sig over, at Gregersen så finder grund til at nævne Darwins afstandtagen til vækkelsesbevægelsernes tro på fortabelsen. Fortabelsen er dog ifølge de fleste kristne en reaktion overfor menneskets synd og ikke Guds egentlige mål med at skabe mennesker.

Jeg tror dog nok, at Gregersen i virkeligheden heller ikke selv tror på den gud, han fremstiller. Hvorfor skulle han ellers have behov for at stole mere på naturvidenskabelige gætterier, som altid er foreløbige, end på Guds egen åbenbaring.

Jeg har derfor nemmere ved at tro, at Gregersen i virkeligheden er en maskeret ateist, der har lært sig at formulere sig tilpas utydeligt, så han stadig kan fremstå som talsmand for kirke og kristendom. Men ville det ikke være mere ærligt, hvis professoren ligeud sagde, at han ikke tror på Gud, men gerne vil misbruge Guds navn til at legitimere sine egne lommefilosofiske tilværelsestolkninger.

Selv Darwins agnosticisme ville være at foretrække frem for Gregersens grusomme gud.

Hermed mit bud på, hvilke ti ting, det er vigtigst at vide om evangelisk-luthersk kristendom.

1. Biblen

Biblen består af skrifter, som er skrevet under Helligåndens vejledning. Biblen er derfor Guds eget ord og den eneste kilde og norm for al kristen tro og lære (1 Thess 2,13). Biblen er uden fejl, fordi den er Guds eget ord, for Gud kan ikke lyve (Tit 1,2) Biblen er klar og tydelig i alle lærespørgsmål (Sal 119,105) og tilstrækkelig til alt, hvad vi behøver vide om Gud (2 Tim 3,16-17). Fordi Biblen er Guds eget ord, er det ikke blot døde bogstaver, men Helligåndens redskab, som skaber og bevarer troen hos mennesker (Rom 1,16).

2. Gud

Gud er ét evigt, usynligt og almægtigt væsen. Han véd alt; han er uforanderlig; han er nærværende alle steder. Han er hellig, retfærdig, trofast, god, nådig og barmhjertig.

Gud er tre personer i ét guddommeligt væsen. Ligesom kilden og floden er forskellige men dog det samme vand, sådan er personerne forskellige, men det samme uadskillelige væsen. Faderen er Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud. Men der er kun én Gud. Denne lære kaldes treenigheden og er et paradoks, vi ikke kan løse med vores fornuft. Men den er klart åbenbaret i Biblen, hvor de alle kaldes Gud, og der dog kun tales om én Gud (Se f.eks. Matt 28,19).

3. Skabelsen

Gud skabte jorden på seks dage og hvilede på den syvende dag (se 1 Mos kapitel 1). Det er også Gud, der hvert sekund opretholder jordens eksistens. Der er intet til, som ikke er til i kraft af, at Gud har skabt det. Gud skabte også Adam og Eva, de første mennesker, som alle mennesker nedstammer fra. Dengang var alt godt, og døden var endnu ikke kommet ind i verden. Det er stadig Gud, der skaber hvert menneske i moders liv (Sal 139,13), og det er Gud, der giver os brød på bordet gennem jorden og vores arbejde. Det er også Gud, der på trods af vores synd, opretholder en vis orden i verden gennem sine ordninger: ægteskabet og samfundet. Derfor skal vi ære disse ordninger, som Gud har givet os.

4. Loven og synden

Gud har givet visse retningslinjer for sin skabning, som han har udtrykt i sin lov. Guds lov sammenfattes i de ti bud (se 1 Mos 20) og i det dobbelte kærlighedsbud (Matt 22,37-40). Nogle af budene har med vores forhold til Gud og hans ord at gøre, og resten har at gøre med vores forhold til vore medmennesker. Men de første mennesker, Adam og Eva, brød Guds lov (se 1 Mos 3). Derefter fødes alle mennesker som syndere, dvs. som fjender af Gud og forbrydere. Gud dømmer derfor ethvert menneske til død og evig pine. Det kan kun forhindres, hvis Gud selv griber ind. Døden kom altså ind i verden med Adam og Eva og har været i verden siden. Synden gennemsyrer alle menneskers natur, så de ikke formår at opfylde Guds lov, men tværtimod er Guds fjender (se Rom 5,12-21).

5. Frelsen i Jesus Kristus

Den anden person i treenigheden, Guds Søn, som er Gud selv, blev menneske og født af Jomfru Maria for at frelse os fra døden og Guds vrede i helvede. Jesus opfyldte Guds lov som vores stedfortræder.

Det gjorde Jesus ved at leve et liv uden synd som helt og fuldt retfærdig. På den måde opfyldte han Guds bud som vores stedfortræder (Gal 4,4). Og han gjorde det ved at bære Guds straf, da han lede og døde på korset. Her mærkede han Guds vrede over alle verdens synder og tog dødens straf (Matt 20,28). Da Gud oprejste Jesus fra de døde erklærede han dermed at straffen var udstået og vores synd og skyld betalt (Rom 4,25).

Jesus har altså ved sit liv og sin lidelse og død vundet tilgivelse for al vores skyld og opfyldt alle Guds krav til os. Han har altså betalt vores gæld, og betalingen venter kun på at blive sat ind på hver enkelt menneskes konto.

6. Helligåndens gerning ved evangeliet

Men for at vi skal få del i Guds nåde, sendte Jesus apostlene ud for at forkynde evangeliet. Og efter dem kaldte Gud andre til at forkynde evangeliet. For det er gennem evangeliet, Gud uddeler syndernes forladelse, som Jesus vandt på korset. Evangeliets ord er altså ikke blot information om, hvordan man bliver frelst. Det er i stedet en gave, som Gud giver os når ordet lyder. Når evangeliet forkynder, at Gud tilgiver os, så gør han det.

Evangeliet findes både som ord i Biblen, og som forkyndelse i kirken. Det er også evangeliet, der lyder i sakramenterne, som giver os syndernes forladelse personligt, så vi tør stole på den.

Evangeliet er en Guds kraft til frelse, som både giver os syndernes forladelse og gør os i stand til at tro på evangeliet (Rom 1,16). Evangeliet må derfor forkyndes både i kirken og i verden.

Gud har indstiftet et embede til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne (se bl.a. Joh 20,21-23). Men det er alle kristnes pligt at sørge for, at det sker og at bekende evangeliet i deres daglige liv.

7. Sakramenterne

Sammen med evangeliets ord har Gud også givet os nogle ydre tegn, som skal forsikre os om, at han tilgiver os vores synder. De er en slags garantibeviser på vores frelse.

Han har for det første givet os dåben, hvor han gør os til sine børn og vasker vores synd af. Dåben er, ligesom evangeliet, ikke bare et symbol, men et bad, som virkelig frelser og tilgiver. Dåben sker én gang i Faderens, Sønnen og Helligåndens navn. Fordi børn også har brug for Guds tilgivelse, døber vi også dem (Læs Matt 28,18-20 og Mark 16,16).

Og for at vi kan styrkes og bevares i troen, har Jesus givet os nadveren, hvor han giver os sit legeme og blod usynligt sammen med brødet og vinen. Det gør han, fordi det var med sit legeme og blod, han betalte syndernes forladelse for os. Vi får altså både selve betalingen og tilgivelse for vores synd. Når vi får Jesu legeme og blod, kan vi derfor være helt sikre på, at vi også får syndernes forladelse som Jesus betalte med netop dette; sit legeme og blod (Matt 26,26-29).

Man kan også regne skriftemålet til sakramenterne. Her tilgiver præsten den enkeltes synder på Guds vegne og på baggrund af Jesu frelsergerning. Skriftemålet er den personlige brug af evangeliet, hvor man særligt kan få at vide, at de synder, der trykker, er tilgivet. (Joh 20,23)

8. Det kristne liv

Vi er ved troen blevet nye mennesker, som ønsker at tjene Gud og vores næste. I bønnen svarer vi på Guds ord til os, stiller os til rådighed for Gud og beder ham om at lade sin hellige og gode vilje ske.

Det kristne liv er et liv i bøn. Og i de gode gerninger tjener vi vores næste. De bud, som før fordømte os, ønsker vi nu at leve efter, fordi det er Guds gode vilje med vores liv, som gavner os og vores medmennesker. Men selvom vi er nye mennesker, bor synden stadig i os, og vi må dagligt kæmpe mod den. Derfor må loven også stadig vise os vores synd og vi må igen og igen sætte vores lid til syndernes forladelse i Jesus Kristus.

Troen liv er altså et liv i daglig syndserkendelse, glæde over evangeliet og tjeneste for Gud og vores medmennesker. Hver dag må vi begynde forfra (læs Rom 6-8).

Det kristne liv skal ikke leves fjernt fra verden i askese, men indenfor de ordninger, Gud har givet: familie, arbejdsplads, samfund og kirke. Kristne skal aktivt tjene deres næste her og ikke flygte fra disse ordninger.

9. Kirken

Kirken i egentlig forstand er alle troende kristne. Men troen er i sig selv usynlig. Vi kan derfor aldrig helt sikkert vide, hvem der er sande kristne.

Men vi kan vide, hvor kirken er. For vi kan vide, hvor de midler er, som Gud bruger til at gøre mennesker kristne, nemlig Guds ords rene lære og sakramenternes forvaltning efter Jesu befaling.

Hvor Guds ord forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret, dér kan vi stole på, at kirken er. Og de synlige menigheder, hvor det bliver gjort, kan vi derfor også kalde kirker. Og menighederne kan slutte sig sammen til kirkesamfund, som derfor også kan kaldes kirker. (Ef 4,1-6)
Kirken har pligt til at kalde prædikanter til at prædike ordet og forvalte sakramenterne i kirken. Når menigheden kalder præster, er det Gud, der kalder gennem menigheden. Og kun de, som er blevet kaldet, må prædike i menigheden. (Rom 10,15)

10. De sidste ting

Når mennesker dør, er deres skæbne afgjort. Enten dør de i troen på evangeliet og bliver frelst, eller de dør i vantro og går fortabt. (Heb 9,27)). De, som dør i troen vil være sammen med Kristus.

Når Jesus kommer synligt igen på himlens skyer, vil alle døde opstå legemligt. De troende vil få evigt liv sammen med Gud. De vantro vil blive kastet i helvede, hvor de vil blive straffet til evig tid. Der er altså kun disse to muligheder. Du kan læse mere om verdensdommen i Matt 25.

Det er altså afgørende, at du inden din død eller Jesu genkomst er kommet til tro på evangeliet om, at Jesus har taget straffen for dine synder, så du får tilgivelse og evigt liv i stedet. Og det er vigtigt, at du gennem Guds ord og sakramenter i kirken bevares i en sand tro, så du ikke falder fra og går fortabt.

Du kan få mere at vide om evangelisk-luthersk kristendom på bl.a. HvadErKristendom.

I dag er det dagen for den danske reformation, som blev gennemført ved lov 30. oktober 1536. Imorgen er det den internationale reformations dag, årsdagen for reformationens begyndelse ved Martin Luthers 95 teser, som blev slået op på slotskirkedøren i Wittenberg.

Men hvad handlede reformationen egentlig om?

Luther slog sine teser op på slotskirkedøren i Wittenberg dagen før allehelgen. Teserne handlede om, hvordan et menneske bliver salig overfor Gud. Ifølge den romersk-katolske lære, blev man delvis salig ved Kristi fortjeneste og delvis ved sin egen samt ved helgenernes overskydende gode gerninger.

Man havde altså behov for helgenernes overskydende gode gerninger, fordi man ikke mente, at Kristi gerning ikke var nok. Derfor bad man til helgenerne.

Den romersk-katolske kirke fordømmer stadigvæk den lære, at mennesker retfærdiggøres og bliver salige pga. Jesu stedfortrædende frelsergerning alene uden menneskers gerninger. Og derfor tror de også stadig, at helgenerne kan hjælpe dem.

Reformationen handlede altså om, hvordan et menneske bliver salig. Reformationen handler om, hvordan du og jeg bliver salige – eller sagt med et andet ord – hvordan vi bliver helgener. Og det er også, hvad indledningen til Jesu bjergprædiken handler om, som er prædiketeksten til allehelgen.

Og det er også, hvad allehelgen handler om. På denne dag har det været tradition at mindes årets døde og særligt at tænke på dem, som er sovet hen i den kristne menighed. Og at dø en salig død er målet for ethvert kristenliv og det er dét, Jesus vil lære os at gøre i søndagens tekst.

Den evangelisk-lutherske lære om, hvordan vi bliver salige, handler om, at Gud har gjort og gør alt, hvad der skal til, for at mennesker kan blive salige. Den mørke baggrund herfor er, at mennesker både er skyldige til straf og ikke formår selv at gøre noget ved dette. Derfor har Gud af kærlighed sendt sin Søn, som har båret skylden og straffen på korset. Så langt vil mange romersk-katolske være enige med den lutherske kirke.

Spørgsmålet er dog så, hvordan vi får del i, hvad Kristus har gjort.

Her hævder den romersk-katolske kirke, at menneskers tilegnelse af frelsen delvis beror på Guds nåde og delvis på, hvad der sker i dem. Den romersk-katolske kirke hævder, at mennesket har en fri vilje og selv kan hjælpe til med sin frelse.

Herimod hævder den evangelisk-lutherske kirke, at mennesket er en synder, som ikke kan yde noget til sin egen frelse og derfor frelses ved Guds nåde alene. Nu kan den romersk-katolske kirke også tale om frelse af nåden alene. Men da mener den ikke blot Guds tilgivelse og nådige sindelag mod mennesker, men også de kræfter, som Gud indgyder i mennesker, så de bliver i stand til at gøre sig fortjent til frelsen.

Evangelisk-luthersk kristendom hævder, at det også er Gud alene, der skaber troen i mennesker, så de modtager, hvad Kristus vandt på korset. Og det er ved denne tro alene, troen, som stoler på, at synderne tilgives for Kristi skyld, mennesker bliver frelst. Selvom denne tro også er virksom i kærlighed, er det alene dét, at den modtager Guds tilgivelse for Kristi skyld og fortrøster sig til den, der frelser.

Dén tro, som frelse ifølge den romersk-katolske kirke, er den tro, som frelser, er den tro, som trofast overholder Guds bud i kærlighed til Guds og næsten. Troen er altså ifølge den romersk-katolske kirke en gerning, der frelser pga. de kvaliteter, der er i troen, mens troen ifølge evangelisk-luthersk kristendom er en tom hånd, der modtager Guds gave.

Den, der tror på den romersk-katolske kirkes lære, kan aldrig vide sig sikker på frelsen, men må svæve i uvished. Ja, den romersk-katolske kirke fordømmer ligefrem, at man ved sig sikker på sin frelse i kraft af evangeliet om syndernes forladelse for kristis skyld.

Den, som derimod forlader sig på, hvad Kristus har gjort og hvad han lover og giver i evangeliet i ordet og sakramenterne, kan vide sig sikker på sin frelse.

For at kunne bilde mennesker ind, at de frelses delvis ved deres egne gerninger, har den romersk-katolske kirke tilsidesat Guds ord og erklæret det for uklart og utilstrækkeligt til at kende den kristne sandhed. Her behøves både reformationen og paveembedet til at oplyse Skriften, hævdes det. også dette er med til at skabe uvished om menneskers frelse.

Reformationen var, som den kaldtes “evangeliets lyse dag”. Gud brugte Martin Luther og andre til at afsløre antikristens bedrag som i århundreder havde forført mennesker væk fra den barnlige tillid til evangeliet.  Og reformatorerne genfandt tilliden til Skriften alene som dommer i lærespørgsmål, fordi de erkendte, at Skriften både er et klart lys og tilstrækkelig til sand erkendelse i alle lærespørgsmål. Og med disse to våben – den barnlige tillid til evangeliet og den barnlige tillid til Skriften som eneste kilde og norm for kristen tro og lære – befriede reformatorerne store dele af kristenheden fra antikristens herredømme.

Desværre krøb falsk lære igen ind i lutherske kirke, og igen var det evangeliet om frelsen af nåde alene for Kristi skyld og læren om Skriften, der blev angrebet. Med pietismen, rationalismen, liberalteologien, vækkelseskristendom osv. blev disse to undermineret og dermed resten af den kristne lære.

Men den reformatoriske kamp mod evngeliets og Skriftens fjender fortsætter også i dag.

Her er en reformationssang skrevet af en tysk krydderihandler, som jeg oversatte for nogle år siden:

1. Gud ske lov, at jeg luthersk er,

at Guds det rene ord,

som Luther barnligt havde kær,

det i mit hjerte bor.

2. Gud ske lov, at den moderarm,

den sande kirkes hånd

mig holder i sin favn så varm

og giver nådens ånd.

3. Gud ske lov, at frem rinder ren

den livets kilde klar,

ja, trøstet hjertesorgen den

og tørsten stillet har.

4. Gud ske lov, at den lære ren

i katekismen helt

mig dagligt giver sandheden

så ligefrem meddelt.

5. Gud ske lov, at jeg ved hvad jeg

i sakramentet får,

at Gud her fuldt tilgiver mig

mens jeg på jorden går.

6. Gud ske lov, at af nåden sød

alene frelses jeg,

at Jesu blod og pinedød

er salighedens vej.

7. Gud ske lov, at intet påfund,

som af mænd udtænkt var,

med falsk skin mig fra sandheds grund

berøvet freden har.

8. Gud ske lov, for at jeg er fri

fra pavens falske pragt,

fra antikristens tyranni

og fra hans list og magt.

9. Gud ske lov, fanget sværmeri

i nettet mig ej har,

og hver et stoltheds kætteri

forgæves på mig var.

10. Gud ske lov, at jeg troen har

med glædens vidnehær.

Bekendelsen så ren og klar

oplyser livet her.

11. Gud ske lov, at under Guds ord

min sjæl den bøjer sig,

og mod hver helvedsport jeg tror,

frimodigt vidner jeg.

12. Gud ske lov, kirken, Jesu brud

mig plejer med sin hånd

og deler af sin balsam ud

bevæger sin livsånd.

13. Gud ske lov, at jeg luthersk er

-min ros til alt er endt

mit smykke og min vinding kær

i ord og sakrament .

Friedrich Weyermüller (1810-1877)

Krydderihandler i Niederbronn

Dansk 2006 Magnus Sørensen

Mel. Op alle som på jorden bor